"Signal til mord" er undertegnedes første - og hidtil eneste - forsøg på at skrive en kriminalroman. Den blev sendt til to-tre forlag, som tog venligt imod den, men alligevel afslog udgivelse.

Den er skrevet i 1993-94, da jeg var aktiv journalist, jernbanenørd og begyndende it-kyndig. Romanen kredser - sjovt nok! - om disse tre emner...

Styresystemet hed DOS - mange var ikke begyndt at lægge Windows ovenpå endnu - DSB var stadig DSB, mange tog var lokomotivtrukne, Storebælt blev krydset med færge, og internettet, som vi kender det i dag, var stort set ukendt blandt "almindelige mennesker". Nogle få eksperimenterede med modem og opkobling til diverse hosts, FTP-servere og Usenet. Og der var stadig fem år til Nokia 3210 skulle blive lanceret. Yngre læsere vil være helt lost!

"Signal til mord" er skrevet stort set på min daværende paratviden - herunder om jernbanen - uden den helt store research. Læserne i netop dette forum må derfor bære over med eventuelle unøjagtigheder eller fejl - det er underholdning, ikke jernbane-faglitteratur.

Manuskriptet har i mange år ligget i en bankboks sammen med en hel del andre backup-CD'er, og det er ikke gennemlæst, endsige tilrettet forud for publikationen her - på nogle områder er jeg såmænd selv helt spændt på, hvad der sker...

Det bringes her som føjleton med webmasters billigelse - og med copyright © 1994-2017 Jens Vestergaard.

------------------------------

Fredag, den 26. oktober, kl. 22.37

- Nej du, ikke en døjt ... Meget stille. Ja, OK. Hej med dig.

Den vagthavende vicepolitikommissær lagde røret. Det var den tredje journalist den aften, der havde været på sin rutine-rundringning - og det var den tredje, der havde fået at vide, at der ikke var sket noget i byen. Hvilket selvfølgelig ikke var helt sandt, men i hvert fald ikke noget, som vagthavende vice¬politi¬kom-missær syntes, pressen skulle have kendskab til.

Ole Krogh grinte sarkastisk for sig selv. Grinte af sin nye titel, vicepolitikommissær, og grinte af, at det på en måde var ham, der bestemte, hvad der skulle i avisen.

Titlen var latterlig. Alle politiassistenter, der fungerede som vagthavende, havde fået lov til at kalde sig vicepolitikommissær ... sikkert i stedet for en lønforhøjelse. Hvem troede politiets chefer egentlig, de narrede? Han havde i hvert fald ikke mødt én eneste af sine kolleger, der ikke var klar over, at det var en narresut, den der titel.

Og hvor var det egentlig også latterligt, at han kunne bestemme, hvad der skulle i avisen. Hver dag, to-tre gange om dagen, ringede de samme dumme tre-fire journalister med det samme dumme spørgsmål: Er der noget? Og det var der som regel ikke. Cykeltyverier, villaindbrud, husspektakler og små-volden på gaden, som der blev mere og mere af, var de jo overhovedet ikke interesserede i - det skulle være noget med blod. Mord eller voldtægt, eller endnu bedre, begge dele på én gang.

Ole Krogh vidste godt, hvordan han skulle sortere. Og han fortalte aldrig om, hvad der foregik hos kriminalpolitiet - det skulle han nok nære sig for efter den skideballe, han fik, dengang han...

Den vagthavende vicepolitikommissærs tankerække blev afbrudt af 112-telefonen.

En eller anden havde åbenbart haft tålmodighed nok til at vente på, at den automatiske stemme, der meddelte, at man havde ringet til alarmcentralen, skulle blive færdig. Stemmen var der for at få folk, der havde ringet forkert, til at indse deres fadæse og for at få dem, der bare ville chikanere, til at opgive forehavendet, inden de nåede igennem.

Stod nogen derimod virkelig i en alvorlig situation og havde brug for hjælp her og nu, kunne stemmen drive én til vanvid.

Ole Krogh løftede røret.
- Alarmcentralen...?

Mens han lyttede, skiftede hans ansigtsudtryk langsomt.

Fredag, den 26. oktober, kl. 22.48

Scenen på Banegården lignede umiddelbart det rene kaos. Fire politibiler holdt med deres blå blink tændt på vejen mellem stationsbygningen og perronerne. Det gav en uhyggelig spøgelsesagtig stemning i den sparsomt oplyste perronhal med de høje stålhvælvinger. De blå lys spejlede sig også i vandpytterne og på den våde asfalt, og kneb man øjnene lidt sammen, blev deres antal mangedoblet. Rundt omkring myldrede det med politifolk og folk i DSB-uniformer.

Men det hele var alligevel forbløffende velorganiseret. DSB havde sørget for, at toget ankom i spor 1, hvilket betød, at det kunne være omringet af betjente, allerede før det holdt stille.

Henning Juul var overrasket over, hvor effektivt DSB havde reageret. I løbet af et par minutter var der kommet en liste over, hvilke vogne der var i toget, og hvor i toget de var. DSB vidste nøjagtig, hvor langt toget var, og kunne præcis udpege, hvor dørene ville befinde sig, når toget holdt stille. Når Henning Juul sammenlignede med sin egen etat, kunne han kun undre sig.

Men hele situationen var på trods af organiseringen højst besynderlig.

Det var uden skygge af tvivl første gang i hans næsten 35-årige karriere i politiet, at han stod og ventede på, at et gerningssted for en alvorlig forbrydelse skulle komme til ham - og ikke omvendt. Og det var lige så sikkert første gang, han kunne anholde samtlige mistænkte i sagen - på én gang.

Det var næsten for godt til at være sandt.

I det hele taget var denne aktion forløbet helt uden mislyde, siden den begyndte for 11 minutter siden, og det var i sig selv usædvanligt og foruroligende. Samarbejdet mellem ordens- og kriminalpolitiet var i samtlige 11 minutter forløbet gnidningsløst, og i begge afdelinger havde der ydermere været det nødvendige mandskab til rådighed, hvilket var en absolut sjældenhed.

Den vagthavende hos ordenspolitiet havde alarmeret hjemmevagten hos kriminalpolitiet, så snart han havde fået meldingen fra statsbanernes fjernstyringscentral. Og samtidig havde han af egen drift sendt tre patruljevogne ned på banegården og alarmeret en ambulance.

Endnu mere besynderligt var det, at hjemmevagten, den unge, ivrige Jan Toft, med det samme havde indset, at det her ikke var en sag, han kunne klare alene. Han havde kontaktet sin foresatte - og her stod så denne foresatte, Henning Juul, og skuttede sig i efterårskulden og med en drabssag, som han burde kunne afslutte, næsten før den var begyndt.

- Så, nu er der stillet signal for ham. DSB-manden med det brede røde bånd om kasketten afbrød hans tankerække.
- Så går der kun et par minutter, før han er her.

- Hvem »han«?, spurgte Henning Juul desorienteret.

- Nåe, undskyld. Vi plejer at sige »han« om et tog. Sagde DSB-manden, som Henning Juul havde fået præsenteret som »den fungerende«.
- Den myrdede er i A-vognen, det er vogn 21, fortsatte DSB-manden. Henning Juul havde været ganske tilfreds, også da han kun vidste, at det var i forreste vogn, den døde befandt sig. Vi taler vist ikke helt samme sprog, tænkte han.

Et udrykningshorn nærmede sig i det fjerne, og en ambulance svingede ind på banetærrænet. Nå, endelig, tænkte Henning Juul, nu er det også kun 12 minutter siden, I blev kaldt.

Togføreren, som havde fundet den dræbte, havde ellers over radioen sagt, at manden var død. Helt død. Men proceduren foreskrev nu engang, at der skulle tilkaldes en ambulance eller en læge, der lovformeligt kunne erklære den døde for død, og da vagtlægen nu om dage ikke var til at kalde ud af sin varme konsultation, ja så var det blevet ambulancen.

Togføreren havde også sagt, at det var helt sikkert, at den døde var blevet skudt...

- Har du læst »Det lukkede rum«? Det her er sgu da næsten lige sådan, hva? Lige bortset fra, at morderen her hos os også er lukket inde, hva?

Henning Juul havde ikke læst »Det lukkede rum«, og anede faktisk ikke, hvad kollega Jan Toft snakkede om. Han fik heller ikke tid til at spørge.

- Der kommer han, nærmest råbte DSB-manden, og Henning Juul fik øje på tre hvide lys, der langsomt nærmede sig ude under broen.

Derefter foregik det hele uden den mindste dramatik. Fire minutter efter, at toget var ankommet, var de ni passager samlet nedenfor perrontrappen. Det store opbud af ordensbetjente til at bevogte alle togets døre havde reelt ikke engang været nødvendigt. Togføreren havde haft åndsnærværelse nok til at låse dem alle undtagen én.

Det var som at fange mistænkte i en ruse, tænkte Henning Juul, inden han selv gik ind i den forreste vogn for at kigge på afdøde og gav ordre til, at hele toget skulle gennemsøges.

Togføreren havde ret. Manden på plads 26 var død. Meget død. Om ikke andet, så fordi det meste af hans blod lå på gulvet eller var suget op i det gråbrune stof på sædet under ham. Et andet ret så sikkert tegn var det store hul i hans ryg, hvor dum-dum kuglen var gået ud efter at have sprængt de fleste af hans indvolde i stumper og stykker - sikkert inklusive hjertet. Man kunne heller ikke fortænke togføreren i at mene, at manden ikke var død nogen naturlig død.

Liget var faldet forover - på grund af togets bevægelser, konkluderede Juul, og hovedet lå slapt på knæene. Der var blod i en stor pøl på gulvet, og sædet var gennemvædet. Tøjrester, hud og kød var klistret op på sæderyggen bag manden. Juul noterede sig, at loftslampen i kupeen var slukket, men at en læselampe over den døde var tændt.

