Det er et fælles symptom for hele den offentlige sektor. Det er drømmen om den stadigt voksende offentlige velfærd, herunder at produktiviteten i arbejdsintensive tjenesteydelser er drømt til at kunne vokse ind i det uendelige.

DSB (jernbaner) er en særdeles arbejds- og kapitalintensiv forretning (jo forretning kan godt drives med underskud, hvis man erkender det og vil finansiere det). Meget kan rationaliseres og er blevet det. Men man har lader sig styre af regnskabsprincipper i stedet for fokus på slutproduktet. Det er i den grad hjulpet af Finansministeriet som i de sidste 15 år har skulle opfylde EU's budgetkrav. Man har skruet og filet og ændret principper, for at kunne presse mere ud af statsbudgettet, uden at overskride rammerne. Og det har også ramt DSB som jo har skulle slæbe rundt på IC4 uden mulighed for realistiske afskrivninger mv. Hermed ikke sagt at DSB's ledelse ikke har ansvar, men sagen er mere kompleks end som så.

- og jeg er DJØF'er, ja.