Komfort i IC3 (Generelt)

af FS1954, fredag 17. februar, 2017, 22:44 (458 dage siden) @ Bent Olsen

Uden at have læst de øvrige svar kan jeg berette fra et par ture på 1. klasse i ICE Hamborg-Nürnberg i sidste uge, at komforten i disse tog lader meget tilbage at ønske. Sæderne er hårde og plasticagtige, og selvom jeg havde bestilt "Abteil" (kupé), var der blot tale om en firemands-sædegruppe afskærmet af en simpel glasvæg. Traktementet - de "gratis" ekstraydelser på 1. klasse - består af poser med to maltbolscher, hvilket dog er et betydeligt fremskridt i forhold til tidligere tiders miniposer med "Gummibärchen" (vingummibamser) - de blev et par gange undervejs overrakt med højtidelig mine af "Schaffneren". Nakkepuderne kunne ikke indstilles, og det ene armlæn var omviklet med kraftig tape for at skjule revnerne i polstringen. Ryglænet kunne heller ikke bevæges.

Siddekomforten i vore egne IC3 er flere klasser over ICE, selv på 2. klasse, og der er betydeligt bedre plads i IC3. Kaffen (Starbucks i pulverform) i IC3 er også bedre end i ICE, men det kræver, at vandet i termokanden er så hedt som muligt. Vær dog opmærksom på, at når IC3 kører på de tyske strækninger Flensborg/Puttgarden-Hamborg), bliver kaffen, teen og vandet fjernet af personalet.

Til gengæld slår DB AG DSB på de fleste andre punkter - togene kører præcist, ICE-systemet er effektivt, og så er der - selvfølgelig - restaurant og bistro i togene. Man kan også få serveret mad og drikke fra restauranten ved sædet, hvis man hellere vil det, og undervejs kommer personalet ofte igennem toget og sælger kaffe, Brezels (saltkringler), friske aviser og om sommeren is. Restaurantens menu skifter hver måned, og det er ikke franske hotdogs, pizzaer og pølsehorn, de sælger, men gode og afvekslende retter af fin kvalitet til såvel kødspisere som vegetarer. Prøv det!

Med venlig hilsen,

FS1954


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Kommentarer, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak.
Mail til Jernbanen.dk






Copyright © 2018 Jernbanen.dk - Alle rettigheder forbeholdes - Om Jernbanen.dk - Kontakt redaktionen