Ferdinand Schichau blev født den 3. januar 1814 i byen Elbing, som søn af en tysk smed. I sine unge år interesserede Ferdinand Schichau sig for teknik og påbegyndte derfor ingeniørstudiet i Berlin. Efter nogle år rejste Schichau til den gryende industrialiserings centrum, nemlig den engelske hovedstad London. Først i 1837 vendte Schichau tilbage til hjemstavnen Elbing i Østpreussen, hvor han grundlagde sin egen virksomhed. Fabrikken producerede blandt andet dampmaskiner, hydrauliske presser og andet industrielt maskineri. Få år efter grundlæggelsen kunne Schichau i 1841 præsentere en såkaldt muddermaskine, som han selv havde designet og fået fremstillet. Formålet med muddermaskinen var, at man hurtigt og effektivt kunne grave kanaler eller uddybe floder.

Fabrikkens produktionsområde udvidedes kraftigt i de første år og i 1854 kunne det første skib med jernkonstruktion søsættes hos Schichau. Da det viste sig at være en god forretning fortsatte Schichau med bygningen af skibe og en af de første kunder var Rusland, som i midten af 1800-tallet fik leveret såvel torpedobåde som destroyere. Fabrikkens værftsafdelingen fik efterhånden en mere og mere dominerede plads og det var da også først og fremmest skibsbyggeriet, som gjorde Schichau kendt.

Virksomheden begyndte også hurtigt at fremstille damplokomotiver og i 1860 kunne det første lokomotiv leveres til Den prøjsiske Østbane. Der gik dog mange år førend det næste lokomotiv blev leveret og generelt set var lokomotivproduktionen en bibeskæftigelse. I 1870 blev virksomheden i Elbing koblet på det ekspanderende tyske jernbanenet, da der blev etableret et privat sidespor med forbindelse til de prøjsiske jernbaner. Nogle år senere – i 1873 – gik Ferdinand Schichau i kompagniskab med Carl H. Ziese, som var gift med Schichaus datter. Zieses ideer og opfindelser kom i årtier til at få en stor betydning for virksomhedens succes og var blandt andet medvirkende til at Schichau i 1879 kunne levere to skibe til den tyske flåde. Nogle år senere bestilte den tyske flåde de første af i alt 160 torpedobåde, som blev bygget i Elbing i perioden mellem 1884 og 1909. I 1800-tallets sidste årtier kunne man også finde kunder fra Kina, Østrig og Italien. Den store ekspansion indenfor skibsbyggeriet betød, at virksomheden omkring 1890 med regeringens tilladelse grundlagde et værft ved Danzig, således at man kunne bygge større skibe til krigsbrug samt handelsflåden. Den 23. januar 1896 døde Ferdinand Schichau, men svigersønnen Carl H. Ziese fortsatte fabrikkens succesrige fremgang, som efterhånden havde gjort virksomheden til et af de mest ansete værfter i Tyskland. Skibsværftets gode produkt til en fornuftig pris var også medvirkende til, at Schichau kort efter år 1900 vandt licitationen på tre af de fire færger til det dansk-tyske prestigeprojekt, nemlig færgeoverfarten mellem Gedser og Warnemünde. Arbejdet på virksomhedens to værfter i Elbing og Danzig blev hurtigt sat i gang og den 16. august 1902 kunne den tyske hjulfærge ”Friedrich Franz IV” søsættes fra værftet i Elbing. Den anden Østersøfærge som blev søsat var den tyske skruefærge ”Mecklenburg”, hvilket skete ved det store værft i Danzig den 4. april 1903. Mens den danske hjulfærge ”Prinsesse Alexandrine” først blev søsat fra det noget mindre værft i Elbing den 20. maj 1903. De tre nye færger som blev leveret var set med datidens øjne imponerende og topmoderne fartøjer. Det var imidlertid ikke første gang, at Schichau byggede danske jernbanefærger. Således havde virksomheden i 1877 bygget hjulfærgen ”Fredericia” beregnet for Lillebæltsoverfarten mellem Fredericia og Strib. Denne ordre var i 1883 fulgt op med leveringen af hjulfærgerne ”Hjalmar” og ”Ingeborg”.

I årtierne omkring år 1900 byggede Schichau også damplokomotiver til de tyske jernbaneselskaber, men som nævnt var produktionen af et begrænset omfang. Dette ses blandt andet af at der i perioden mellem 1925 og 1927 ikke byggedes et eneste lokomotiv i værkstedshallerne i Elbing. Som følge af det tyske nederlag i 1. verdenskrig og afståelsen af en del af Østpreussen besluttede den tyske rigsdag, at afsætte midler til hjælp for de trængte områder i øst, der havde mistet markedsandele ved afståelsen af de store landområder. Det betød blandt andet, at Deutsche Reichsbahn (DRG) i 1927 bestilte en serie lokomotiver hos Schichau af typen Baureihe 24. Det første lokomotiv, som efter mere end to års byggepause rullede ud af Schichaus fabriksanlæg var DRG 24 001, som blev leveret i februar 1928. Det var dog ikke første gang at Deutsche Reichsbahn (DRG) eller dets forgængere (KPEV) havde bestilt lokomotiver hos Schichau. Således havde virksomheden også bygget lokomotiver af typen Baureihe 38 og 55 i årene omkring 1. verdenskrigs udbrud.

Op gennem 1930erne byggede Schichau også en lang række damplokomotiver af typerne Baureihe 41, 44, 50 og 86. Men det var stadig skibsbyggeriet som var virksomhedens vigtigste produktionsområder. I takt med den tyske oprustning i slutningen af 1930erne fik Schichau en række ordrer fra den tyske flåde. Således byggedes der i årene fra 1939-43 en række ubåde til den tyske marine og denne produktion havde en afgørende indflydelse på virksomhedens indtjening. Faktisk lagde bygningen af ubådene beslag på over 80% af Danzig-værftets kapacitet over en flerårig periode. Samtidig med at fabrikken understøttede den tyske flåde byggede virksomheden under 2. verdenskrig også flere damplokomotiver til Deutsche Reichsbahn af blandt typen Baureihe 23. Som følge af krigsudviklingen og de allieredes bombardementer af Berlin blev det besluttet det at overflytte en del af lokomotivfabrikken Borsigs ordrer til Schichau.

I januar 1945 – samtidig med, at den sovjetiske panserarmé bogstaveligt talt stod lige foran fabriksporten – leveredes det sidste lokomotiv fra Schichau. Efter krigens afslutning kom såvel Danzig som Elbing til at høre under Polen, hvilket betød at virksomheden blev nationaliseret. Produktionen af damplokomotiver ophørte, men bygningen af skibe, vogne, kedler og beholdere fortsatte dog i en længere årrække. I alt nåede Schichau at bygge over 4000 lokomotiver inden produktionen blev indstillet i 1945.

Virksomheden kom aldrig til at levere damplokomotiver direkte til danske jernbaneselskaber, men efter besættelsen henstod enkelte lokomotiver fra de tyske rigsbaner rundt om i Danmark. Et af disse lokomotiver var bygget af Schichau i 1917. Denne maskine blev efter befrielsen i maj måned 1945 overtaget af DSB og efterfølgende omlitreret til T 298.
(LC)

Byggenummer	År	Enhed	Tegning
2518	1917	DSB T 298
3675	1943	NSB 63a 5397
3851	1943	NSB 63a 5573
3884	1943	NSB 63a 5606
3942	1943	NSB 63a 5664
4117	1944	NSB 63a 5810
4151	1944	NSB 63a 5839
4153	1944	NSB 63a 5841
4154	1944	NSB 63a 5842
4155	1944	NSB 63a 5843
4156	1944	NSB 63a 5844
4157	1944	NSB 63a 5845
4158	1944	NSB 63a 5846
4159	1944	NSB 63a 5847
4160	1944	NSB 63a 5848
4161	1944	NSB 63a 5849
4162	1944	NSB 63a 5850
4163	1944	NSB 63a 5851
4164	1944	NSB 63a 5852
4165	1944	NSB 63a 5853
4166	1944	NSB 63a 5854
4167	1944	NSB 63a 5855
4168	1944	NSB 63a 5856
4169	1944	NSB 63a 5857
4170	1944	NSB 63a 5858
4172	1944	NSB 63a 5860
4174	1944	NSB 63a 5862
4175	1944	NSB 63a 5863
4177	1944	NSB 63a 5865
4213	1944	NSB 63a 660

Arkivet for jernbaner
Danmarks Jernbanemuseum
Dansk Jernbane Klub
Danske veterantogsoperatører
Det fyenske sidespor
Erik Juul-Pedersen
Erik V. Pedersen
Eyolfs jernbanebilder
Hedelands Veteranbane
Industribaner i Danmark
Jernbanearkivalier
Jernbanekilder
Mortens Jernbanefotos
Mosebanen
Nordisk Jernbane-Klub
Nordjyllands jernbaner
Nordsjællands Veterantog
Ole Dinesens jernbanebilleder
Simontog.dk
Skovbo Jernbane-Arkiv
Stücklers blog
Syd Fyenske Veteranjernbane
Sydjyllands Veterantog
Thomas Boberg Nielsen
Tog-billeder.dk
Vestsjællands Veterantog
Veterantog Vest