Lokomotivfabrikker
BMAG
Berliner Maschinenbau AG (vormals L. Schwartzkopff), Wildau bei Berlin, Tyskland
Retur til oversigt
Den 5. juni 1825 blev Louis Victor Robert Schwartzkopff født i Magdeburg i den nuværende tyske delstat Sachsen-Anhalt sydvest for Berlin. Kort tid efter at Schwartzkopff som 16-årig havde afsluttet eksamen, rejste han til Berlin i 1842 for at studere på Gewerbeinstitut, som var en form for teknisk skole og handelsskole. Her blev han indtil 1845, hvor han blev ansat hos Borsig, der også havde til huse i Berlin. Under sin to år lange ansættelse hos Borsig kom han til at arbejde i de fleste af virksomhedens forskellige afdelinger, ligesom han også havde personlig kontakt med grundlæggeren af Borsig, August Borsig. Imidlertid arbejdede han dog især med bygning af lokomotiver, ligesom han her lærte at føre et lokomotiv. Studierne på Gewerbeinstitut og arbejdserfaringen hos Borsig betød at han i 1847 blev ansat som maskinmester hos jernbaneselskabet Magdeburg-Wittenberger Eisenbahn, hvorved han vendte tilbage til Magdeburg.
Berliner Maschinenbau AG (vormals L. Schwartzkopff), Wildau bei Berlin, Tyskland
Retur til oversigt
Men under opholdet i Berlin havde han fået smag for storbylivet, hvilket betød at han i 1851 sagde sin stilling som maskinmester op og flyttede til Berlin sammen med sin hustru. Planen var at blive selvstændig og med hjælp af et økonomisk tilskud fra hans far lykkedes det at købe en grund ved Chausseestraße 20 i Berlin, og straks efter begyndte han sammen med partneren Nitsch, at få opført de nødvendige fabriksbygninger. Nitsch forlod i øvrigt virksomheden få år efter grundlæggelsen. Det følgende år - den 3. oktober 1853 - var de nået så langt med byggeriet, at de kunne indvie deres nye virksomhed Eisengießerei und Maschinen-Fabrik von L. Schwartzkopff. I de første år beskæftigede virksomheden sig med produktion af en lang række meget forskelligartede produkter. En mindre brand i 1860 kunne ikke standse Schwartzkopffs succes, og som følge af branden blev virksomheden yderligere udvidet og nye fabriksbygninger kom til. Herefter kunne man begyndte at fabrikere drejeskiver, spor mv. 1860erne var hos Schwartzkopff kendetegnet ved en stadig udvidelse af produktionen og udbygning af virksomheden. Således blev der i 1867 bygget endnu nogle nye bygninger, da fabrikken erhvervede en nærliggende grund ved Chausseestraße/Ackerstraße (nuværende Scheringstraße), hvor man opførte værkstedshal til bygning af lokomotiver. Allerede i februar 1867 kunne man aflevere det første lokomotiv - damplokomotivet ”Weishaupt” - som var bestilt af Niederschlesisch - Märkische Eisenbahn. I de følgende år byggedes en lang række lokomotiver og i første omgang var kunderne tyske privat- og statsbaner.
Den 1. juli 1870 skete der en organisatorisk ændring, idet fabrikken blev omdannet til et aktieselskab under navnet Berliner Maschinenbau Actien-Gesellschaft (BMAG) vormals L. Schwartzkopff. Imidlertid fortsatte Louis Schwartzkopff som øverste direktør i virksomheden også efter omdannelsen til aktieselskab. 1870erne var hos Schwartzkopff - udover produktionen af damplokomotiver, kompressorer mv. - præget af starten på fabrikationen af diverse militærmateriel såsom miner og torpedoer. Man fulgte hos Schwartzkopff tæt den tekniske udvikling, hvilket bevirkede at man i 1885 oprettede en såkaldt elektroteknisk afdeling, som tog sig at konstruktion og fremstilling af motorer, dynamoer, transformatorer og elektriske omstillingsanlæg. Derudover var man også involveret i fremstilling af dele til færger og skibe.
I Danmark viste Sjællandske Jernbane-Selskab i midten af 1880erne interesse for Schwartzkopff´s lokomotiver, hvilket medførte at selskabet i 1886 fik leveret seks damplokomotiver (SJS litra K). Levering til det danske jernbaneselskab var specielt ved, at det første lokomotiv - SJS K 71 - var lokomotiv nummer 1500, som Schwartzkopff havde bygget, hvilket også tydeligt fremgik da maskinen var opstillet til det traditionelle fabriksfotografi. Damplokomotivet SJS K 73 som blev leveret i 1886 er i dag bevaret ved Danmarks Jernbanemuseum som DSB Ks 273 og er - så vidt vides - det næstældste bevarede Schwartzkopff-lokomotiv som findes. Det ældst bevarede lokomotiv fra fabrikken er det i 1877 leverede lokomotiv ”KÖNIGSTEIN”, som blev bygget til strækningen Magdeburg-Halberstadt.
Få år efter leveringen af lokomotiver til Danmark besluttede Louis Victor Robert Schwartzkopff at trække sig tilbage og overlade posten som direktør til yngre kræfter. I de følgende år førte Schwartzkopff et mere tilbagetrukket liv indtil han den 7. marts 1892 døde i Berlin efter et slagtilfælde.
Berlin-Wildau
I 1897 var produktionen blevet så omfattende, at grunden ved Chausseestraße var blevet for lille og udvidelsesmulighederne små. Derfor besluttede bestyrelsen at købe et ca. 600.000 m2 stort område i Wildau nær Berlin, hvor man opførte et enormt fabrikskompleks. Bygningen af de forskellige værkstedshaller var i år 1900 nået så langt, at man flyttede lokomotivproduktionen til Wildau. Imidlertid beholdt man dog stadig fabriksbygningerne i selve Berlin, ligesom det også var her administrationen lå. Nogle af de første jernbaneselskaber som fik leveret lokomotiver, der var bygget i Berlin-Wildau var blandt andet KED Elberfeld, KED Stettin, KED Frankfurt am Main, de italienske statsbaner, SFSS Strade Ferrate Secondare della Sardegnal - Sardinien samt De danske Statsbaner, DSB. Efter en pause på en længere årrække bestilte Sjællandske Jernbane-Selskabs efterfølger en lang række forskellige lokomotiver hos Schwartzkopff af typerne Litra C, Litra D og Litra P, som blev leveret i 1909-1910.
Opførelsen af det nye fabrikskompleks i Wildau betød samtidig også at der opstod en mindre by i tilknytning til virksomheden, hvorfor der blev opført en station på den nærliggende strækning mellem Görlitz og Berlin samt bygget skole, posthus, købmandshandel, spillebule og hvad der ellers hører til en rigtig tysk by.
I løbet af 1910-20erne voksede fabrikken i Wildau og det var efterhånden en meget stor lokomotivfabrik som var blevet opført, og i samme periode blev der bygget lokomotiver til en lang række jernbaneselskaber over hele Europa, herunder Holland, Jugoslavien, Italien, Rumænien, Tyrkiet og Bulgarien. Samt i mindre omfang også til oversøiske lande som Java og Brasilien. I de oprindelige bygninger inde i Berlin koncentrerede man sig indtil 1. verdenskrigs afslutning i 1918 om produktion af torpedoer, samt fremstilling af flaskemaskiner efter amerikansk patent.
Den 4. juli 1907 indgik Schwartzkopff en aftale med firmaet J. A. Maffei, der havde hovedsæde i München. Aftalen omhandlede dannelsen af et nyt firma, Maffei-Schwartzkopff-Werke GmbH, som blev placeret umiddelbart i tilknytning til Schwartzkopff´s fabriksanlæg i Wildau. Den nye virksomhed som var delvis ejet af begge selskaber, skulle tage sig af fremstilling af dampturbiner, generatorer, centrifugalpumper og fra 1910 også den elektriske udrustning af lokomotiver. Først i 1924 satte Schwartzkopff for alvor gang i udviklingen af diesellokomotiver, hvoraf der blev bygget flere på virksomheden. Desuden byggedes også dieseltraktorer, og en af disse kom i 1931 til DSB, hvor den blev benævnt Traktor 1. Ligesom DSB viste heller ikke de danske privatbaner særlig stor interesse for hverken Schwartzkopffs diesellokomotiver eller traktorer. Den eneste danske privatbane som købte en traktor fra fabrikken var Skagensbanen, som i 1930 investerede i den senere litrerede SB T1 med byggenummer 9736. Traktoren endte i 1995 hos Dansk Jernbane-Klub.
Verdenskrigen
I forbindelse med De olympiske Lege i 1936, som fra tysk side var blevet slået stort op, var der arrangeret en udstilling med titlen ”Deutschland”. Her fremvistes det ypperste som Tyskland kunne præstere og fra Schwartzkopffs side deltog man med et netop færdigbygget eksemplar af Baureihe 03 (DR 03 256), som var et kraftigt hurtigtogslokomotiv. Allerede i 1931 afleverede man det første DRG 03-lokomotiv til de tyske statsbaner, og senere samme år kunne man aflevere DRG 03 004, som var lokomotiv nummer 10.000 fra Schwartzkopff. I løbet af 1930erne byggedes hos Schwartzkopff også en lang række lokomotiver af Baureihe 44. Efter krigsudbruddet i september 1939 fortsatte produktionen af lokomotiver og i løbet af verdenskrigen byggedes flere tusinder maskiner af Baureihe 01.10, 42, 50, 50ÜK, 52 og 86.
I løbet af foråret 1945 stod de sovjetiske tropper umiddelbart uden for Berlin, og det varede ikke lang tid førend Den røde Arme rykkede ind i selve byen. Under de hårde gadekampe inde midt i Berlin blev også en række bygninger svært beskadiget - herunder også Schwartzkopff´s bygninger. Administrationsbygningen i Chausseestraße blev lagt i ruiner, ligesom det øvrige fabrikskompleks i Berlin blev hærget voldsomt under kampene. Derimod var de mange bygninger i Wildau sluppet fra krigen uden nævneværdige skader, ligesom Den røde Armes indtagelse af bygningerne var sket uden den store modstand. Efter Tysklands nederlag og verdenskrigens ophør kom Schwartzkopff Wildau-afdeling til at ligge i den sovjetiske besættelseszone, hvilket betød at store dele af det tilbageværende produktionsanlæg blev demonteret og fragtet til Sovjetunionen som krigsbytte, ligesom en del bygninger - herunder også den meget store lokomotivmontagehal - blev revet ned. Krigens ophør betød samtidig afslutningen på næsten 80 års lokomotivproduktion hos Schwartzkopff og virksomhedens produktion i Wildau ophørte. Imidlertid ville de tidligere Schwartzkopff-ansatte i Wildau ikke finde sig i nedlukningen af fabrikken, og de tog derfor skeen i egen hånd. Hurtigt begyndte arbejderne selv at fremstille varer, som i første omgang blev fabrikeret af de bunker af metal mv. som fandtes på virksomhedsområdet i Wildau. I opstartsfasen blev arbejderne tilskyndet af den sovjetiske besættelsesmagt til at genoptage arbejdet på egen hånd, og den første store ordre kom da også netop fra Sovjetunionen. Ud af Wildau-anlægget opstod nu den folkejede fabrik Verwaltung der SMAD - fra 1. juli 1950 kaldet ABUS Vereinigung Volkseigener Betriebe für die Ausrüstung von Bergbau und Schwerindustrie.
Som nævnt var de oprindelige bygninger i Berlin blevet svært medtagne af de sidste dages intense gadekampe i den tidligere nazistiske hovedstad. Oveni kom at en stor del af det uskadte fabriksanlæg, ligeledes blev konfiskeret af Sovjetunionen som krigsbytte. Men i modsætning til Wildau kom Schwartzkopffs bygninger i Berlin til at ligge i den franske sektor. Det betød blandt andet, at virksomheden ikke blev omdannet til et statsligt - eller med sovjetiske termer: folkeejet - selskab. Allerede den 20. september 1945 kunne det tidligere jernstøberi i Berlin tages i brug igen, og kort tid efter blev andre dele af produktionen genoptaget. I slutningen af 1940erne blev flere af fabriksbygningerne genopført og nogle erstattet med nye. Desuden ekspanderede virksomheden i begyndelsen af 1950erne flere gange, idet nye grunde og bygninger blev opkøbt. Således i 1950, hvor selskabet købte Kopenhagener Straße 35-75 i Berlin, hvor man fremstillede maskiner til fødevareindustrien.
I 1966 besluttede Schwartzkopff imidlertid af fusionere med fire andre firmaer - herunder Borsig - og dannede Deutsche Industrieanlagen Gesellschaft mbH - DIAG. Med fusioneringen ophørte Schwartzkopff at eksistere som selvstændigt firma, men produktionen i Scheringstraße fortsatte helt frem til 1977. I 1989 blev DIAG slettet af det tyske handelsregister.
Efter Den kolde Krigs afslutning blev den folkeejede fabrik i Wildau privatiseret, og den 26. september 1990 blev fabrikken omdannet til aktieselskabet Schwermaschinenbau Aktiengesellschaft Wildau bei Berlin. Det nye aktieselskab overlevede dog kun få år som selvstændig virksomhed, idet selskabet den 1. marts 1995 gik i likvidation. Men for at mindes Wildaus storhedstid som lokomotivproducent opstilledes der i juni 1998 et stort tysk lokomotiv i Wildau på det sted, hvor man normalt tog fabriksfotografierne af de nybyggede damplokomotiver. Det lokomotiv som opstilledes var damplokomotivet DR 52 8135 (ex. DR 52 474). Dette lokomotiv er ikke bygget af Schwartzkopff, men i stedet af en af Schwartzkopffs konkurrenter, nemlig den ansete berlinske lokomotivproducent Borsig.
(LC)
www.schwartzkopff-wildau.de
Gastoget
Under 2. Verdenskrig kørte flere motorvogne og -lokomotiver fra både DSB og privatbanerne på naturgas. Denne artikel om DSBs forsøg med naturgasdrift stammer fra Vingehjulet nr. 2/1946 og er skrevet af Trafikassistent K. F. Fauerschou, Struer.
Læs mere