Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Kommende udbud af Midt- og Vestjylland m. v. (Trafikpolitik)

af Niels Bak, 26/11 2016, 11:12 (2707 dage siden) @ Claus Madsen

Det her er vist desværre et eksempel på at udbud begynder at få deres egen logik, som ikke har ret meget med passagererne at gøre.

De interne passagerer på Vejle-Struer får godt nok lidt bedre regularitet end nu, men hele 16 %/1200 passagerer dagligt fortsætter mod syd og øst fra Vejle, og skal altså skifte. Oplægget skriver, at det ikke vil give længere rejsetider end nu, men hvis man skal undgå, at forsinkelser på hovedbanenettet breder sig til strækningen, så betyder det, at regionaltogene skal køre fra forsinkede tog i Vejle, og med korte skiftetider vil det ske ret ofte. Hvor mange gange skal en passager opleve at se røven af regionaltoget i Vejle og en følgende ekstra times ventetid, før det ikke længere er en togpassager?

(I øvrigt er der et næsten tilsvarende antal som fortsætter ad Thybanen i den anden ende, mens skift til andre retninger er temmelig få)

Det næste er så, at det også tyder på temmelig mange passagerer, der rejser langt. Det fremhæves i notatet, at regionaltogsmateriel er væsentligt billigere at køre med og at fjerntogsmateriellet alligevel ikke kan udnytte sin højere topfart på banen. Men ikke et ord om den væsentligt højere komfort. Og ikke et ord om effekter af det på antallet af fjerntogsrejsende.

Det er rigtigt, at efter Vejle-Struer er pillet ud af togfondens første ombæring, så kommer man til at mangle dieselfjerntogsmateriel, der kan køre direkte. Men det gør man altså ikke fra 2020. Igen er det ren udbudslogik at sløjfe de populære gennemkørende tog før det er nødvendigt/IC3+4 skal på pension. ("det er ikke hensigtsmæssigt at skifte midt i en udbudsperiode")

Jeg er ikke ideologisk hverken for eller imod udbud, men det her er altså et af de eksempler, hvor udbuddet har taget magten fra fornuften.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak