Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Driftskobling af fremtidens togsæt (Jernbanen i dag)

af Ole M. Nielsen ⌂, 19/11 2015, 20:23 (3072 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Som jeg vist nok har underholdt med tidligere, var jeg med på det sidste hold DSB-togbetjente, der i forbindelse med uddannelsen til togfører i 1980-1981 blev uddannet i at rangere. En af de discipliner, vi blev uddannet i, var sammenkobling af personvogne.

Hvis jeg ellers husker rigtigt her ca. 35 år efter, var fremgangsmåden, når to personvogne skulle kobles:

1) Man blev stående ved siden af vognene, til disse var skubbet sammen
2) Man bøjede sig ind under pufferne
3) Koblingen fra den ene vogn lagdes over på krogen på den anden vogn
4) Man tjekkede, at koblingen på den anden vogn var hængt forskriftsmæssigt op
5) Man koblede fødeledningerne og bremseledningerne og åbnede hanerne (jeg tror, at bremseledningerne skulle kobles før fødeledningerne; men kan ikke huske det nøjagtigt)
6) Man koblede dampledningerne og åbnede hanerne
7) Man kravlede op mellem vognene og lukkede først den ene overgangsplade ned og derefter den anden
8) Man forbandt ITC-kablet
9) Man låste skydedørene op

(Som jeg husker det, eksisterede der ikke el-varme på daværende tidspunkt.)

----------

Hvor lang tid tog det at koble to personvogne? Jeg husker det ikke; men erfarne stationsbetjente kunne med overholdelse af samtlige sikkerhedsforskrifter, ordne det i en ruf.

Da jeg i sin tid var stationsbetjent gik vi som regel altid ind mellem vognene inden de kørte sammen (så behøvede man ikke at bukke sig). Man skulle dog ved denne metode være sikker på at overgangspladerne var fastholdt i åben stilling, så man ikke fik dem i hovedet når vognene kørte sammen.
Mener ikke der var nogen regel om hvilke luftslanger der skulle kobles først, men vi tog altid fødeledningsslangerne først (de sad yderst og længst væk når man stod i "hullet"). Det sidste man samlede var kablet til el-varmen.
Tid ? Ca. 2 minutter.
Til vogne med gummivulster havde vi i øvrigt såkaldte "harmonika-jern" til hjælp ved samling af genstridige harmoniker. En massiv jernstang, 10-12 mm tyk og ca. 40 cm lang, bøjet i en speciel facon.

--
Ole M. Nielsen
www.godsvogne.dk


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak