Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Togstamme/lokomotiv 1943 Aarhus/København

af Steff, 14/3 2011, 16:15 (4785 dage siden) @ Hanne

Kære Hanne!

Familien KUNNE være kørt med et af morgentogene fra Aarhus, der var et af de store eksprestog. Toget var normalt fremført af et stort litra E damplokomotiv, der standsede ved alle store bystationer, Vejle, Fredericia, Odense og til Nyborg Færge. Det var på op til 10 vogne, hovedsageligt stålvogne litra CA, CB, AC samt teaktræs- eller pladebeklædte trævogne litra CM m. fl. Herefter gået ombord i færgen. Færgen er så sejlet i konvoj (p.g.a. minefaren) med et par andre færger til Korsør. Efter ankomst til Korsør gået til f.eks. tog 49, der fremført af et litra P damplokomotiv kørte til København. Toget standsede ligeledes ved alle større bystationer. Det havde efter lokomotivet to teaktræsbeklædte fællesklasse sidegangsvogne litra CM, en pladebeklædt kombineret 1.- og fællesklassevogn litra AR, en 1. klasses stål sidegangsvogn litra AC, en toakslet teaktræsbeklædt rejsegodsvogn litra EHA, en pladebeklædt bogie rejsegodsvogn litra EC og endelig en tagrytter pladebeklædt postvogn litra DJ.

Men ovennævnte tog og oprangeringer er jo lidt spind, for vi ved jo ikke på hvilken tidspunkt familien kørte. Men det KUNNE være foregået sådan.
[image]
Herover et billede af et typisk landsdelseksprestog fra under krigen, hér i 1941 fremført af en litra E I nr. 973. Foto James Steffensen, arkiv Lokomotivet/DMJU.

Dette er et bud på hvordan det kunne være foregået.

--
Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak