Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Signal til mord - 3 (Generelt)

af Jens V, 28/6 2017, 17:16 (2465 dage siden) @ Jens V

Lørdag, den 27. oktober, kl. 03.10

Henning Juuls kontor på politigården var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Selv om han kunne kalde sig kriminalkommissær, var rummet spartansk udstyret, og på trods af, at politigården var relativ ny, var den stadig forsynet med det standardmøblement, som har plaget offentlige kontorer i mere end to menneske-aldre. Lakerede træskriveborde, med en mørk egeliste hele vejen rundt og et grønt skriveunderlag - den højryggede stol med det grønne uldbetræk var dog blevet flyttet fra sin plads ved skrivebordet og udskiftet med en lidt mere moderne kontorstol med hjul. Den gamle gjorde det så ud for lokalets eneste gæstestol.

I det ene hjørne stod en ny elektrisk skrivemaskine. Juul var overordentlig glad for den - det var kun få uger siden, hans gamle hakkebræt var blevet skiftet ud med det nye vidunder, som både havde slettetast og hukommelse.

Det var synd at sige, at kontoret bar et særligt personligt præg, men på op-slagstavlen hang der dog et enkelt billede af en lille dreng med en meget stor fodbold. På væggen modsat skrivebordet, kunne en eventuel gæst se adskillige indrammede gruppebilleder af mænd i forskelligartede uniformer - alle de udenlandske politifolk, som mellem år og dag kom på officielt besøg, og som Juul, som lokal repræsentant for den internationale politisammenslutning, tog pænt imod.

Som han sad dér, var der nu mildt sagt ikke noget særligt internationalt over ham. Den efterårsgrønne fløjlsjakke var blankslidt på albuerne, bukserne havde ikke set pressefolder de sidste mange år, og de brune fodformede var så småt begyndt at gabe. Henning Juul havde været 22, da de glade 60ere begyndte, og han havde ikke været sen til at tage årtiets afslappede mode til sig - det var straks vanskeligere at aflægge den igen.

De sidste par timer havde han cirkuleret mellem de tre små afhøringslokaler på 2. sal. Det var lykkedes at få kaldt tre mand fra afdelingen ind, så afhøringerne af de ni passagerer og togføreren ikke ville komme til at tage alt for lang tid. Selv havde Juul sørget for at være til stede ved starten af hver afhøring - så havde han nemlig kunnet bestemme, hvor meget af historien hver af de mistænkte skulle høre.

Der var faret en djævel i ham, da det højtråbende folketingsmedlem igen var begyndt at kæfte op, og han havde sørget for, at den rødmossede herre blev den sidste i rækken af afhøringer. Sikkert ikke særlig klogt, tænkte Henning Juul. Men tilfredsstillende.

Telefonen ringede.
- Juul!?

Det var Jan Toft.
- Jeg er færdig på gerningsstedet og er herinde på Gården. Vil du høre? Uden at vente på svar fortsatte han:
- Det var sgu redaktøren på Tirsdagsposten, der røg i svinget, du. Svend Kragelund hed han. Og vil du høre noget interessant? Han havde 25.000 kroner på sig. I cool cash, du!

- Kom herop og lad min høre. Henning Juul stirrede tomt på billedet af sit barnebarn. En avisredaktør? 25.000? Der var noget underligt ved det her - og hvad kan aviserne ikke få ud af det i morgen? Nå, morgenaviserne er jo gået i trykken, og med lidt held kan de små frokostaviser heller ikke nå det, tænkte han. Og nærmest for at overbevise sig selv, fortsatte han tankerækken med at konstatere, at når aviserne udkom næste gang, så havde han allerede drabsmanden.

Jan Toft rev døren op uden at banke på. Den ungdommeligt udseende kriminalassistent lignede ... en kriminalassistent. Uniformsbukserne var ikke til at tage fejl af, ej heller de sorte sko, og selv om han i øvrigt var i civil, skulle det være en meget uøvet kriminel, der ikke kunne udpege ham som politimand på lang afstand.

- Er de færdig med afhøringerne nedenunder?, spurgte han, endnu inden han var helt inde.

Henning Juul affærdigede hans spørgsmål med en håndbevægelse.
- Fortæl mig nu hellere, hvad du har.

Jan Toft satte sig på den enlige gæstestol og åbnede sin notesbog.
- Svend Kragelund, 57 år, redaktør på Tirsdagsposten, bor ude i Skåde. I lommerne kørekort, ny EF-type, nøgler, en tegnebog med Dankort, Diners-kort, MasterCard, tre billeder af børn, en returbillet til Vejle...

Jan Toft holdt en lille pause...
-... og 25.000 kroner. I store sedler. Plus lidt håndøre. Han sagde det som pointen i en god historie - som om han ikke havde fortalt det i telefonen.

- Var det alt?

- Alt? Synes du ikke, det var en hel del?

Telefonen ringede igen. Henning Juul lyttede, sagde »lige et øjeblik«, dækkede røret med hånden og spurgte henvendt til Jan Toft:
- Pistol?

Jan Toft rystede ærgerligt på hovedet.
- Nix. De leder stadig. Men har du nogen idé om, hvor mange skabe og hulrum der er i sådan nogle togvogne...?

- Og vinduer, tilføjede Henning Juul tørt.

- OK, der er vel ikke andet for, fortsatte han lettere opgivende ned i telefonen. I er igennem dem alle og har checket dem i folkeregisteret og K.R.? ... Godt, møde her om ti minutter!

- La'r du dem gå?

- Hva' vil du ellers ha', jeg skal gøre. Anholde alle ti? Ingen af dem undtagen to står for noget som helst i Kriminalregisteret, og da slet ikke med noget, der ligner drab, og de har alle sammen fast bopæl. De nægter også at kende din ven Kragelund, og ingen af dem rendte tilfældigvis rundt med en pistol i lommen... Og det er jo strengt taget ikke ulovligt at køre i tog.

Jan Toft så skuffet ud. Selv om han havde været i politiet de 10 år, det tager at blive kriminalassistent, ejede han stadig en vis barnlig ivrighed. Han syntes af en eller anden grund, at politiarbejde var spændende, og han gik med liv og sjæl op i de sager, han arbejdede med. Hertil kom, at han tilsyneladende troede på begreber som retfærdighed og den slags.

Ti minutter senere var de fem i stedet for to på det lille kontor.

- Korte, præcise referater, sagde Henning Juul henvendt til de tre nyankomne.

De så på hinanden.

- Niels, du begynder, kom nu!

- Hvem vil du ha' først?

- Det er sgu da lige meget, kom nu bare...

- Okay. Lad os så starte bagfra og tage din helt specielle ven først: Morten Åstrup, folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, 61 år gammel. Gift. Bor i København, rejser hertil for at deltage i et møde i Den Danske Forening i morgen. Jeg har checket, mødet er der godt nok. Siger, at han ikke kendte andre i toget end sin sekretær, som han rejser sammen med.

- Og lad os så tage hende: Linda Andersen. 31 år gammel, sekretær for Åstrup i de sidste tre år. Bor i Vedbæk. Gift. Manden arkitekt i et eller andet fancy københavnsk firma. Et eller andet sagde mig, at de to ... well, ikke syntes om at blive set alt for meget sammen. Hun siger også, at hun ikke kendte andre i toget. De bor på Hotel Royal, mens de er her. Skal tilbage til København søndag. Og jeg har også checket hotellet - der er reserveret.

- Og så forresten ... Du kan forvente en officiel klage fra Åstrup. Han siger, vi tilbageholdt ham uden grund...

Henning Juul sukkede dybt. Selv om han så lejede en middelstor festsal, kunne den ikke rumme alle de mennesker, som i tidens løb havde truet med en »officiel klage«. Alligevel behøvede han færre end fingrene på sine to hænder til at tælle dem, der havde gjort alvor af det, endsige fået medhold.

Han sagde ikke noget, men nikkede til Niels Berg for at få ham til at gå videre. Niels Berg var en stor mand - så stor, at Juul af og til spekulerede på, hvordan han havde klaret de fysiske krav på politiskolen. Juul ville ikke kalde Niels Berg dum, men nøjedes med i sit stille sind at konstatere, at han måske af og til tænkte i samme hastighed, som han så ud til at kunne løbe.

- Karen Nielsen, 18 år og student, fortsatte han. På vej hjem fra en interrail-tur. Har været væk i en måned, alene. Bor i Egå hos sine forældre.

- Og vi kender ingen af dem i forvejen, tilføjede han.

- I har forhåbentlig alle sammen sikret jer, at I ved, hvor i toget de forskellige har siddet?

- Nåe, ja undskyld. Åstrup og sekretæren sad i ba¬geste vogn, og det gjorde Karen Nielsen også.

- Bageste vogn, er det ikke en 2. klasses-vogn?

- Jo, der er vist kun en 1. klasses-vogn med - den, som ham Kragelund sad i. Hvorfor?

- Folketingsmedlemmer har frikort til 1. klasse. Hvorfor rejste Åstrup så på anden?

- Det ved jeg faktisk ikke, svarede Niels Berg undskyldende. Er det vigtigt?

Henning Juul trak på skuldrene og lod spørgsmålet hænge i luften.

- Og, Peter, dine...?

