De følgende historier er til fri afbenyttelse men kreditér gerne Jernbanen.dk.
Indsend dine egne historier og de vil blive tilføjet denne side. Brug formularen nederst på siden.

---

´Næst efter kønsdriften er af de menneskelige drifter jernbanedriften den, der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse´.
Tillægges politikeren J. K. Lauridsen, 1858-1905, under et politisk møde om en jernbanes linjeføring.

´Folk er efterhånden blevet så ubehagelige, at jeg altid kører i hundekupé!´
Storm P.

En gammel kone ankom til Hobro med et af den nu hedengangne Himmerlandsbanes tog.
– Åh, gudskelov, sagde hun, og samlede sine pakkenelliker sammen, nu er det værste da overstået.
– Hvor skal De hen? spurgte en interesseret medrejsende.
– A ska' te' Nebraska, sagde konen.

I det overfyldte s-tog henvendte den gamle herre sig til en hårdkogt knægt, der tronede på et af sæderne:
– I din alder, min dreng, tilbød jeg altid min plads til de ældre. Jeg er 85 – og meget træt. Hvorfor tilbød du mig egentlig ikke din plads?
– For at være mindre træt, når jeg når op i din alder, svarede det hårdkogte unge menneske.

– ´Samtlige maskiner er efterset i dag. Kedelsten fandtes ikke.´ Samme aften indløb der et telegram til maskindepotet:
– ´Manglende kedelsten skal øjeblikkelig skaffes´

– Hr. stationsforstander, hvornår går toget?
– Hvor skal De hen?
– På wc.

Det var dengang, banerne havde meget gods at køre med, og før signalstokken, ´spejlægget´, var indført. Toget holdt ved perron på en station, hvor der var stor indlæsning. Stationsforstanderen, der i nogen tid havde gået frem og tilbage med det grønne flag under armen, standsede, da han kom hen til maskinen og sagde til lokoføreren:
– Kan fyrbøderen ikke hjælpe til med indlæsningen?
– Nej, den går ikke. Han skal fyre og smøre, men jeg har ikke noget at gøre.
– Nej, man kan da ikke forlange, at en lokomotivfører skal hjælpe til ved indlæsningen, sagde stationsforstanderen lidt genert.
– Nå ja, jeg havde jo bare tænkt mig at tilbyde at holde det grønne flag så længe, svarede lokoføreren.

På den østjyske længdebane gik for mange år siden et tog pludselig i stå højt oppe på en bakke, og da der var noget i vejen med bremserne, begyndte toget at køre baglæns. En togbetjent fik i huj og hast etableret rejsetelegrafen, som man dengang havde med i pakvognen, og fik telegraferet til den nedenfor bakken liggende station om at stille sporet til hovedspor. Det lykkedes også at få skiftet, før toget fo'r forbi, og da stationen lå i en dyb dal, blev toget ved med at rulle frem og tilbage i næsten fjorten dage. Trafikken foregik dog stadig uhindret, idet de mødende tog blev taget ind på sidespor, når den løbske togstamme fo'r forbi.
Jo, det var skam præcisionsarbejde at lede den toggang.

En lokofører havde en aspirant med som fyrbøder og iagttog selvfølgelig aspiranten, når denne under opholdet på stationerne var nede og føle på lejerne, og lagde derved mærke til, at aspiranten sprang et bestemt leje over. – Hvorfor gør De det? spurgte lokoføreren.
– Jo, for der brændte jeg mig så forbandet sidste gang!

den hjemvendte danskamerikaner, der med en lidt nedladende verdensmandsmine sagde til en portør, da et lyntog for forbi stationen uden at holde:
– Nå, det dér kalder I måske et eksprestog her i landet?
– Ok, nej da, det er bare Carlsen, der rangerer lidt, han er her igen om et øjeblik.

– De er kommet for sent til toget, og så står De alligevel og morer Dem?
– Jo, for dem, der skulle følge mig til toget – de kom med i den bageste vogn!

– Jeg lærte min kone at kende på en af DSB’s billige rundture . . .
– Ja, der ser du, hvad der kommer ud af at spare på de forkerte steder!

Det fortælles, at når Horsens - Bryrup banen kom til at bugte sig så meget, så skyldtes det, at der for mange år siden var en mand i Horsens, der havde en meget stor gris, der en dag løb fra ham. Grisen løb i zigzag over markerne mod Bryrup, og manden styrtede efter den. Først i Bryrup fik han den fanget, men da havde grisen og manden efterladt sig nogle dybe spor over markerne, og dette spor fulgte man så, da banen skulle anlægges.

Toget rullede ind på en mindre nordjysk station. En tørstig sjæl stak hovedet ud og spejdede ivrigt efter en ølmand på perronen. Der var ingen.
– Hej, forstander, råbte den vansmægtende, hvor har du gjort af ølmanden?
– Vi sælger ikke øl på denne station.
– Hva', sælger I ikke øl. Ja, men hør, lille mand, hvad holder vi så for?

– Det er dog forfærdeligt så langsomt vi kører, jeg kan gå hurtigere.
– Ja, vær så god, stå De bare af og gå.
– Nå, så travlt har jeg heller ikke!

En præst var kommet i kupé med en bandende og sværgende ung mand.
– Hvis De fortsat turer frem ad den bane, så ender De i helvede!
– Gør ikke noget, hr. pastor, jeg har købt returbillet!

Der var en gang en meget lang og streng sneperiode med megen kulde. En overbanemester havde bemærket, at en af ekstrafolkene havde en gammel slidt sportshue på, og han forærede derfor manden en aflagt skindhue, der kunne slås ned over ørerne. Nogle dage efter så overbanemesteren, at ekstraarbejderen igen gik med den gamle sportshue.
– Hvorfor har De ikke den varme skindhue på, som jeg gav Dem?
– Nej jeg har ikke haft den på, siden den store ulykke skete.
– Ulykke, jeg har ikke hørt om nogen ulykke.
– Jo, ser overbanemesteren, det var en dag jeg havde skindhuen på, da spurgte banebetjent Olsen mig, om jeg ville have en snaps, og det hørte jeg ikke!

Toget er netop sat i gang, da en ung mand stærkt forpustet smider sig ned på sædet og udbryder:
– Puha, det var en varm omgang, men jeg nåede det da.
– Det er dog voldsomt, som De puster. Da jeg var i Deres alder, kunne jeg springe på toget i fuld fart, siger en ældre herre.
– Ja, tak ska' De ha', men jeg kom for sent til toget på forrige station!

Historien er fra de dage, da man anlagde jernbaner. Nogle ingeniører var ude at sondere terræn, hvor banen skulle lægges. Bonden, der ejede det pågældende areal, spurgte, hvad man var ude for.
– Ja, vi skal altså bygge en jernbane, og så vidt vi kan se, kommer banen til at gå lige midt gennem Deres lade.
– Nå, gør den det, men så vil jeg gøre Dem opmærksom på, at jeg lukker den store ladeport hver aften kl. 6!

drengene, der skulle overgå hinanden:
– Min far er stationsforstander, han har stjerner . . .
– Ohr – min far er togfører, han har måne!

– Deres billet, hr.?
– Den gælder jo til Slagelse, og vi kører til Helsingør!
– Forfærdeligt! Ved lokomotivføreren det?

i gamle dage, at banevogtere ofte fik leddegigt. Men det var da intet under, – – med det klima og de utætte bomme, vi havde.

– Sæderne er noget støvede!
– Ja, hr. overkontrollør, det er ikke så underligt, der er jo ingen, der endnu i dag har siddet på dem.

ledvogtersken, der ikke havde spor på . . .

Et ægtepar fra landet var kommet en tur til Århus med toget, og her så de for første gang i deres liv en sporvogn, og de var meget betaget disse smukke gule køretøjer, der kørte gennem gaderne, og de fik lyst til selv at prøve en tur og besteg en linje 2.
Konen satte sig med det samme på en ledig plads, mens manden blev stående, skønt der var flere ledige pladser. Konen spurgte ham derfor, hvorfor han ikke satte sig og hvilede sine trætte ben. Manden svarede, at det jo ikke var hans plads, men konen sagde, at det ligeså godt var hans plads som enhver andens. Så sæt du dig bare. Manden satte sig omsider lidt betænkelig ned, men i samme øjeblik vendte vognstyreren sig om og råbte højt ind i vognen: ´Harald Jensens Plads!´
Manden fo'r forskrækket op og sagde bebrejdende til konen ´Ka' du så se, det ikke var min plads?´

– Hør frøken, kaffen er fuld af grums.
– Kender jeg ikke noget til, jeg er servitrice og ikke spåkone.

Visse årvågne afholdskredse har nu fået kig på de såkaldte bumletog og vil have togpersonalet alkoholtestet.

Han stod på perronen, da toget var kørt:
– Hvorfor ser du så fortvivlet ud? spurgte hans ven.
– Jo, tænk dig, jeg skulle tage imod min kone, der har været på ferie, men hun var ikke med toget.
– Det er da ikke noget at blive urolig for, hun kommer måske først med næste tog.
– Nej, det er ikke det, der bekymrer mig, men jeg er bange for, at jeg har taget fejl af datoen, og at hun måske allerede har været hjemme siden i går!

Hele familien var ude at rejse:
– Mor, hvad hed den station, vi lige har holdt ved?
– Det ved jeg ikke Peter, lad nu være med at forstyrre mig, når jeg sidder og læser.
– Far, ved du heller ikke, hvad den station hedder?
– Nej, men forstyr mig nu ikke, jeg løser krydsord!
Da der er gået et stykke tid, spørger moderen, hvor lillesøster er?
– Hun stod af ved den station, som I ikke kendte navnet på!

– Det var dog en vældig lang tunnel, vi passerer.
– Ja, men vi sidder også i den sidste vogn.

Det var en eftermiddag på banegården i Århus. Et ungt par stod og tog afsked med hinanden, men det var en usædvanlig kærlig og gribende afsked. Med tåreblændede øjne og våde kinder vinkede hun til den unge mand på perronen. En ældre velmenende herre sad i samme kupé, og med en indre trang til at trøste hende sagde han beroligende:
– Stakkels lille frue, hvor jeg forstår Dem. Det må være meget slemt for Dem at forlade Deres mand.
Forbavset så hun op og svarede:
– Jeg græder skam ikke, fordi jeg skal forlade ham – men fordi jeg skal tilbage til ham.

– Hvad koster appelsinerne?
– 8,50 kr. stykket.
– Nej, ved De hvad, i Horsens koster de kun 5,50 kr.
– Ja, men det er også længere mod syd, i Italien koster de næsten intet!

Der kom en mand ind på Skanderborg Station og gik hen til billetkontoret og forlangte en billet til Århus. Da han havde fået den, sagde han:
– Og så skulle jeg også ha' en til Fløjstrup.
Billettøren ledte og ledte og sagde så:
– Fløjstrup, hvor ligger Fløjstrup?
Hvorpå manden svarede:
– Fløjstrup, han ligger skam ude på perronen og er så fuld så fuld . . .

– Da jeg antog Dem, sagde De, at De aldrig blev træt, og nu bestiller De ikke noget?
– Jamen, hr. godsekspeditør, det er jo netop derfor, at jeg aldrig bliver træt.

