Lørdag, den 27. oktober, kl. 6.30

Golfbakken var nok en af de dyreste adresser i byen. Og nr. 12 var uden tvivl en af de dyreste adresser på Golfbakken. Henning Juul huskede endnu, da der rent faktisk var golfbane her - og et par teglværker i områderne omkring den. Det havde været et sandt eldorado for børnene både sommer og vinter. Golfbanen havde nogle herlige kælkebakker, og teglværksarealerne og de småskove, der også engang lå her, var perfekte områder for røvere og soldater, indianere og cowboys, eller hvad det nu alt sammen hed.

Henning Juul vidste det. Han havde selv boet i nærheden, før golfbanen og teglværkerne blev omdannet til byggespekulanternes paradis i stedet for børnenes.

I dag var villahaverne groet op, så det ikke lignede et nybyggerkvarter mere, men selv gennem de regnvåde bilruder, var det tydeligt, at det ikke var småhuse, der lå bag de vel¬trimmede hække.

Der blev ikke sagt meget i bilen, mens de kørte. Faktisk indskrænkede samtalen sig stort set til, at ét spørgsmål fra Henning Juul til Jan Toft:
- Fik du oplysningerne om Kragelund?

- Ja, jeg har checket folkeregisteret, K.R. og så har jeg snakket med en af hans kolleger, som jeg vækkede for lidt siden. Vil du høre...?

- Nej, gem det til gennemgangen senere.

En køretur til et familiemedlem, der skal underrettes om en nærtståendes død, er altid lang, uanset hvor den går hen, men den egner sig ikke til konversation.

Det var strengt taget lidt imod reglerne, at fru Kragelund først fik meddelelsen om sin mands død her næsten syv timer senere. Men Henning Juul havde et forholdsvist afslappet forhold til den slags regler. Han overtrådte sjældent nogle af dem direkte, men hvis det ikke skadede nogen, så kunne de bøjes, når det var nødvendigt. Og det blev de så.

Selv om det ikke var på mode at skrive byggeår på huse mere, så gjorde Golfbakken 12 bestemt ikke nogen hemmelighed ud af at være fra sidst i 60erne eller de tidlige 70ere. Gule sten, rødt tegltag og vinduer i en størrelse, der viste, at energikrise tydeligvis havde været et ukendt begreb for arkitekten. I samme retning pegede fløjen med den indendørs swimmingpool og den store dobbeltgarage i modsatte side af huset. Sidstnævnte var ganske vist lukket, men Juul så for sig en sort Volvo til husets herre og måske en åben, sølvmetalic Mercedes til fruen.

Villaen var nærmest trelænget med pool'en og garagen i hver sin sidefløj, og den var bygget ind i en skrænt, så garagen var i gadeniveau, mens selve beboelsen lå i 1.-sals højde. For at komme derop måtte de to først igennem en hvid, rundbuet port og ad en snoet sti gennem sirligt arrangerede stenbede med lilla efterårsblomster.

Fru Kragelund havde uden tvivl været en endog meget flot kvinde, da hun og manden tog deres nye residens i brug. Selv en almindelig lørdag klokken halv syv, godt 20 år senere, tog hun sig godt ud, da hun med et lettere forundret udtryk i ansigtet åbnede døren for de to kriminalfolk. Det grå hår sad, som det skulle, og hun lignede en kvinde, der turde vedgå sin alder.

Henning Juul nåede at spekulere på, hvordan det, han havde at fortælle hende, ville påvirke hendes venlige ansigtstræk.
- Fru Kragelund, mit navn er Henning Juul og det her er min kollega, Jan Toft. Vi kommer fra kriminalpolitiet.

- Kriminalpolitiet? Der var undren i hendes stemme. Tilsyneladende ægte.

- Er der sket noget?

- Må vi komme indenfor?

Det var egentligt lidt pudsigt. Henning Juul kunne kigge på døde i alle afskygninger, uden at det generede ham, men han havde det stadig elendigt, når han skulle fortælle deres familier, hvad der var sket. Og det skulle i hvert fald ikke ske stående i en entrédør, hvis det stod til ham.

- Ja, kom da endelig indenfor. Min mand er vist desværre ikke stået op endnu - han sover gerne længe om lørdagen, skal jeg sige Dem.

Henning Juul og Jan Toft udvekslede hurtigt blikke, mens de blev ført ind i en smagfuldt, men gammeldags indrettet stue. Den forkerte mand? Nej, det måtte være hende, der tog fejl.

- Ja, det drejer sig faktisk om Deres mand. Er De sikker på, at han er hjemme?

Fru Kragelund smilede venligt.

- Næe, jeg har da ikke set ham, hvis det er det, De mener. Men han kommer altid så sent hjem om fredagen, at jeg er gået i seng, og vi har hvert sit soveværelse, så...

- Der er vel ikke sket ham noget? Fru Kragelund afbrød sig selv og satte sig i den ene at to tunge læderlænestole, mens hun høfligt holdt hånden frem mod sofaen overfor.

Henning Juul og Jan Toft satte sig så langt ude på kanten som muligt.
- Jo, Fru Kragelund, vi har desværre grund til at tro, at Deres mand er død.

Man kan lige så godt få det sagt, mente Henning Juul. Det hjælper ikke noget at trække pinen ud.

Grethe Kragelunds første reaktion var et smil og en lille latter.
- Nej, han ligger da bare og sover...

Hun kiggede refleksmæssigt over skulderen og hen mod døren til, hvad Henning Juul gættede på, var soveværelsesfløjen. Så rynkede hun brynene, rejste sig resolut op og gik ud af stuen.

Jan Toft så op med et spørgende udtryk i ansigtet.
- Tror du...?

Henning Juul viftede afværgende med hånden.

I det samme kom Fru Kragelund tilbage.
- Han er der ikke. Hvad får Dem til at tro, at han er død? Hun talte stadig som en, der er overbevist om, at modparten tager fejl.

- Fru Kragelund, vi har fundet deres mand ... eller rettere liget af ham. Han er blevet skudt.

- Skudt!? Hvordan i alverden...?

- Fru Kragelund, kan det passe, at Deres mand var med toget hjem fra Vejle i aftes ved midnatstid.

- Ja, det kan det vel godt. Han spiller kort hver fredag aften. I forskellige byer med nogle loge-kammerater. Det er derfor, han altid kommer sent hjem ... Skudt!?

- Fru Kragelund, Deres mand blev skudt i det tog i aftes. Vi ved endnu ikke, hvem der gjorde det eller hvorfor, men måske kan De hjælpe os.

- Er Svend død? Er De sikker på, at det ikke er en anden...?

De klynger sig altid til netop dét halmstrå, tænkte Henning Juul. »En misforståelse«. Vil aldrig acceptere, at det er sket. Og det er vel egentlig også ret naturligt...

- Vi fandt Deres mands tegnebog og kørekort, brød Jan Toft ind, og så havde han...

Fjols, tænkte Henning Juul og afbrød ham....

- Fru Kragelund, vi ved, at det kan være svært, men vi har behov for, at De identificerer Deres mand for os og hjælper os med nogle oplysninger. Er der nogen, De kan ringe til og være sammen med....

- Hjælpe...hva'? Nåe, ja min søster bor i byen. Hvad skal jeg gøre?

Hun begynder først at græde i morgen, tænkte Henning Juul, eller måske aldrig.

- Hvis De kunne tage med os ind til kapellet, så kunne Deres søster måske møde Dem dér bagefter. Hvis De ringer til hende nu....?

- Og lige en ting til. Havde Deres mand et arbejdsværelse eller sådan noget, som vi måske måtte kaste et blik på?

- Ja, naturligvis. Nu skal jeg vise Dem det. Så ringer jeg imens.

Hun var stadig meget fattet. Det gør livet lettere for os, når de reagerer på den måde, tænkte Henning Juul, men nok ikke for dem selv.

Svend Kragelund havde pinlig orden på sit arbejdsværelse men der var nu heller ikke så meget at holde orden i. Fra vinduet var der udsigt over en næsten parkagtig have og videre ud over bugten. Ligeså pillet haven udenfor var for ukrudt, ligeså pillet var værelset. Grethe Kragelund lod dem være alene.

Rummet var totalt domineret af en computer på et rullebord, der i sin funktionelle metal-enkelhed stod i skærende kontrast til møblementet i den del af huset, de ellers havde set. Skrivebordet ved siden af lignede ét, Svend Kragelund havde haft med hjem fra sit arbejde, sidst der blev skiftet kontormøbler ud.

Henning Juul konstaterede med en vis tilfredshed, at kontorstolen foran computeren havde ligeså mange huller og pletter som hans egen. Rummet var vel højst to gange tre meter og indeholdt ikke stort andet end bordet, stolen og computeren. Væggene var hvide og tomme bortset fra en enkelt hylde med tre skriggule ringbind.

Computeren var tilsyneladende tændt. Skærmen var ganske vist sort, men maskineriet udstødte en konstant susende lyd. Henning Juul overvejede, om han skulle slukke den, men han kunne ikke se en kontakt nogen steder.

Jan Toft trak prøvende den ene skrivebordsskuffe ud. To grønne spritpenne, tre papirclips og en nøglering uden nøgler.

Skuffen i den modsatte side var tom, konstaterede Juul, inden han hev et af ringbindene ned fra hylden. Det var fyldt med kvitteringer og kontoudtog fra banken.

Fru Kragelund kom tilbage og stillede sig i døren.
- Det er i orden. Min søster kommer her. Så tager jeg bare en taxa hjem fra....-kapellet.

Hendes sekundlange tøven før sidste ord var det eneste, der afslørede, at hun var påvirket af situationen.
- Jeg går ud fra, at De er kørende....?

Ingen sagde en lyd på turen ind til byen. Jan Toft kørte, og fru Kragelund sad tavs på bagsædet.

Identifikationen varede nøjagtig tre sekunder. Grethe Kragelund nikkede, da hun så sin mand på båren, og ingen af de andre følte særlig trang til at sige noget. Den var sgu et held, hun ikke kunne se ham fra ryggen, tænkte Henning Juul....

- Min kollega skal nok køre Dem hjem, sagde han, da de var kommet ud, og så vil vi måske gerne have lov til at komme igen i morgen og stille Dem nogle spørgsmål, hvis De tror, at De kan klare det...? Hvis De på den anden side har brug for os, kan De bare ringe til Politigården eller til mig privat. Jeg står i telefonbogen ... Juul, Henning Juul.

- Ja, naturligvis. De må gerne komme. Bare De ringer i forvejen...