"Signal til mord" er undertegnedes første - og hidtil eneste - forsøg på at skrive en kriminalroman. Den blev sendt til to-tre forlag, som tog venligt imod den, men alligevel afslog udgivelse.

Den er skrevet i 1993-94, da jeg var aktiv journalist, jernbanenørd og begyndende it-kyndig. Romanen kredser - sjovt nok! - om disse tre emner...

Styresystemet hed DOS - mange var ikke begyndt at lægge Windows ovenpå endnu - DSB var stadig DSB, mange tog var lokomotivtrukne, Storebælt blev krydset med færge, og internettet, som vi kender det i dag, var stort set ukendt blandt "almindelige mennesker". Nogle få eksperimenterede med modem og opkobling til diverse hosts, FTP-servere og Usenet. Og der var stadig fem år til Nokia 3210 skulle blive lanceret. Yngre læsere vil være helt lost!

"Signal til mord" er skrevet stort set på min daværende paratviden - herunder om jernbanen - uden den helt store research. Læserne i netop dette forum må derfor bære over med eventuelle unøjagtigheder eller fejl - det er underholdning, ikke jernbane-faglitteratur.

Manuskriptet har i mange år ligget i en bankboks sammen med en hel del andre backup-CD'er, og det er ikke gennemlæst, endsige tilrettet forud for publikationen her - på nogle områder er jeg såmænd selv helt spændt på, hvad der sker...

Det bringes her som føjleton med webmasters billigelse - og med copyright © 1994-2017 Jens Vestergaard.

Go' fornøjelse - og ta' det nu for, hvad det er... Læsning er helt frivillig, og man behøver ikke gøre opmærksom på, hvis man synes, at det er noget lort.

---------------

PROLOG

Skydedøren til 1. klasseskupéen gled let og lydløst op. Der, ovre i hjørnet, sad han, det dumme svin. Han sov - og snorkede oven i købet. Tænk, at det skulle være så let at slå et andet menneske ihjel.

Pistolen i lommen føltes egentlig rar. Gav en følelse af sikkerhed. For en gangs skyld var det ikke ham derovre, der bestemte.

Lige så stille ind og sidde på sædet skråt overfor. I filmene skød de af og til med pistolen i lommen, men det var vel sikrere at tage den op. Så blev frakken heller ikke ødelagt.

Han havde tændt læselampen over sit sæde, men loftslyset var slukket. Egentlig så han helt uskyldig ud, sådan som han sad der i halvmørket og sov. Udenfor vinduet var mørket så godt som totalt - langt ude lyste af og til vinduerne i et hus op, og en bils forlygter fejede hen over markerne. Hele scenen i kupéen spejlede sig klart i ruden.

Pistolen op af lommen. Lyden fra hjulene var sikkert kraftig nok til at dække over skuddet, og så var der jo også lyddæmper på.

Hvor skal man ramme? I hovedet? I hjertet? Det var nok bedst i hjertet - og det ville sikkert også lave for meget svineri, det andet.

Sigte. Stramme pegefingeren langsomt om aftrækkeren. Ikke rykke den pludselig af.

Braget var trods alt højere end ventet, og tilbageslaget gjorde helt ondt i skulderen. Men ovre på det andet sæde skete der skuffende lidt. Det rykkede godt nok i ham, men han opdagede sikkert ikke engang, at han døde. Det var lidt en skam, men hva'.... nu var han i hvert fald væk, kunne ikke gøre mere skade ...

------ooo-------