Det var ikke noget rart syn, men Henning Juuls mange år i politiet havde hærdet ham nok til, at det egentlig ikke gik ham noget videre på.

Kun hvis han kom til et hus, hvor et menneske havde ligget længe og været død, kunne han af og til lade sig påvirke. I virkeligheden mest af stanken, men også af, nogen får lov til at dø så ensomt. Et friskt lig lugter i det mindste ikke.

Jan Toft kom ind i kupéen.

- Hmm, var den ellers meget talende mands eneste kommentar.

- Lad os få fotografen herind, så vi kan få det overstået, sagde Henning Juul og gik ud i sidegangen.

- I kan godt gå i gang, råbte han ud af det halvåbne vindue til de politifolk fra teknisk afdeling, der stod på perronen klar til at undersøge toget.

- I skal kigge efter en pistol. Og send ambulancen hjem - det er en rustvogn, vi skal bruge.

Henning Juul steg ud af toget og nærmede sig gruppen af passagerer, som stod nedenfor perrontrappen nidkært bevogtet af fem ordensbetjente.

- Hør, er det Dem, der er i charge her, råbte en rødmosset mand i lys cottoncoat. Hvad fanden tror I, det er, I laver?

Henning Juul ignorerede ham.

- Er det alle?, spurgte han en ung betjent.

- Ja, togføreren bekræfter, at der ikke var flere med toget, svarede betjenten, som til al overflod løftede hånden til kasketskyggen i en blanding af en spejderhilsen og en militær honnør.

- Hør, De der, hørte De ikke, jeg sagde noget til Dem? Den rødmossede mand var blevet om muligt endnu mere rød i hovedet.

- Jeg forlanger et svar på, hvad der foregår, og hvorfor vi bliver tilbageholdt her mod vores vilje. Jeg er medlem af folketinget og beskyttet af min immunitet.

Henning Juul sukkede. På en eller anden måde havde han en stærk mistanke om, hvilket parti den højtråbende herre tilhørte, men den slags fordomme var det nok ikke lige tidspunktet at lufte nu, tænkte han.

- Der er tilsyneladende sket en forbrydelse i det tog, De lige er ankommet med, sagde Henning Juul derfor i sin sædvanlige saglige tone. Det var snart mange år siden, han havde aflagt sig den ironisk-høflige facon, han de første år af karrieren havde klaret sig igennem med, når nogen var grov ved ham.

- Ingen af Dem er anholdt eller tilbageholdt mod Deres vilje, men jeg ville sætte meget stor pris på, hvis De alle kunne følge med ned på politistationen. Det ville lette vores arbejde en del.

- Hvaffor en forbrydelse? Jeg forlanger at få en forklaring. De andre mumlede lidt, men ingen prøvede at overdøve folketingsmedlemmet.

- Jeg vil helst vente med at fortælle Dem enkeltheder, til vi er på stationen - så skal alle nok få besked. Og jeg regner ikke med, at det vil tage så lang tid.

Det sidste blev sagt uden overbevisning i stemmen, for af en eller anden grund, syntes Henning Juul pludselig ikke længere, at det hele så lige så oplagt ud som for bare ti minutter siden. Der var et eller andet ved gruppen, der manglede. En drabsmand.

Det var ikke noget, Henning Juul gik rundt og pralede med, men han havde en forestilling om, at han i ni ud af ti tilfælde kunne udpege en forbryder alene på udseendet, og der var ingen i den gruppe på ni mennesker, der stod over for ham, som rigtigt passede ind i billedet. Henning Juul afviste sin egen pessimisme. Selvfølgelig var det en af dem. Det måtte det jo simpelthen være - eller måske togføreren. Hvor faen var han forresten?

Henning Juul vendte sig om med et ryk for at råbe efter Jan Toft ... og stirrede med åben mund lige ind i et par store, brune øjne. De sad på en ung kvinde i DSB-uniform. Hun havde skulderlangt, mørkt hår, høje kindben, og så havde hun et blåt, hvidt og rødt tørklæde om halsen.

- Mon ikke også De strengt taget burde tage mig med til afhøring, spurgte hun. Hun var bleg, havde en meget blød og måske lidt svag stemme, men virkede meget rolig.

- Hv... Hvem er De?

- Jeg er togfører på toget dér, svarede hun med antydningen af et smil og pegede på den række tomme vogne, der stod tilbage, efter at lokomotivet var rangeret væk.

Henning Juul bandede indvendig. Hvordan fanden kunne de glemme togføreren, og hvorfor skulle han blive så forfjamsket, bare fordi det viste sig at være en kvinde.

- Joe, naturligvis. Hvis De også vil følge med, så ville det naturligvis...

Henning Juul blev afbrudt af Jan Toft.

- Henning, du kan godt tage af sted. Vi har check på det, råbte han inde fra toget.

Kan man nu stole på det?, tænkte Henning Juul, men indskrænkede sig til at løfte armen til svar, samtidig med, at han dirigerede den ventende gruppe - som nu talte ti personer - ned mod et par politibiler.

---------------ooo---------------