Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Signal til mord - 5 (Generelt)

af Jens V, 30/6 2017, 09:01 (2485 dage siden) @ Jens V

Lørdag, den 27. oktober, kl. 08.00

- Gennemgang! Henning Juul kunne virke temmelig kort for hovedet - især for folk, der ikke kendte ham. Men mændene i det lille kontor kendte ham.

Jan Toft var lige så stille blevet anden-mand på denne sag, og de tre andre, Hans Grønlund, Niels Berg og Peter Nielsen, var i løbet af morgenen også blevet sat af til at arbejde udelukkende på den. Ikke fordi de på nogen måde udgjorde et hold i forvejen, men fordi det var nu engang var dem, der havde været til at få fat på i nat, da passagererne skulle afhøres.

Kriminalinspektøren havde tilbudt Henning Juul flere folk, men Juul havde sagt »nej tak« - han kunne ikke rigtig se, hvad han skulle sætte flere til, når der vitterlig kun var ti mulige mistænkte, som oven i købet allerede var blevet afhørt. Og teknisk afdeling arbejdede jo selvstændigt på at sikre spor og beviser.

- Togførerens historie først.

Hans Grønlund rømmede sig. Han var den yngste af de fem, og den eneste, som endnu ikke havde været så længe i jobbet, at han automatisk var blevet kriminalassistent.

- Togføreren hedder Meyer. Birgitte Meyer. Hun var tiltrådt på posten i Fredericia klokken 21.28. Toget, som var et såkaldt regionaltog, kom fra Nyborg og kører i øvrigt kun om fredagen.

- Det er ikke så almindeligt, at togføreren afløser i Fredericia, men det var altså sket i det her tilfælde. Hvorfor vidste Birgitte Meyer ikke. Den slags får de normalt blot ordre på og ingen forklaring....hvor er det nu vi kender det fra?

Grønlunds lille interne morsomhed prellede totalt af på de andre.

- Som togfører er hun den eneste DSB-mand....nå, ja, DSB-kvinde i toget. Der er en kioskvogn med, men kiosken lukker før Fredericia, så togstewardessen er ikke med længere end dertil. Der er heller ikke nogen togbetjent, som det hedder, fordi der som regel ikke er så mange passagerer i toget.

- Hun siger, at en 10-15 stykker er meget normalt. For det første kører det sent, og for det andet kører der et Intercity-tog lige før det. Intercity-toget har for eksempel alle passagererne fra København og Sjælland med, men der skal man have pladsbillet, og derfor er der altså nogle få, som foretrækker det her...øh, regionaltog.

- Nå, der sker intet unormalt før efter Skanderborg. Afgang 22.31. Meyer går igennem toget for at kigge efter, om der er steget nye passagerer på, som skal billetteres. Det er hun nødt til, for netop i Skanderborg krummer perronen, så hun ikke kan overskue hele toget udefra og se, om der stiger nogen på. Der var ingen. Hun kan huske, at hun bemærkede Kragelund som den eneste i 1.-klassesvognen, og at han sad og sov på plads 26 - der hvor I også fandt ham. Hun kan huske det, fordi hun bemærkede sig, at han skulle vækkes, når toget kom her til byen, hvis ikke han vågnede af sig selv. Hun er sikker på, at han var i live på det tidspunkt, for han snorkede højlydt, siger hun.

- Turen fra Skanderborg og hertil varer ifølge køreplanen 15 minutter. Eftersom toget ender her, gik Meyer, efter at have billetteret, en ekstra gang igennem toget for at se efter glemte sager, lukke vinduer og sådan noget. Det er på denne runde, hun finder Kragelund død. Vi kan derfor ret nøje regne ud, hvornår han er skudt - altså mellem Birgitte Meyers første og anden runde efter Skanderborg.

- Hvis ikke, hun selv har gjort det, sagde Jan Toft lige så stille for sig selv.

- Altså, hun ser ham, eller rettere blodet på gulvet, åbner døren ind til kupéen, tager et skridt ind, men ombestemmer sig, fordi hun meget tydeligt kan se, at han er død. Hans Grønlund ignorerede Tofts bemærkning.

- I stedet skynder hun sig hen til sin egen kupé, hvor hun har en radio. Hun kalder fjernstyringscentralen og fortæller, hvad der er sket.

- Hun siger, at hun med sikkerhed ikke har hørt noget skud, men alligevel tog hun det for givet, at det var en af de andre passagerer, der havde myrdet Kragelund. Derfor gik hun nok engang igennem toget og låste alle udgangsdøre med sin specielle DSB-nøgle, så ingen kunne slippe ud, når toget holdt. Endvidere låste hun døren ind til 1. klassesvognen, så ingen kunne komme ind og pille, som hun siger. Den eneste dør, hun ikke låste, var en lige i nærheden af sin egen kupé, men den kunne hun til gengæld holde øje med.

- Umiddelbart er hun altså den eneste, som, ifølge det vi ved, har været alene sammen med Kragelund - hun er i hvert fald nok den sidste, der har set ham i live.

- Bortset fra drabsmanden, mumlede Jan Toft. Hans Grønlund skar en grimasse.

- Kan hun sige noget om, hvem af de andre passagerer der kan have været oppe i 1.-klassesvognen?, afbrød Henning Juul.

- Nej, hun siger, at enhver af de andre kunne have gået derop, mens hun var bagest i toget. 1.-klassesvognen var den forreste, og hun billetterede derfra og ned mod bagenden. Anden runde gik hun i sagens natur i modsat retning.

- Jeg spurgte hende om de andre passagerer placering, men hun sagde, at hun ikke bestemt kunne huske, hvem der sad hvor. Kun lagde hun mærke til, at Morten Åstrup og hans sekretær sad i den bageste vogn, men i én af de forreste kupeer i vognen. Hun genkendte ham som folketingsmand og undrede sig over, hvorfor han ikke brugte sit frikort, men derimod havde vist hende en almindelig 2. klassesbillet.

Hans Grønlund så betydningsfuldt over på Henning Juul, som om han ville understrege, at de to havde fat i noget vigtigt her. Det havde chefen jo også fæstnet sig ved.

- Generelt vil det altså være sådan, at jo længere forude, man sad, des mere tid ville man have, fra togføreren havde passeret, til hun kom tilbage... Hvis man altså havde et ærinde i 1.-klassesvognen? Ikke? Henning Juul så tænksom ud.

- Hans, hvis du ikke har mere om togføreren, så skaffer du nogle tegninger af de togvogne, altså planer over indretningen - lige så mange, som der var vogne i toget.

Hans Grønlund så spørgende ud.
- Hvor skulle jeg få dem fra?

- Prøv for eksempel på banegården, ikke. Nu! Jeg vil ha' dem her inden en time.

Grønlund var knap sjosket ud ad døren, før Juul gik videre.
- Jan, du har checket Kragelund?

- Ja, der er tilsyneladende ikke så meget at sige om ham. Han blev redaktør for Tirsdagsposten, da den startede, og har været det siden....det var i...., Jan Toft konsulterede sin lommebog, ...1971. Det var dengang, alle rigtige aviser skulle have et annonceblad eller to, siden er det gået noget tilbage, men nogle er her endnu. Før den tid var han redaktionssekretær på moderavisen, hvor han også er uddannet. Han har med andre ord haft hele sin karriere i det hus.

- En af hans medarbejdere på avisen, som jeg har snakket med, siger, at han er relativt vellidt, uden der dog er den store kærlighed mellem ham og medarbejderne. Han er tilsyneladende en udmærket redaktør - Tirsdagsposten har alle dage været en af de største annonceaviser i landet, og som en af få har den også et journalistisk indhold - de aftrykker ikke bare pressemeddelelser....sagde manden altså. Jeg ved sgu ikke, om det er rigtigt.

- Kragelund har boet i Skåde, lige siden det blev mondænt. Han og konen købte huset Golfbakken 12 samtidig med, at han blev redaktør....

- Har en redaktør på en annonceavis råd til det? spurgte Henning Juul og sendte sin egen lønseddel en ukærlig tanke.

- Ja, det har han åbenbart. Jeg har jo ikke rigtig haft lejlighed til at se på hans bankkonti sådan en lørdag morgen...hvem ved, måske har konen skejser på kistebunden.

- Mere?