Ved frokosten på Århus Godsbanegård fortalte en portør, at han var så umanerlig træt, for han havde drømt om natten, at han måtte bære en tung pakke fra Århus til Aalborg, og sådan noget tager på kræfterne!
– Ja, naturligvis, sagde kollegaen. Ved du, hvad jeg drømte? Jeg var sammen med Pamela Anderson og Tina Kjær.
– Hvad siger du, hvorfor sendte du ikke bud efter mig?
– Det kunne jo ikke nytte noget. Du var jo på vej til Aalborg!

– Hva' ? – Er toget kørt – det var da for tidligt?
– Nej, tværtimod, – det var for sent! – Det var nemlig rykket frem i den nye køreplan, så nu går det tidligere, jah, tidligere gik det senere, men senere bliver det nok igen tidligere, – – når folk har vænnet sig til det!

– Hr. togbetjent – skal man stige ud fra den forreste dør i vognen eller fra den bageste?
– Det må De selv om – begge dele standser!

– Hvor længe er man om at gå til stationen?
– Ja, se, skrår De over marken her, så er der en halv times gang, men hvis tyren er efter Dem, er De der på 10 minutter!

Foranstående episode giver anledning til at genopfriske den gamle anekdote fra den gang, der endnu ikke var toiletter i togene på Grenåbanen.
Da et ældre ægtepar en dag var på rejse fra Århus til Grenå, sagde konen, da de kom til Løgten Station:
– Jeg kommer til at stå af og tisse en gang her. Hun kom kort efter tilbage, men da toget nåede Mørke Station, blev manden trængende og sagde:
– Ja, nu må jeg s.... i Mørke, for du har jo tisset i Løgten!

– Nå, 65, hvad ville De gøre, dersom De i krigstid fik ordre til at gøre jernbanen ubrugelig for fjenden?
– Jeg ville brænde alle billetterne!

En mand fra landet skulle på rejse, og vel ankommen til stationen, spørger han forstanderen:
– Når går toget til Aalborg?
– Det går klokken 18.00, oplyser forstanderen elskværdigt. Efter nogen tids forløb spørger den rejsende på ny:
– Når går toget til Aalborg?
– Det går klokken 18.00, svarer forstanderen lidt mere bestemt, men da der atter er gået lidt tid spørger den rejsende for tredje gang:
– Når går toget til Aalborg?
– 18.00, snerrer forstanderen.
Toget ankommer, og den spørgelystne rejsende sætter sig ind sammen med en bekendt fra samme by, til hvem han beklager sig over stationsforstanderens uelskværdighed.
– det kan jeg ikke forstå, siger den medrejsende, han har da ellers ry for at være særdeles venlig og hjælpsom.
– Ja, så kan du da selv få det at høre, og da forstanderen ude på perronen passerer det åbne vindue, hvor de to rejsende sidder, spørger han på ny:
– Når går toget til Aalborg?
– 18.00, din bonderøv!!

– Kan du tænke dig, at da jeg forleden stod i et overfyldt S-tog, blev min halskæde stjålet, og den hang oven i købet inden for blusen.
– Jamen, mærkede du da ikke noget?
– Jo, men hvem kunne da tro, at den pæne mand også ville stjæle!

– ´Toget satte sig i gang længe før alle passagererne var kuperede.´

En præst havde fået indskrevet sin cykel som rejsegods og sad og funderede over, at cykelfragten var dyrere end hans egen billet:
– Jo, ser De, forklarede trafikeleven, lige hjemvendt fra jernbaneskolen, vort fragtsystem er sådan, at man betaler efter varens værdi.
– Javel, svarede præsten, så er det vel derfor, at De rejser gratis?

Passageren på den øverste plads vågnede midt om natten ved, at en prikkede ham vedholdende i siden. Det var damen i mellemste køje.
– Jeg fryser, hviskede hun. Ville De have noget imod at hente et tæppe til mig?
– Jeg har et helt andet forslag, svarede han, skal vi ikke lege, at vi er gift?
– Joh, kom det næsten lydløst fra hendes læber, mens hun undseligt slog øjnene ned.
– Udmærket. Så hent dit elendige tæppe selv!

portøren, der var ked af, at han rangerede så dårligt på lønstigen.

En irriteret rejsende henvender sig til lokoføreren på det forsinkede tog.
– Kunne De ikke være kommet noget før?
– Joow, de ku' a wal, men a ku' jo ett så godt fålad æ loko!

To herrer sidde i en 1. kl. kupé, og den ene beklagede sig over sine vanskelige økonomiske forhold. Meget naturligt bliver han spurgt om, hvorfor han så rejser på 1. klasse.
– Det er jeg skam nødt til, for mine kreditorer sidder inde på 2. klasse.

– Har du nogensinde været udsat for et jernbaneuheld?
– Ja, engang, da jeg kørte gennem en tunnel, kom jeg til at kysse faderen i stedet for datteren!

Personalet på en station diskuterede, hvor høj stationens flagstang var.
– Så lægger vi den ned og måler den.
– Det kan da ikke nytte noget, sagen drejer sig da om, hvor høj stangen er, og ikke hvor lang den er!

signalarbejderen, der tabte fatningen.

banebørsten, der ikke kunne bruges til rengøring.

Det var i lyntoget på vej over Fyn mod Nyborg. I en 1. klasses kupé sad to herrer, den ene havde en lille dreng med. Passageren med drengen spurgte den medrejsende:
– Er De ikke repræsentant?
– Jo, lød svaret.
– De må tjene godt, så velklædt De er. Hvad rejser De i?
– Dameundertøj. Og det er rigtigt det gi'r godt. Pigerne skifter hurtigt de intime klædningsstykker. Men er De ikke selv repræsentant?
– Jo.
– De må sandelig tjene godt, siden De kan tage Deres lille søn med på rejsen. Hvad rejser De i?
– Præservativer. Og det er ikke min søn, jeg har med – det er en reklamation fra Århus.

– Kører De altid så langsomt?
– Der er vist ikke meget forskel.
– Så står jeg af og plukker nogle blomster.
– Der er ingen blomster der, sagde togføreren.
– Nå ikke, men jeg har taget frø med, sagde den rejsende.

En ikke helt ædru mand forlanger:
– En billet hjem til lillemor.
– Hvor bor hun?
– Ja de' ku' du godt li' at vide!

– Det er forbudt at gå her i sporet – det koster fem kroner i mulkt, min gode kone!
– Jamen, jeg ejer ikke penge!
– Så må De sidde dem af!
– Jamen da vel ikke her, hvor der kører tog?

To unge franskmænd, som skulle duellere uden for Paris, mødtes ved billethullet på jernbanestationen.
– En billet, tur og retur, sagde den første.
– En enkeltbillet til mig! sagde den anden.
– Ha, Ha! lo den første. De er nok bange for ikke at komme tilbage. Jeg køber altid min returbillet med det samme.
– Det plejer jeg ikke, svarede den anden. Jeg bruger altid den, jeg finder i den dødes lomme.

En herre kommer styrtende ind fra sidegangen i toget:
– Er der nogen, der har cognac – en dame ved siden af er besvimet!
Flere lommelærker rækkes mod ham, og han tager en mægtig slurk af den største, idet han siger:
– Tak, det gjorde godt. Jeg ved ikke noget værre end besvimede kvindemennesker!

En efter mange årtier hjemvendt danskamerikaner forklarer sin fætter Børge, hvor stor Texas er:
– Begynder man en jernbanerejse ved statens ene grænse og kører uafbrudt i 25 timer, har man endnu ikke nået den modsatte.
– Ja sådan nogle tog har vi også her i landet, men vi praler s'gu ikke med det!

På en lille privatbane ser lokomotivføreren en mand, der i hurtiggang følger toget langs banelinjen. Han synes det er synd, sagtner farten og siger:
– Stig op. De kan køre med til næste station gratis.
– Det var pænt af Dem, men i dag har jeg nu lidt halvtravlt, så jeg foretrækker at gå.

En gammel stationsforstander var kendt for sine korte indberetninger.
En forårsnat med stærk kulde var vandtårnet frosset, og rapporten lød: ´Har frosset i vandtårnet i nat.´
Med næste tog kom svaret fra trafikinspektøren:
– ´Hva' fanden havde du der at gøre?´
Selv samme stationsforstander (Krüger), der var irriteret over at skulle telegrafere detaljerede snemeldinger i tide og utide, skal en dag have klaret sig med følgende korte, men sigende melding:

Det fyger
og knyger
og ryger.
Krüger.

I anledning af en lokal fest i nogle jyske stationsbyer sendte stationsforstanderen på en lille landstation engang følgende tjenestetelegram til overdriftsinspektøren i Århus: ´Maa jeg flagre paa Stationen i Dag?´
Svar: ´Nej, forhold Dem roligt!´

Den overlegne dame gik hen til busholdepladsen i den lille provinsby og spurgte chaufføren: – Hvad koster det at komme med sådan en mejetærsker?
Chaufføren svarede tørt: – Åh vi plejer at tage 8 koner pr. sæk.

– I aften kommer du sent, Petersen, sagde stamgæsterne til den indtrædende hr. P.
– Ja, jernbaneulykken har opholdt mig så længe.
– Hvad jernbaneulykke? Hvad er der sket?
– Joe, min svigermor ankom med sidste tog.

Den nedlagte privatbane fra Viborg til Mariager gik langs Nørreåens enge med en masse kreaturer, som ofte brød gennem hegnet og ind på banelinjen, så toget måtte standse.
Ved en sådan standsning sagde en midtjyde til konduktøren, der havde været ude at genne en ko af sporet:
– Så kan vi vel komme af sted igen?
Et kvarter senere, da toget langsomt var nået et stykke længere frem, standsede det på ny, og konduktøren måtte atter ud. Da han kom tilbage, spurgte midtjyden:
– Var det den samme ko?

Hun klagede til viceværten:
– Hver gang et tog kører forbi, ryster huset, så jeg falder ud af sengen. Læg Dem selv, så kan De se, det er rigtigt.
Viceværten sukkede og gjorde, som hun sagde. I det samme kom hendes mand ind ad døren.
– Hvad pokker laver De! råbte han.
– Ville De tro mig, hvis jeg siger, at jeg ligger og venter på toget? svarede viceværten stilfærdigt.

En gammel kone stod på jernbanestationens perron. En stationsarbejder kom forbi. Hun spurgte ham:
– Kan du sige mig, om 2–toget er kørt?
– Ja, det gik for tyve minutter siden.
– Og hvornår kommer det næste tog?
Stationsarbejderen:
– Det varer en god stund endnu, det kommer først kl. 5.
– Kommer der ikke noget hurtigtog før?
– Nej.
– Heller ikke et godstog?
– Nej.
– Og det er du sikker på?
– Ja, fuldstændig sikker.
Den gamle kone vender sig mod sin mand og siger drævende til ham:
– Kom så, bette Lars – så kan vi godt gå over sporet.

ledvogteren, der kom for sent op, da han ikke kunne høre vækkeuret for støjen fra de forbipasserende tog.

Ved ankomsten til København H. efterlod en dame en pakke i kupeen. En medrejsende råbte til damen, at hun havde glemt en pakke.
– Nej, sagde hun, det er min mands frokost, og han er ansat på kontoret for fundne sager, så den når nok frem til ham.

– Jeg ville gerne se på et elektrisk tog, men det må ikke være for indviklet, for min mand vil også lege med det.

En ung mand forsøgte at mase sig ind i billetkøen, da en stramtandet dame bad ham tage plads bag i køen.
– Det kan jeg ikke. Der står en i forvejen.

To herrer gik ind i den samme kupé. De satte sig overfor hinanden. Den ene tog sin avis frem og begyndte at læse. Efter en stund sagde den anden:
– De skal måske til Aalborg?
Den anden sænkede langsomt sin avis uden at lægge den fra sig:
– Nej, jeg skal helt til Frederikshavn. Derfra skal jeg videre med båden til Læsø, hvor jeg skal se på et sommerhus, som vi, min hustru og jeg, muligvis vil købe. Jeg har aldrig været på Læsø før, men nogle gode venner har anbefalet øen. Jeg har en forretning med kontorartikler i Slagelse. Mit navn er Esben Skov-Hansen, jeg er gift på 21. år med Irene, født Nielsen. Hun kommer fra Vordingborg, hvor forældrene havde en slagterforretning. De er begge døde nu. Selv er jeg fra Slagelse. Vi har en dreng i gymnasiet og en i 10. klasse. Jeg er socialdemokrat, men ved kommunalvalg stemmer jeg på den tværpolitiske liste. Jeg spiller golf, men kortspil har ikke min store interesse. Jeg er for økologi og vedvarende energi, jeg er medlem af handelsstandsforeningen, af 4. regiments soldaterforening og af Kræftens Bekæmpelse. Jeg har ikke en bror, der ligner mig, for jeg er enebarn, og De kan ikke have kendt nogen af mine forældre, for de døde som missionærer i Shantungprovinsen for 32 år siden. Hvis jeg har glemt noget, så må De spørge mig nu med det samme, for jeg vil gerne læse min avis, og hvis jeg kan nå det, vil jeg få mig en lur, inden jeg når Frederikshavn.

Angus Donaldson sad i toget fra Edinburgh til Blackpool, da konduktøren kom ind.
– Hvad koster en retur til Blackpool? spurgte Angus.
– 6 pund og 80! sagde konduktøren.
– 6 pund og 80! skreg Angus. – For otte år siden kostede den kun 4 pund. Du er bare ude på at snyde mig!
– Overhovedet ikke! sagde konduktøren, men Angus blev ved. Efter et kvarters skænderi om billetprisen havde konduktøren fået nok:
– Du står af ved næste station!
– Aldrig i livet! sagde Angus oprørt.
– Så skal jeg få dig til det! sagde konduktøren, rullede vinduet ned, greb Angus' kuffert fra bagagenettet og smed den ud af vinduet.
– Så kan du værsgo' gå tilbage og hente din kuffert!
– I er nogle sataner, I englændere! sagde Angus. – Først prøver I at snyde mig med billetten, og så smider I min yngste søn ud af vinduet.

En dame spørger på en station, hvor eksprestoget netop er kørt igennem uden at standse, en portør, hvorfor toget ikke holdt. – Jeg skal betro Dem, lyder svaret, togføreren og stationsforstanderen er blevet uvenner.

En togfører havde den nyansatte togbetjent på prøve med på dennes allerførste tur fra Esbjerg, og da toget på vej ind på Skjern Station passerede stedet, hvor Skjern - Herning banen drejer fra mod øst, spurgte togbetjenten, hvor den bane gik hen ad.
– Den går til Herning, svarede togføreren.
Da det samme tog nogen tid efter var undervejs ind til Holstebro, slog togbetjentens geografiske kundskaber åbenbart heller ikke til, for han spurgte atter, hvor den bane gik hen, idet han pegede på sporet, der kom ind fra sydøst. Da svaret atter lød: – Den går til Herning, udbrød togbetjenten: – Næ, lad nu være, det sagde du også ved Skjern!

I anledning af sommersæsonen var der blevet antaget en ny medhjælper på jernbanestationen i den fashionable lille badeby, og den ældste portør gav ham hans instruktioner:
– Nu skal De høre, hvad De har at gøre, Hansen: Først fejer De omhyggeligt begge perronerne, så ordner de ventesalene og dragernes rum. Derefter gør de i stand i billetkontorerne, godsekspeditionen, lamperummet, terrænet foran banegården og på toiletterne. Så har De tur i stationsforstanderens og jernbaneassistentens privatlejligheder, så sørger de for, at stationsklokken er velpudset og at alle ildslukningsapparaterne har vand, derefter går de over den store jernbanebro . . .
. . . og fejer sneen væk, indskød den nye medhjælper . . .
Portøren så uforstående på ham:
– Fejer sneen væk? sagde han, – hvad pokker mener De med det, Hansen? Vi har da ikke sne!
Hansen rystede på hovedet:
– Nej, men det har vi nok, inden jeg er nået så langt!

Ved Vauxhallstationen i London klagede en gammel dame i toget til togbetjenten over sin medpassager.
– Han er bestemt sindssyg, påstod hun.
– Hvad gør han da? spurgte konduktøren.
– Han sidder hele tiden og mumler, at han er Napoleon.
– Bare rolig frue, svarede konduktøren, – næste stop er Waterloo, så der står han af!

Åh, konduktør! råber en nervøs dame, der netop har taget plads i en kupé, kører vi forlæns eller baglæns – for det kan jeg ikke tåle!

– Mor, den mand, der lige steg ud, kyssede mig i tunnelen.
– Men barn dog, hvorfor sagde du det ikke før; jeg ville have meldt det til banegårdspolitiet!
– Jeg tænkte, der måske kom en tunnel til.

Det unge par på togrejse er kommet ud af en tunnel:
– Harry, du skulle ikke have kysset mig på den måde her i kupeen, selv om der var mørkt.
– Jeg har ikke kysset dig, men jeg kunne godt lide at vide, hvem der har gjort det. Jeg skal lære ham!
– Harry, ham kan du ikke lære noget!

Det unge par på togrejse kommer til en tunnel:
Han: – Nu er du vel ikke bange for mørke?
Hun: – Nej, nej, bare du tager cigaretten ud først.

Jens, indkaldt til garden i hovedstaden, er med tog på vej hjem til gården i det jyske, på orlov. Foruden ham sidder der i kupeen en ung og en ældre dame samt en lidt for selvsikker københavner. Da toget kører gennem en mørk tunnel, høres først lyden af et kys, derefter et slag og en stønnen, og da det kører ud i lyset igen, har københavneren fået et blåt øje. Den ældre dame tænker: Bravo, min pige; det ville jeg også have gjort! Den unge dame tænker: Det var da sært, at han prøvede at kysse den gamle dame og ikke mig! Københavneren tænker: Det er godt gjort – han stjæler et kys, og jeg får et blåt øje! Jens gør stillingen op således: Det klarede jeg fint. Kysser mig selv på hånden, langer københavneren en på øjet – og slipper godt fra det!

Vernet, den store franske maler, kørte med toget fra Versailles til Paris. I samme kupé sad to damer, som han aldrig havde set, men som syntes at kende ham. De kritiserede ham meget nøje og talte ganske frit om ham, om hans krigeriske udseende, hans kraftige alder, hans militærbenklæder osv.
Det ærgrede maleren, og han besluttede at straffe de påtrængende. Da toget kørte gennem tunnelen ved St. Cloud, var de tre rejsende indhyllet i et fuldstændigt mørke. Vernet kyssede to gange højt bagsiden af sin hånd. Da de kom ud af tunnelen, havde han ikke længere damernes opmærksomhed. Den ene beskyldte den anden for at have ladet sig kysse af maleren. Da Vernet steg ud i Paris, sagde han til sine rejseledsagersker: – Mine damer, jeg vil endnu i lang tid bryde mit hoved med, hvem af Dem det var, der kyssede mig.

Ivan var en berømt bjørnedræber.
– Hvordan gør du, spurgte Pjotr.
– Det er meget enkelt, svarede Ivan med fremskudt bryst. – Jeg stiller mig bare foran en hule og fløjter, og når så bjørnen kommer ud, slår jeg den ned med min kølle.
Nogle uger senere mødtes de to på ny. Pjotr havde en stor forbinding om hovedet og humpede.
– Hvad har du dog lavet, kære broder, spurgte Ivan.
– Jeg har afprøvet dit trick. Jeg fandt en hule og fløjtede højt.
– Og hvad så?
– Så kom toget!

Den unge mand kom løbende ned mod færgen, som var begyndt at lægge fra. Han sprang – og nåede over på dækket, men ramlede hovedet mod en trækasse og mistede bevidstheden et par sekunder. Da han vågnede, stirrede han ind mod land, som nu var ti meter borte.
– Du milde, sagde han, havde jeg vidst, at der var så langt, ville jeg ikke have sprunget.

– Hvad er en nødbremse, far?
– Ja, hvis man f.eks. pludselig bliver meget syg under turen, kan man trække i nødbremsen.
– Bliver man så rask?

– Sikke noget pjat derhenne, sagde lille Karin efter sin første skoledag. – De kaldte de 1. klasse, og så var det kun træbænke!

– Ved du, hvad der sker med børn, der lyver?
– De kører med for halv pris!

– Næh, far, i aften skal vi ikke lege med det elektriske tog. Jeg har haft sådan en anstrengende dag i børnehaven.

62–årige direktør Krutz gjorde sig den ulejlighed at pakke hele kassen med legetøjstoget op i butikken og lægge alle skinnerne ud for at se, om alt var som det skulle. Derefter slog han strømmen til og lod toget køre et par omgange.
– Det er et dejligt tog, sagde ekspedienten, det vil deres sønnesøn blive meget glad for.
– Det tror jeg også, sagde Krutz, jeg må hellere tage et til ham med det samme!

Dette legetøjstog, som De solgte mig i går og ikke kan gå i stykker, vil jeg gerne have byttet.
– Sig ikke, at det er gået i stykker!
– Nej, men lille Palle har knust alt det andet legetøj med det.

Min mand har forladt mig, sukkede Elvira.
– Tag det roligt, han kommer nok tilbage, trøstede Hilda.
– Nej, ikke denne gang; han tog sit elektriske tog med!

– Hr. konduktør, må jeg ryge her?
– Ja, når De ikke generer damerne.
– Åh, jeg vidste ikke, jeg havde noget valg. Så tror jeg hellere, jeg generer damerne.

– Hør, hr., De må ikke ryge her i sovevognen.
– Nå, men for lidt siden sad der en og sov i rygerkupeen. Der var da ingen, der sagde noget til ham!

– Hr. stationsforstander, hvad skal vi egentlig med køreplanen, når togene alligevel altid er forsinkede?
– Næh, såmænd. Men på den anden side: Hvad skulle vi med ventesalene, hvis togene altid kørte til tiden?

Lille frøken Andersen skulle hen til balletmesteren for at vise sin kunst og eventuelt få et engagement ved balletkorpset. Mens hun står og venter på toget, tager hun et par ballettrin for at repetere programmet.
Pludselig kommer en lille dreng hen til hende, tager hende i hånden og siger:
– Kom, så skal jeg vise dig, hvor det er!

– Jeg vil gerne have en billet til Odense på Business. Det skal være en hjørneplads i kørselsretningen, i ikkeryger–afdelingen, i en vogn bagest i toget, i nærheden af toilettet, men ikke over hjulene.
– Javel, og vil De have nødbremsen til højre eller til venstre?

En ret ung mand beder om en retur til Nykøbing.
– Så gerne. Hvilket Nykøbing, Falster, Sjælland eller Mors?
– Det er lige meget. Min bror henter mig på stationen.

Søren skulle til familiebegravelse og kom ind på stationen:
– Jeg vil gerne have en billet til Nykøbing.
– Ja, men hvilket Nykøbing? Der er jo tre.
– Er der tre? Så tager jeg den billigste.

Togbetjenten gik igennem vognen:
– Hvis damerne vil begynde at lede i deres tasker, så kommer jeg tilbage om ti minutter og ser billetterne.

Damen: – Jeg har købt billet til min hund, så må den vel også have lov til at sidde på et sæde ligesom alle de andre passagerer!
Togbetjenten: – Udmærket, frue, så siger vi det, men De må sørge for, at den har fødderne på gulvet ligesom de andre passagerer.

En passager til en anden: – Nu har jeg kørt med dette tog i tyve år.
Medpassageren: – Men hvorfor alverden står De så ikke af?

I et stærkt forsinket tog sagde en togbetjent til en passager, der viste sit togkort frem under billettering mellem Ringsted og Næstved:
– Jeg synes ikke, billedet ligner.
– Nej, men det gjorde det, da vi kørte fra København!

Mens skuespilleren Max Hansen fejrede sine store triumfer på scener i Tyskland og Østrig, rejste han engang fra München til Berlin med et tog, i hvilket også Albert Einstein var med. Max Hansen kunne naturligvis ikke lade denne enestående chance for at hilse på relativitetsteoriens grundlægger gå fra sig. Han bankede på døren til professorens separatkupé og spurgte med et belevent buk:
– Undskyld, hr. professor, kan De sige mig, om Leipzig standser ved dette tog?

– Har De ingen billet til drengen dér, spurgte togbetjenten.
– Næh, han skal ikke betale; han er ikke fyldt fire år endnu.
– Så venter jeg lidt, for det kan da ikke vare mange minutter, sagde togbetjenten og satte sig på en tom plads.

Da grænsen var passeret, stak en tolder hovedet ind i kupeen, hvor der kun sad en lille ældre dame.
– Vin, spiritus, cigaretter? spurgte han.
– Det er meget venligt af Dem, hr. togfører, men dels ryger og drikker jeg ikke, og dels har jeg allerede to kufferter fulde.

I en kupé sad en ældre mand over for en far med hans to larmende børn.
– Hvis De ikke snart sørger for, at børnene forholder sig roligt, så bliver der ballade, sagde den ældre mand.
– Ballade, gentog faderen roligt. – Den lille har lige lavet bleen fuld, den store har smidt billetterne ud af vinduet, og desuden sidder vi i det forkerte tog. Og så taler De om ballade!

Tre mænd var en aften på vej hjem i bil fra en stor middag med diverse. Det var mørkt og regnfuldt, og de havde vanskeligt ved at finde vej, men kom dog frem, skønt vejen var ujævn og hullet. Pludselig sagde chaufføren til ham på bagsædet:
– Peter, se lige efter, hvad det er for en idiot, som kører lige bag os. Nu har jeg i flere minutter vinket ham frem til overhaling, men han bliver bare liggende bagved, og desuden er der kun en af hans lygter, der lyser. Peter vendte sig om og sagde så langsomt:
– Det er da ikke så mærkeligt, han ikke kan overhale os; han kører på skinner.

Det var på Sicilien. Toget standsede pludselig ude på linjen, omringet af bevæbnede banditter. To venner sad i en kupé. Den ene trak sin tegnebog frem, rakte den anden en stor pengeseddel og sagde:
– Tak for lån og undskyld, at det trak så længe ud med betalingen.

En lystig aften befandt Poulsen og Christiansen sig pludselig på et jernbanespor, hvor de travede frem ad svellerne. Efter en rum tid konstaterede Poulsen:
– Det var dog en drønende masse trappetrin!
– Ja, skidt endda med det, hvis bare ikke gelænderet havde siddet så lavt.

– Næh, i gamle dage, da blev der bestilt noget. Jeg husker tydeligt, dengang jeg var med til at bygge strækningen fra Maribo til Torrig. Vi var otte mand. De fire lagde sveller, de andre fire lagde skinner, og lige i hælene på os kom aftentoget.

En århusiansk lærer skulle på udflugt med sin 6. klasse. Efter fem timers ventetid på den kolde banegård syntes han, at det var for meget. Han opsøgte stationsforstanderen og sagde:
– Nu er jeg ligeglad med, hvad De siger. Men vi tager med det næste tog, selv om der kun står 1. og 2. klasse på vognene!

En stationsbetjent i Århus skulle lære at bremse en vogn under nedkørsel fra rangerbjerget, og en instruktør forklarede ham, hvorledes han skulle dreje hjulet på godsvognens gavl. Alligevel gik det galt. Vognen tørnede ind i nogle andre vogne, og instruktøren spurgte barsk, hvorfor stationsbetjenten dog ikke havde bremset, som han skulle.
– Bremse, siger du. Jeg havde da nok at gøre med at styre!

En århusianer var kommet hjem med InterCity-toget fra København.
– Jeg er så dårlig, klagede han, jeg kan ikke tåle at køre baglæns.
– Men hvorfor byttede du så ikke plads med en af de andre passagerer?
– Det ville jeg også gerne, men der var ikke andre end mig i kupeen.

En århusianer ringer til banegården for at få at vide, hvor lang tid det tager at køre til Randers.
– Et øjeblik, siger manden på stationen.
– Tak, siger århusianeren og lægger røret på.

– Jeg var lige ved at blive kørt over af toget mellem Tølløse og Brorfelde.
– Ja, men der går da ikke noget tog.
– Nej, det var også det, der reddede mig!

– Tænk, nu vil DSB gøre noget ved støjproblemerne. Mon vi også får glæde af det her i Århus?
– Jeg kan ikke høre, hvad du siger.
– Et øjeblik. Så nu har den MY passeret Skanderborg. Jo, jeg siger . . .

