Der nok flere faktorer end man forestiller sig - kunne være interessant at prøve at analysere forløbet nærmere.

Som jeg husker det var det fra og med Hjelt sådan, at DSB topledelse - og lagene under - bestod af såvel garvede jernbanefolk som DJØF'er - så længe den gensidige respekt generelt var på plads fungerede det fint, DJØF'erne havde bl.a. rollen som formidlere mellem jernbanen og departementets DJØF'ere - med ganske stort held,

Jeg kan ikke erindre om derouten startede under Hassenkam (1994-2002) men husker ham egentlig som generelt lydhør overfor jernbanefolket.

Sengeløv var starten på den ulyksagelige TDC-æra, hvor ikke kun topledelsen men også de underliggende lag spejlede TDC. Frank Olesen var en undtagelse, han kom fra Politikens hus med - så vidt jeg husker - speciale i markedsføring.

Ved Sengeløvs død var man ½ år om at ansætte hans højre hånd, Søren Eriksen - også tidligere TDC. Han nåede inden han selv blev fyret at afskedige sikkerhedschefen (der var den sidste på posten med jerbanebaggrund), der talte ledelsen imod mht. godkendelse af IC4.

Så kom Jesper Lok og smadrede organisationen mere effektivt end selv TDC-folkene havde formået - så effektivt, at en udefra kommende sikkerhedschef i den periode udtrykte bekymring for jernbanesikkerheden på baggrund af fyringer og omplaceringer, der gjorde væsentlig viden og indsigt nærmest utilgængelig.

Med Flemming Jensen har DSB måske - forhåbentlig - fået en øverste chef med forståelse for og erfaring med kompliceret trafikvirksomhed styret af 179 bestyrelsesmedlemmer.

Men den jernbanefaglige kunnen mm. er stort set ikke længere at finde på et ledelsesniveau, der betyder noget.

Visse ministre har heller ikke været gode for jernbanen

Så det er en lang og ganske kompliceret historie - og jeg har endda glemt at nævne rækken af dyre, jernbanemæssigt inkompetente, konsulentfirmaer.