- Ja, lidt. Kragelund'erne har to børn. En datter og en søn. Voksne. Sønnen er gift og bor på Sjælland....siger kollegaen - og Folkeregisteret. Datteren ved vi ikke noget om endnu. Desuden har...eller havde... Kragelund også en storebror, men han døde for at par år siden. Naturligt. Alt, hvad jeg ikke kan se i vores eget system, altså skat, bank og alt sådan noget, må jo vente til på mandag.

Henning Juuls telefon ringede.
- Juul!?

Han fik et forpint udtryk i ansigtet.
- Ja, stil ham ind...Henning Juul!?

- Dav, Michael Back fra avisen, sagde stemmen i telefonen. En af mine kolleger siger, at der skete noget nede på Banegården i nat. Er der noget om det?

»En af dine kolleger«, vrængede Henning Juul i tankerne. Hvorfor siger du ikke bare, at du sad derhjemme og lyttede til politiradioen uden at have held til at finde ud af, hvad det drejede sig om. Højt sagde han:

- Ja, der blev fundet en død mand i et tog....

- Død!? Myrdet?

- Skal vi ikke bare foreløbig sige, at han var død...og at De kan få lidt mere at vide senere....

Som de fleste andre politifolk havde Henning Juul et lidt anstrengt forhold til journalister og sagde som princip hellere for lidt end for meget. En holdning, som han vidste, blev bakket op hele vejen gennem systemet - man fik aldrig en reprimande for at fortie noget over for pressen, selv om journalisterne råbte nok så højt bagefter.

Derimod skulle der nok falde brænde ned, hvis man var for åbenmundet.

- Hvornår er senere?

- Åhr, ved middagstid, vil jeg tro, sagde Henning Juul uden at vide, hvad der egentlig skulle være ændret om fire timer.

Tydeligt modvilligt sagde Michael Back farvel. Henning Juul kendte ham godt. Det kunne ikke undgås, at kriminalreporteren på byens store avis kom tæt på politiet og omvendt, og Back var egentlig god nok, når det kom til stykket, mente Henning Juul. Han havde aldrig fanget ham i at skrive noget forkert, men han var jo altså journalist.....Og det var nok til at holde en vis afstand.

- Back?, spurgte Jan Toft, og Henning Juul nikkede.

- Vil du holde en pressekonference?, fortsatte Jan Toft ivrigt. Han havde det heller ikke særlig godt med journalister, syntes de altid var for negative overfor politiet, men en pressekonference med TV og alting, hvor han kunne stå bag chefen og se betydningsfuld ud, det havde han nu ikke noget imod...

Henning Juul sagde ikke noget. Måske ville det blive nødvendigt med en pressekonference, men han håbede det ved Gud ikke.

I stedet fandt han sin optimistiske mine frem:
- OK, I har tre timer. Opsøg hver især dem, I afhørte i nat og gå det hele igennem en gang til. Vores mand er imellem dem - find ham. Og kom tilbage hertil senest 11.30! Men lad være med at slæbe nogen med herind, uden at have snakket med mig. Jeg bliver her på Gården og læser rapporter - ring til mig, før I dummer jer...og jeg sagde »ring« - lad være med at bruge radioen. Back og hans kumpaner lytter med.

- Og sørg for, at Grønlund får besked, så snart han kommer tilbage med tegningerne...

Mens de andre var på vej ud, sagde han til Jan Toft:
- Jeg vil vide, hvem Kragelund spillede kort med i aftes i Vejle...hvis det da ellers var det, han gjorde. Men udenom hans kone - ring til nogle af de dér loger og find ud af, hvor han var medlem. Og ring til kollegerne i Vejle og spørg, om de kender nogle spillebuler, hvor man kan hente 25.000 på en aften.

Jan Toft nikkede. Så lyste hans ansigt pludselig op.
- Du forresten...Vejle...der er sgu da et kasino, er der ikke? Måske løj han for konen og var dér i stedet for.

Henning Juul kiggede overrasket på sin yngre kollega. Knægten sagde da noget helt fornuftigt - men det behøvede han nu ikke at få at vide.
- Check det også, sagde Juul bare.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne


Jernbanebøger

Uniformer ved danske jernbaneselskaber fra 1847 til 1980

Uniformer ved danske jernbaneselskaber fra 1847 til 1980. Pris 280 kr.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak