Overkørslerne 476 Ellidshøj og 491 Svenstrup er lukkede (Jernbanen i dag)
Jeg var en tur forbi Ellidshøj og Svenstrup i dag omkring middagstid. Vejoverføringerne er taget i brug. Begge overkørsler er stadig virksomme, men afspærrede. I Ellidshøj er kørebanen fjernet.
Skulle nogen have svar på nedenstående spørgsmål, hører jeg gerne nærmere.
Klik på billederne for højere opløsning.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
Jernbanehistorisk grundforskning - det nye sort
Ellidshøj overkørsel 476 set fra vest 22. maj 2016 kl. 12.39. Et nordgående tog har netop passeret overkørslen og bommene er på vej op. Kørebanen i overkørslen er fjernet. Bag træet til højre skimtes stationsbygningen med karnap. Vejoverføringen syd for overkørslen blev angiveligt åbnet for trafik "torsdag [19. maj] ved middagstid". Ved nogen, hvornår overkørslen blev afspærret? Klik på billedet for højere opløsning. Fotograf: Thomas Boberg Nielsen.
Forrest den nye vejoverføring i Svenstrup set fra syd 22. maj 2016 kl. 13.36. I midten trinbrættet med sideliggende perroner og de nye elevatortårne, der er en afledt konsekvens af, at overkørsel 491 (i baggrunden) nedlægges. Overkørslen er afspærret for vejtrafik, bommene er oppe og uordenssignalerne viser signal 11.4. "overkørslen ikke sikret". Klik på billedet for højere opløsning. Fotograf: Thomas Boberg Nielsen.
Overkørsel 491 i Svenstrup set fra syd 22. maj 2016 kl. 13.45. Til højre er IC4-sæt 68 ved at sætte i gang mod nord efter at have gjort holdt i Svenstrup. Som man kan ane, er overkørslen spærret for vejtrafik med hegn m. m. Uordenssignalet til venstre viser signal 11.4 "overkørslen ikke sikret"; uordenssignalet til højre viser signal 11.2. "overkørslen sikret". Kørebanen i overkørslen er intakt. Vejoverføringen syd for overkørslen blev angiveligt åbnet for trafik "fredag den 20. maj kl. 16". Ved nogen, hvornår overkørslen blev afspærret? Klik på billedet for højere opløsning. Fotograf: Thomas Boberg Nielsen.