Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Afskaf bilerne! (Generelt)

af Lasse Toylsbjerg-Petersen, 19/9 2016, 17:02 (2774 dage siden) @ FutteV

Deltog i dag i en præsentation af trends og ideer til fremtiden (som led i opvarmningen til morgendagens InnoTrans), der netop omhandlede forskellige analyser omkring fremtidens mobilitet.

En af de mest interessante forventninger er, at kollektiv transport vil vokse. De store bilproducenter forventer et fald i antallet af solgte privatbiler på mellem 25 og 50% over de kommende 20 års tid. Faldet af biler på vejene bliver dog ikke aktuelt - istedet køber firmaer som "Uber" "GoMore" m.fl. større flåder af moderne personbiler til car-pooling/taxa lignende ordninger. I Danmark går der nok nogle år, før dén trend slår igennem, mens det i lande som Schweiz hvor antallet af personbiler pr indbygger er markant højere end i Danmark (og jernbanens markedsandel også er meget højere end i Danmark) ventes det at slå igennem indenfor de næste 5-8 år.

Faldet i antallet af privatejede biler vil give store muligheder for den kollektive transport, hvis denne forstår at tilpasse sig et samlet transportbehov fra hjem til destination - evt med car-pooling som en del af rejsen.
Altså: Man beslutter sig først for sin rejse relativt kort tid før, man er klar til at tage afsted (med mindre "big-data beslutter den for dig). Her vil en række parametre afgøre, om man tager en dele-bil, car-pooler, tager bussen eller toget lige præcis til denne rejse. Disse parametre vil kunne ændres hver dag, af hver enkelt rejsende - eller ændres undervejs...
Udviklingen af rejse-apps går stærkt, og der findes allerede apps på vej, hvor man eksempelvis kan indstille hvor mange kalorier, man vil forbrænde på sin tur til arbejde, og så udregnes en komplet ruteplan (med påmindelse og undervejs-opdateringer), som du får direkte på mobilen. Kalorieberegneren kan endda indlægge et togskifte, hvor du er tvunget til at gå på trapper for at skifte perron...

Generelt snakkes der om konkurrence i de fire tog-kategorier:
Urban transport: Metro, Monorail, Letbane, Sporvogne, S-tog. Her vil transportbehovet fortsat vokse, for uanset hvor førerløse og automatiske bilerne bliver, vil væksten i transportbehovet være større, end den kapacitet førerløse biler, kan frigive.

Regional transport: Regionaltog til/fra de større byer. Her er konkurrencen fra førerløse biler størst. Men førerløse biler koster også noget, og hvis man ikke ejer en bil, bliver de direkte omkostninger mere synlige. Helt generelt vurderes, at en førerløs bil med 4 passagerer vil have højere omkostninger pr siddeplads, end et tog med 120 siddepladser (eller en bus med 40 siddepladser - som 120 siddepladser toget også er billigere end)
Potentialet her er især stort, hvis man kan koble de regionale tog til busser/carpooling i enderne. Gennemgående tog kommer også til at spille en større rolle - lige fra nedlæggelse af mindre stationer til indførelsen af hybridtog, der kan binde de "ikke-elektrificerede strækninger" sammen med de større regionaltogslinier.

Intercity: Dette segment er under hårdest angreb. Da Intercity tog primært (I andre lande) drives uden statslig betaling og er tiltænkt rejsende, der har lidt bedre tid, end med Lyntog/højhastighedstog, så er kampen med Fjernbusserne meget hård. Fokus på dette område synes at være, at få komforten og kapaciteten hævet, mens prisen pr siddeplads skal ned. På InnoTrans er en del workshops om netop dette emne.

Lyntog/Højhastighedstog: Her er jernbanen relativ sikker, og kombinationen af videre transport til/fra højhastighedsstationerne skal "bare" koordineres. Allerede i dag kører der i lande med højhastighedstog tilbringer busser fra oplandet.

Slutteligt bør nævnes, at både bil, bus og alle jernbaneformer ventes at være fuldt automatiserede (førerløse) inden 2040. For Jernbanerne gælder, at der findes fire niveauer af automatisering, hvor teknikken er til stede allerede i dag, men hvor der mangler regel/norm-dækning for at gå det sidste skridt til niveau 4, hvor lokomotivføreren ikke er nødvendig - heller ikke ved 360 km/t...

Med venlig hilsen

Lasse
Bombardier


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak