---

I 1880erne anskaffedes til de sjællandske jernbanestrækninger i alt 14 damplokomotiver fra de tyske lokomotivfabrikker Esslingen og Hartmann. Inspirationen til de nye maskiner havde man hentet i de gamle konstruktionstegninger til SJS E-maskinerne fra 1870.

I 1880 var Sjællandske Jernbaneselskab blevet overtaget af staten, der også ejede hovedbanerne på Fyn og i Jylland. Statens ejerskab af de to største danske jernbaneselskaber fik dog ikke konsekvenser i de første år forstået på den måde, at de to selskaber indtil 1885 stadig var delt op i to selvstændige enheder. Først i 1885 blev de jysk-fynske og sjællandske baner samlet i en fælles organisation, nemlig DSB med hovedsæde i København. Dannelsen af Statsbanerne i 1885 fik dog ikke de store konsekvenser for maskinafdelingerne øst og vest for Storebælt, idet de stadig var splittet op i to enheder med hver sin ledelse. Derfor anskaffedes der i flere år efter oprettelsen af Statsbanerne vidt forskellige lokomotivtyper på hver sin side af Storebælt, selvom det økonomisk set ville have været klogt, at anskaffe lokomotiver og vogne af samme type.

En af de lokomotivtyper der så dagens lys i disse år var SJS litra F, der var beregnet til kørsel med store persontog på de sjællandske jernbanestrækninger. Kort før sin død i august 1883 havde den sjællandske maskinchef, Otto Busse, fået bestyrelsens accept til at anskaffe den nye lokomotivtype, som på mange måder lignede den lokomotivtype som Sjællandske Jernbaneselskab havde anskaffet i 1870 (Freja-klassen – litra E). Hos den tyske lokomotivproducent Maschinenfabrik Esslingen havde man da også taget udgangspunkt i de gamle tegninger til E-maskinerne (senere DSB Litra Es) ved projekteringen af det nye persontogslokomotiv, men på enkelte væsentlige punkter afveg den nye maskintype markant fra de knapt 13 år gamle lokomotiver. Således var F-maskinernes kedler omkring 10% større og maskinen havde ca. 18% større trækkraft. Dertil kom en række større og mindre tekniske forbedringer, som det var naturligt at tage med ved projekteringen af de nye persontogslokomotiver. I perioden fra 1883-85 leverede Maschinenfabrik Esslingen 11 nye damplokomotiver af omtalte type, og disse blev fulgt op med yderligere tre maskiner fra Sächsische Maschinenfabrik zu Chemnitz (vormals Richard Hartmann AG) i 1888. Netop i disse år leverede Hartmann talrige damplokomotiver – såsom litra A og litra Hs – til de statslige jernbaner i Danmark.

F-maskinerne havde samme drivhjulsdiameter som E-maskinerne (1638 mm.), mens cylinderne havde samme dimensioner som D-maskinerne. Kedlen var lidt mindre end E-ernes, akseltrykkene omtrent de samme, hvor forløberen var noget mere belastet end de 2 kobbelhjulsæt. Esslingen maskinerne havde en stor udskæring i førerhussiderne, en Salter-sikkerhedsventil på domen, som i øvrigt var anbragt på rundkedlen, og direkte vakuumbremse på både maskine og tender. Risten skrånede meget stærkt, hvilket senere også anvendtes på K-maskinerne. Fyrbøderne brugte sommetider at lægge sand på ristens baghjørner for at undgå blottelse af ristestængerne. Affjedringen var ganske som på D-maskinerne. Tenderne var toakslede af en for Sjælland ny type, hvor vandkassens bund befandt sig oven på rammerne.

Kobbelhjulene havde ligesom drivhjulene store skærme. I førerhuset var disse hjulskærme indrettet med en plan overside, så fører og fyrbøder var ret generet af dette arrangement. Først langt efter år 1900 blev der anbragt et primitivt træsæde på hjulskærmene. Dette udskiftedes til sidst med en polstret pude. Regulatorhåndtaget åbnede for dampen ved at bevæges fra venstre mod højre, hvilket var omvendt af alle andre maskiner. De tre Hartmann byggede maskiner fra 1888 havde førerhussiderne mere inddækket, de havde en Salter-ventil på domen tillige med en Ramsbottom-ventil på fyrkassen, og tenderne var treakslede af samme type som K-maskinerne. De første 8 maskiner havde 140 rør i kedlen, de næste havde 149, mens de sidste 3 havde kedeltrykket forhøjet fra 9 til 10 kg/cm².

Allerede ved indkøbet af maskinerne var det planen at lokomotiverne skulle anvendes på alle de sjællandske jernbanestrækninger. Dette var et brud med det ellers hævdvundne princip om, at nyindkøbte damplokomotiver var til og beregnet for en ganske bestemt jernbanestrækning (såsom SJS litra K, der blev anskaffet til strækningen København-Korsør). Derfor kunne man i 1880erne og 1890erne møde F-maskinerne overalt på de sjællandske strækninger med større persontog og blandettog.

I slutningen af 1800-tallet samledes på bestemte tider af året en del kongelige og fyrstelige personer på slottet i Fredensborg, da en stor del af Christian IX´s børn var blevet gift ind i forskellige europæiske konge- og fyrstehuse. Disse familiesammenkomster bevirkede naturligvis, at der i denne periode kørtes en del kongetog mellem København og Fredensborg, og ofte anvendte man her F-maskinerne som trækkraft.

Efter et langt tilløb blev maskinafdelingerne øst og vest for Storebælt imidlertid slået sammen i 1893, hvilket også fik betydning for F-maskinernes videre anvendelse på de danske jernbaner. Læs mere om tiden efter 1893 her
(LC)

Tegning	Nummer	Fabrikat	År	Noter
	F 7	Esslingen	1883	´Njord´. 1893 til DSB Fs 257.
	F 10	Esslingen	1883	´Skirner´. 1893 til DSB Fs 260.
	F 11	Esslingen	1883	´Vidar´. 1893 til DSB Fs 258.
	F 49	Esslingen	1883	´Rota´. 1893 til DSB Fs 259.
	F 50	Esslingen	1883	´Vanadis´. 1893 til DSB Fs 250.
	F 51	Esslingen	1883	´Sif´. 1893 til DSB Fs 251.
	F 52	Esslingen	1883	´Uller´. 1893 til DSB Fs 252.
	F 53	Esslingen	1883	´Magne´. 1893 til DSB Fs 253.
	F 54	Esslingen	1885	1893 til DSB Fs 254.
	F 55	Esslingen	1885	1893 til DSB Fs 255.
	F 61	Esslingen	1885	1893 til DSB Fs 256.
	F 77	Hartmann	1888	Kedeltryk: 10, tomvægt: 31,1, tjenestevægt: 34,2, tendervægt: 26,1, vand: 10, kul: 3,5. 1893 til DSB Fs 261.
	F 78	Hartmann	1888	Kedeltryk: 10, tomvægt: 31,1, tjenestevægt: 34,2, tendervægt: 26,1, vand: 10, kul: 3,5. 1893 til DSB Fs 262.
	F 79	Hartmann	1888	Kedeltryk: 10, tomvægt: 31,1, tjenestevægt: 34,2, tendervægt: 26,1, vand: 10, kul: 3,5. 1893 til DSB Fs 263.