– En halv times vej til hotellet, hvorfor byggede man ikke stationen nærmere byen?
– De syntes, at det var bedre at lægge den ved jernbanen.

En elev på en lille svensk jernbanestation var oppe til eksamen i sikkerhedstjeneste og blev spurgt om anvendelsen af det røde flag, og han klarede spørgsmålet. Da han kom ud for det grønne, oplyste han, at det betød, at skolelæreren skulle komme til L'hombre hos stationsforstanderen.

Følgende replikskifte har for nylig fundet sted i et tog i Jylland:
En ældre bondekone viser sin billet, og togbetjenten siger:
– Det er jo anden gang, De rejser på denne billet.
– Næh tredje!
– ?
– Der står jo på den: gyldig i 3 dage.

I Sverige opstod engang følgende lille muntre jernbaneepisode.
Fra Stockholm fik en landstation en telegrafisk meddelelse om, at elev Fant ville tilgå stationen.
Telegrammet blev misforstået således, at det lød på en elefant.
Stationsforstanderne traf resolut de nødvendige foranstaltninger til modtagelsen, og taljer, rampe og bærebjælker var parat, da den pæne unge mand steg ud af toget og meldte sig til tjeneste.
Alle parter tog situationen med ægte svensk humør.

manden, der ved billetlugen bad om en returbillet.
– Hvortil ???
– Hertil !!

Det sædvanlige cykelbud, der bragte fragtbreve fra kommandoposten til godsekspeditionen, var blevet sparet væk, og nu skulle man sende fragtbrevene med rangermaskinen, der alligevel kørte samme strækning med stykgodsvognene. En dag var der kommet nyt personale på rangermaskinen, og da de så alle fragtbrevene, spurgte de forundret, hvad de dog skulle med dem.
– ´Dem skal I bare smide i fyret´ var det kvikke svar. Og det gjorde man så.
Efter sigende blev der skrevet nødfragtbreve i indtil flere dage efter episoden.

´Ved De, at man i statsbanernes billetkontorer kan købe snaps?
Jo, jeg hørte forleden dag, at en rejsende i Hovedbanegårdens billetkontor bad om ´En hel og en halv Aalborg´.´

Svenskeren, der rejste med toget i England, havde ladet sin pelshue ligge på sædet i kupeen, mens han gik hen i spisevognen. Da han kom tilbage, sagde damen, som sad overfor:
– De kan tro, den har været kær! Den har overhovedet ikke rørt sig, mens De har været væk.

I et engelsk tog befandt sig en biskop, der ikke kunde finde sin billet. ´Det gør ikke noget´, sagde togbetjenten, ´jeg kan få den, når jeg kommer igen´. Da togbetjenten kom igen, havde biskoppen ikke fundet sin billet, men togbetjenten, som kendte ham, beroligede ham – ´Det gør ikke noget, selv om De ikke finder den!´.
´Nej, jeg må have den fundet´, svarede biskoppen, ´for jeg skal vide, hvor jeg skal hen!´

En mand sidder på en bænk på en perron. En forpustet mand kommer løbende med en kuffert mens toget forsvinder i det fjerne. Manden på bænken siger: Toget er lige kørt hr. De løb ikke hurtigt nok. Jo, siger den forpustede mand. Jeg løb hurtigt nok. Jeg skulle bare være begyndt noget før.

En mand står ved billetsalget på Århus banegård: En billet til Frederikshavn - Så gerne siger billetsælgeren, det bliver 175 kr - Så bliver det ikke her, jeg køber den, for den kan jeg få billigere oppe i Hjørring.

Billetkontrolløren kiggede på den unge mands billet og spurgte: Hvor skal De af unge mand? Jeg skal af i Slagelse, svarede ungersvenden. Jamen toget standser ikke i Slagelse! svarede kontrolløren og fortsatte, Men jeg skal sige hvad De kan gøre - Toget kører altid langsomt gennem stationen. De går op i forreste vogn og når toget passerer perronen åbner De døren og springer ud. Men De skal løbe alt hvad De kan med toget ellers falder De.
Som sagt så gjort. Da toget sætter farten ned og passerer perronen i Slagelse, står den unge mand parat i den forreste vogn. Han åbner døren, springer ud og spæner alt hvad remmer og tøj kan holde med toget for ikke at falde. Da den bagerste vogn passerer den løbende mand går døren op og den anden kontrollør hiver ham indenbords. Med et stort smil siger han, Der var De f... heldig for vi stander ikke i Slagelse!

Udskrift fra døgnrapporten hos DSB Vedligehold fra dengang salgvognen kom gennem togene: "5042 er landet uden at salgsvognen er bedækket det er den så nu og plomberet og køleskabe låst".

Der er lys for enden af tunnelen – eller også er det et modkørende tog..…

---

Ovenstående historier er til fri afbenyttelse men kreditér gerne Jernbanen.dk.
Indsend dine egne historier og de vil blive tilføjet denne side. Brug formularen herunder.

Arkivet for jernbaner
Danmarks Jernbanemuseum
Dansk Jernbane Klub
Danske veterantogsoperatører
Det fyenske sidespor
Erik Juul-Pedersen
Erik V. Pedersen
Eyolfs jernbanebilder
Hedelands Veteranbane
Industribaner i Danmark
Jernbanearkivalier
Jernbanekilder
Mortens Jernbanefotos
Mosebanen
Nordisk Jernbane-Klub
Nordjyllands jernbaner
Nordsjællands Veterantog
Ole Dinesens jernbanebilleder
Simontog.dk
Skovbo Jernbane-Arkiv
Stücklers blog
Syd Fyenske Veteranjernbane
Sydjyllands Veterantog
Thomas Boberg Nielsen
Tog-billeder.dk
Vestsjællands Veterantog
Veterantog Vest