- Anne Heldgaard, 43 år, ugift. Direktør i et PR-firma her i byen. Bor i Odder og var på vej hjem fra et kursus i Middelfart, hvor hun havde holdt foredrag. Siger, hun genkendte folketingsmanden, Morten Åstrup, fra aviserne, og at det skulle ha' været ham, der var blevet skudt i stedet for. Kender i øvrigt afdøde af navn, fordi hun er i reklamebranchen, siger hun. Rejste på 2. klasse - i den tredje vogn. Hun skulle have været med Grisen til Odder, men det nåede hun ikke på grund af alt det her, så jeg gav hende en taxa hjem. Det var vel i orden?

Juul nikkede.
- Videre...

- Mostapha Tierfan, iransk flygtning. 28 år. Gift, men alene her i landet. Politisk flygtning. Har været her i de to år, det tog at behandle hans asylansøgning, bor i Gellerup-parken og taler forbløffende godt dansk. Han sagde selv, at vi ikke behøvede at tilkalde en tolk, så det lod jeg være med...

Det var imod reglerne, og Peter Nielsen kiggede igen halvt spørgende, halvt undskyldende på Henning Juul. Men da han ikke reagerede, fortsatte han:
- Mostapha er nok den eneste, der egentlig ikke kan gøre rede for, hvorfor han var med det tog. Siger, han kedede sig og tog en tur frem og tilbage til Fredericia for at slå tiden ihjel...

- Nå, ja - dårlig vits ... Undskyld. Mostapha rejste på 2. klasse og sad i den forreste kupé i vognen lige op til 1. klassesvognen. Siger, at han ikke kender Svend Kragelund.

- Så er der Anders Mortensen, 30 år. Arbejdsløs murer. Bor i Åbyhøj. Ugift, men rejste sammen med sin kæreste. Har været til jobsam¬tale i Horsens.

- På den her tid af natten?

- Nej, i eftermiddags, men så havnede de på værtshus. Siger, han aldrig har hørt om Kragelund. Kendt i Kriminalregisteret for en enkelt gang spirituskørsel, men ikke andet. Han var pisse-fuld.

Henning Juul kiggede på Hans Grønlund, som var den tredje af de nyankomne.

- Ja, så er det vel min tur, sagde Grønlund ganske overflødigt.

- Ulla Jensen, kæreste til Mortensen. Arbejdsløs ingenting. Bor mest sammen med ham, men har officielt adresse hos forældrene i Randers. 22 år, på bistandshjælp. Virker ikke som om, hun nogensinde har læst en avis - ikke engang Tirsdagsposten. Kendt i K.R. for butikstyveri og et mistet pas. 2. klasse i anden vogn. Og lige så fuld eller skæv som fyren.

Grønlund holdt en lille pause.

- Arne Frederiksen og hans kone Else. Pensionistægtepar fra Odense, som skal besøge sønnen og svigerdatteren en uges tid. Nydelige ældre mennesker, som har siddet og læst hele vejen. Hverken Kragelund eller Tirsdagsposten siger dem noget som helst. 2. klasse, tredje vogn.

- Jeg havde også fornøjelsen af togføreren. Hans Grønlund holdt igen en lille kunstpause, så alle forstod hans morsomhed. Hans smil mere end antydede, at han selv anså den for en smule fræk...

- Birgitte Meyer, nyudnævnt togfører, 28 år, fire år i DSB. Steg på toget i Fredericia, hvor hun afløste en kollega. Bor her i byen. Gift med en DSB-mand, som arbejder på stationen. Vil I ha' hele historien om, hvordan hun fandt ham?

- Hvad kommer det sagen ved, hvordan hun fandt sin mand? Niels Berg så bestyrtet ud.

- Ikke manden, fjols. Den døde...

- Nej, ikke nu, Henning Juul afbrød de to andre. Skriv det ned. Jan, hva' med Kragelund...?

- Som sagt: Svend Kragelund, 57 år, redaktør på Tirsdagsposten de sidste 20 år, bor ude i Skåde. Gift, tre voksne børn. En bror, som er død. Og altså en bagatel af 25.000 kroner på lommen.

- Motiv? Fjender?

- Aner det ikke. Men rovmord kan vi jo lissom udelukke, ik?, grinede Jan Toft.

Henning Juul ignorerede ham.
- I tre renskriver jeres afhøringer. Er der nogen, der har snakket med hans kone?

Ingen svarede.
- I afleverer jeres rapporter til mig, og Jan, vi to tager ud og vækker fru Kragelund om et par timer. I mellemtiden graver du alt det, du kan, frem om manden. Hvem har styr på toget?

- Teknisk afdeling afleverer en rapport, så snart de har noget. Men opgiv den pistol, Henning, den er da røget ud af vinduet med 120 i timen.

Henning Juul løftede telefonrøret. Det var ganske vist lørdag, når det engang blev lyst nok til at lede, og han skulle være meget heldig, hvis ordenspolitiet kunne stampe hunde og folk nok op af jorden til at få jernbanelinien gennemsøgt. Men det skulle da prøves...


Hele emnet:

 RSS Feed af emne


Indsend billederHectorrail

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak