Avatar

Juleaften i bagbremsen (Generelt)

af Tommy Nilsson ⌂ @, Ringsted, lørdag 24. december, 2016, 11:33 (215 dage siden)

”Juleaften i Bagbremsen” er oprindelig trykt i: Jernbane-Bladet nr. 12, december 1965.

Helligaftenens fred var ret tidligt begyndt at sænke sig over den store rangerbanegård. Hele den sædvanlige uro hen under aften var langsomt stilnet af. Kun ude i periferien futtede nu og da en ”gris” med enkelte af de hastervogne, der alene var undtaget fra den almindelige fredlysning, som snart skulle præge det store terræn.
På lang afstand kunne det høres, at også pakhusene havde læsset færdig, for nu smak den ene vogndør hårdere end den anden, medens skydedørene afgav små kokette hvin, inden de leverede det afgørende store smæk, der fortalte, at de var i bund og kunne låses.
Den hylende bjæffen af sporhundene på bjerget var forstummet, og det ville måske have lydt sælsomt stille, hvis ikke netop byens mange kirkeklokker kort efter havde fyldt luften med deres beroligende klang. Kun nede i dalen, - hvor der ifølge sangen skulle ligge en hytte, der dog her var en borgestue, - var der endnu liv, om end kun yderst mådeholdent, idet der blot holdt en rangermaskine med dampen svagt hvislende. Den lignede en hest med mulepose på snuden, der tålmodigt ventede på sin besætning, rangerholdets tre mænner samt rangerføreren, der alle opholdt sig inde i stuen. De ventede på 2034, som muligvis bragte vogne til flæskehallen, hvor afbærerne ligevis tålmodigt gik og kiggede langt efter samme tog og dermed efter juleaften.

Mens vi venter på slæberen
Skønt der var flere spil kort indenfor rækkevidde, blev denne tidsforkorter slet ikke taget i betragtning og faldt end ikke nogen i tankerne.
– Se, sådan en slæber kunne jo godt tage og skynde sig lidt sådan en aften! – – Det var yngste hjælper, en temmelig ny stationsarbejder, som brød tavsheden.
– Jahhh! brummede de øvrige godlidende, men uden egentlig tilslutning, for de vidste jo godt, at den pågældende lokofører var i akkurat samme båd, som de fire her på havnegrisen.
– Jamen, hvem siger, at han har luft på linjen? indskød nu den tørre rangerfører. Næh, – selvfølgelig – netop! – var den almindelige mening.
– Jeg skal nu ikke ønske nogen lokofører alt for megen luft, som i siger, sådan en aften, for det har jeg oplevet og betalt for i mange, mange år! – Denne bekendelse kom fra rangerlederen, som ellers var meget fåmælt.
– Nåhh, – – ikke det, – såhh? smålo tilhørerne, så det har formentlig lydt komisk.
Muligvis har denne slet tilslørede mistro animeret ham, overportør X (hans navn er tilbageholdt af red.), for i hvert fald så stak han nu sit hoved frem over bordet, holdt det hen under lampen, fjernede lidt af sin kraftige manke og fremviste nogle sårlignende, meget mørke og slet ikke delikate pletter på hovedbunden:
– Der ser I følgerne! – – Disse blev studeret med samme intense interesse, som var det en naturhistorielærer, der afslørede naturhemmeligheder.
– Det ser sør’me ikke godt ud! – var den almindelige anskuelse, der imidlertid fremkom med et usynligt spørgsmålstegn, for hvad angik det den frie bane.
– Det er en psoriasis, som jeg pådrog mig juleaften for mange år siden, da alle også havde så travlt, dog særlig lokoføreren, – – og det var Braseren!
– Braseren!? – fo’r det ud af den opvågnende rangerfører, der nu satte sig helt hen til klyngen og med både beundring og ærefrygt i stemmen erklærede: Ham har jeg hørt så meget om, men han var desværre væk, da jeg kom herover fra Jylland!

Et livsvarigt minde
– Det var mit første bekendtskab med ham, – fortsatte overportøren – og jeg traf ham aldrig senere, men tvinges desværre til aldrig at glemme ham! – – Helt uimodsigeligt havde han evner til at presse en togmaskine, så den præsterede mere end den vist egentlig magtede – – den nærmest fløj, men hen ad skinnerne!
Det var muligvis den spændt lyttende tavshed, der nu fik taleren til nærmest ubevidst at fortsætte og derved at åbenbare, hvad ellers kun et lille fåtal indenfor hans bekendtskabskreds nogensinde havde erfaret:
– Vi kom med en slæber på 15-16 vogne, mest tomme, fra Kalundborg, og jeg, der var ung stationsarbejder, havde bagbremsen. En tom krogevogn med tårnbremsen helt bagud. I Holbæk blev vi slået ud af både køreplanen og julehumøret, først ved en overhaling og senere en krydsning, men derefter var der altså det, I kalder luft på linjen.

Hvor han dog kørte, Braseren!
Da vi imidlertid slap derfra, var det straks som om en vis mand havde fået fat i skaglerne, – for som han dog kørte. Det gik som lyn og torden og sikken en vals, jeg fik deroppe; – – det var jo slingrevognen, og jeg skal love for, at den svarede til navnet. For ikke at nikke flere skaller end højst nødvendigt til væggene, stillede jeg mig midt i kupeen med front fremefter og med knæene stemmede ud til siderne, ligesom en omvendt skruetvinge. Derefter forekom det mig at være sjov, og mens jeg smågrinede over besværet fik jeg dog stoppet min shagpibe, men ild i den var det ikke muligt at få. Min lygte var straks væltet og derved gået ud og ingen tændstik ville blive så længe over tobakken, at denne fængede, så jeg måtte stikke piben ind; joh, det hele morede mig alligevel – – men dog ikke ret længe.
Vipperød havde jeg slet ikke bemærket og Tølløse markeredes kun ved et par glimt fra det stærkere lys. Hvalsø var jeg også lige ved at overse, da den pludselig blev en mærkepæl i mit liv.

Som en terning i et ”støvleskaft”
Da vi nemlig passerede det yderste sporskifte mod Lejre, gav det et vældigt knald, da vognen – og jeg med den – hoppede i vejret for straks efter meget ublidt at havne på ”gulvet”. Himmel og hav! – Mon et jordskælv kan være værre? – Krogene inde i vognen begyndte et djævelsk orkester på jernstængerne og hjulenes hoppen over svellerne slog en hidsig trommetakt, der vist endog tog til, men stadig uhyggelig rytmisk, som en mægtig kæp i et stort hjul. – Og i det snævre bremserum befandt jeg mig nærmest som en terning i et raflebæger, der rystes energisk.
Her kunne jeg ikke blive og det lykkedes mig virkelig at få åbnet døren og få et godt tag i løbestængerne udenfor, men dér var der ikke meget bedre – – Jernstigens smalle trin. – Alle nye ryk og rystelser antog jeg skrækslagen for signalet til min forestående undergang. – – Hvad skulle jeg dog stille op! – Mine mest energiske fløjtesignaler nåede næppe en vognlængde frem, og farten var så stor, at det ville være selvmord at springe af. Men var det meget bedre at blive på denne dødssejler, som jo nok snart ville ende i grøften, der måske var en afgrund, – eller vælte, – et frygteligt pres på mine nerver! Mit liv hang i alle tilfælde i en tråd, som her var en smedet kobling eller en trækkrog, og hvor længe kunne dette materiale holde til de forfærdelige krav, der stilledes. – En spinkel trøst i disse dystre udsigter fik jeg dog ved at kunne konstatere, at det kun var bageste hjulsæt, – det under mig – der var afsporet, og alligevel så var det, som om enhver ændret lyd råbte, at – – – nu skete det!
Kulden – i forbindelse med farten – gik mig gennem marv og ben, så jeg snart var stivfrossen og kun ved at klamre mig til jernstigen kunne jeg finde en smule læ, men så havde jeg det kolde sug efter toget.
Hvordan jeg har kunnet holde mig fast vil nok for altid blive mig en uløst gåde, for jeg hoppede og dansede jo som kærnerne på et sold i et tærskeværk; men det har nok været min redning, at jeg derved fik stadige hårde knubs, så jeg ligefrem blev mørbanket og derved holdt i live, så jeg ikke dryssede af som en vissen pind.
Hvad jeg tænkte! – Ja, det var ikke meget, men jeg erindrede dog, at der oppe i bremsen i min taske netop lå, hvad jeg trængte til, – – en ordentlig dram, men den var så utilnærmelig som havde den været anbragt øverst på den højeste mastetop.
At jeg var bange, er det vel ingen skam at indrømme, men jeg gad dog vide, om skræk, der ellers får folk til at stivne, omvendt også kan optø en stivfrossen, men måske var det den store fortvivlelse, der gav mig både kræfter og smidighed nok til at entre ad det smalle løbebræt forbi bremsekupeen og over til den anden side, hvor slutlygten sad bagest. Med den ville jeg give signal til maskinen, hvor man tilsyneladende tænkte på alt andet end netop bagtoget og dets bremser. Op af skorstenen stønnede en flom af gnister og kulsort røg, der lignede en kæmpeflamme, idet den næsten hele tiden var belyst fra det hvidglødende fyr, hvis dør ikke stod lukket ret mange sekunder ad gangen.
Hvordan jeg har kunnet lave det ekvilibristiske nummer at komme over til den anden vognside, aner jeg ikke, men over kom jeg, og da jeg endelig stod med den tunge slutlygte, ja, så var den – ak – for længst gået ud. – Om nu den dybe skuffelse har medført en kraftløshed, så jeg har tabt lygten eller jeg i ærgrelse har kastet den fra mig, skal være usagt, men den faldt midt i sporet og – hvilket utroligt held – lige ud for en ledvogterpost, hvor den også blev observeret, for et lygteskær bevægede sig hen til stedet. Hvor meget håb man i fortiden knyttede til den meget berømte flaskepost, vides jo ikke, men for mig i min ulykkelige forladthed, var dette her min første fortrøstning, idet et spinkelt nødråb virkelig syntes at være hørt, – endog i yderste øjeblik, for det var helt umiskendeligt, at både farten og dermed kulden og det forfærdelige spektakel var taget til.
Nu bagefter kan jeg skam udmærket gennemskue Braserens taktik, idet hvert minut havde stor betydning for hans væddeløb, hvis gevinst jo var ikke at blive frosset fast i Roskilde, hvor trafikken både fra vest og syd netop på det tidspunkt var det, han kaldte kriminel.
Hvilket udtryk ville han mon da have brugt for bagbremserens fortvivlede situation, – om han havde kendt den; – ensom på randen af en truende vulkan, – forladt af, nå ja, i hvert fald af mennesker og uden det mindste håb for selv de nærmeste minutter.
Det kneb forfærdeligt for mig at holde mig fast, hvilket imidlertid slet ikke mere skete med hænderne, men med albuerne om stigen og jeg skulle netop til at prøve, om jeg ikke kunne stemme mig fast til trinene med nakken, – – – da det pludselig skete – –! (”Hvad for noget?” – busede det uvilkårligt ud af den spændte unge lytter.)

Tilbage på sporet
Hjulene var hoppet op på skinnerne igen. Vi slingrede ganske forfærdeligt, så det har været i en kurve. Jeg løftede min sølle fortærskede krop fra jernstigen og følte en uendelig lettelse. – – Hvis der findes en forbindelsesdør mellem helvede og paradis, så er det den, jeg var gået igennem, – – men jeg blev ikke ret længe i den anden lokalitet, for i et vældigt slag røg vi snart på gulvet igen, – men nu til den anden side og helt ud i banketten. – Dette må Braseren imidlertid have mærket, for han fløjtede flere gange og meget energisk –: ”Løs bremsen!”
Denne korte lysning i en bælgmørk nat havde dog styrket mig så meget, at jeg nu inderligt bad til, at alle på Lejre Station var kulosforgiftede eller lignende ufarligt, der dog kunne forhindre dem i at sætte gennemkørsel, – for levende ville jeg aldrig nå helt igennem til Roskilde.
Og jeg blev hørt, for næsten omgående satte maskinen i med en forfærdelig tuden, fløjten og hvæsen, – – desværre vist endog så infernalsk, at den kunne have vækket kulosforgiftede. Men nej, farten tog virkelig af og jeg nåede at fange det hoppende fodtrin og stod nu parat til at forlade tærskeværket, så snart der var ringeste mulighed for at komme derfra med livet i behold.
Og så var det måske endda farten, jeg er tak skyldig, for Lejre havde jo nok slet ikke ventet os så snart, og der stod stædigt det velsignede stopsignal, så vi holdt til sidst bom stille. Hvilken fryd atter at fornemme jordkloden som et stabilt underlag, uden skælven, sitren, skræk og rædsel som på den forfærdelige I-vogn, hvis nummer jeg desværre endnu aldrig har fået fat i, – – heller ikke, hvad den fejlede!
– Og hvad så? spurgte Braserens beundrer og stationsarbejderen i kor.
– Ja, så blev vi holdende. Braseren besigtigede skaden – – – !
– Hvad sagde han? afbrød føreren meget nyfigent.
– Han sagde bare: Her skal vi ikke holde juleaften, efter vort program! – og til togføreren: Gå ind og få skiftet til et sidespor, så kommer jeg med den halvandetbenede, – men hurtigt! – Og det skete alt sammen efter hans program. – – Skønt invaliden udviste en tilsyneladende stor lyst til at lægge sig ned i et hjertestykke, så stod den dog snart sporfrit på sidesporet – med Braserens diagnose: – Trænger til rekreation! – – Og vi nåede Roskilde, næsten rettidigt!
– – –
– Ingen flæskevogn til hallen! brølede nu en vognanviser, der kom farende, for han havde også juletravlt.
Rangerholdet lettede automatisk på sig, men blev dog siddende. De havde fået noget stof til eftertanke, men manglede et par kommentarer, nemlig det rent menneskelige bag tildragelsen:
– Var det – sådan set – nu ikke nådigt sluppet? – var der endelig én, der mælede.
– Det var det måske nok! Jeg overlevede da den forfærdelige vals hen over 14-15.000 sveller, og først åringer efter begyndte dette hersens skab rigtig at mudre! – – Jouw, jeg slap med en uforglemmelig og livsvarig julegave, – – over det meste af kroppen, som skal smøres og pensles hver evigste dag og hvert andet år får en måneds kur på hospitalet! – – Det blev mig nægtet at glemme den tur!
– Jahhh! – sagde de alle sammen – – men med store betænkeligheder i tonefaldet.
– Vist så. – rent menneskeligt har jeg skam ingen skade taget, snarere tværtimod, for det er nok slet ikke så usundt at prøve et lille ophold i helvede, – selv om mit, heldigvis, kun var på en halv snes minutter!
– – –
Men langs med havnesporene blev terrænet snart mørkelagt, idet alle gadelygterne, som den dryssende sne havde prøvet på at dæmpe, nu blev helt indhyllet i en tyk sky af sort kulrøg fra en rangermaskine, der skulle køres i hus – og med manér, – a la Braseren.

(Tak til Morten Flindt Larsen for teksten)

--
[image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

  • Juleaften i bagbremsen - Tommy Nilsson, 24/12 2016, 11:33 [*]
Svenska-lok


Kommentarer, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak.
Mail til Jernbanen.dk






Copyright © 2017 Jernbanen.dk - Alle rettigheder forbeholdes - Om Jernbanen.dk - Kontakt redaktionen