Lørdag, den 27. oktober, kl. 11.30

Politiarbejde kan være usigeligt kedeligt og frustrerende, tænkte Henning Juul og undrede sig over, hvorfor han så egentlig brugte så meget tid på det - mere end han strengt taget behøvede....

Nu var det for eksempel temmelig præcis tolv timer siden, han var blevet hevet væk fra sin hyggelige skakopgave og ned på Banegården, og efter i et par timer at have læst de ubehjælpsomt skrevne afhøringsrapporter fra i nat og den foreløbige rapport fra teknisk afdeling, kunne han pludselig godt mærke, at han trængte til søvn. Den havde stået på kaffe, lige siden kantinen åbnede i morges, og eftersom Henning Juul var meget dårlig til at lytte til sin krop, kom hævnen nu.

Ikke blot var han søvnig. Han havde også ondt i maven og det brændte så forbasket inde bag brystbenet.

Klokken 10 havde han indset, at han ingen vegne kom lige med det første, med mindre da en af passagererne brød grædende sammen og tilstod under en af de afhøringer, han håbede, var i gang. De rapporter, han havde tygget sig igennem, indeholdt i hvert fald ikke noget, som umiddelbart pegede på, hvem af de ni, eller rettere ti, mulige der havde sendt redaktøren hinsides. Og da samme redaktør havde været en relativt kendt mand, måtte konsekvensen blive en af de pressekonferencer, som Juul hadede så inderligt.

Han gav afdelingens sekretær besked om at faxe en kort meddelelse ud til de lokale redaktioner og til Ritzaus Bureau og så i øvrigt sige det til alle de journalister, som sikkert alligevel ville ringe rent rutinemæssigt. Han ønskede ikke selv at tale med nogen før mødet, sagde han.

Så gik han videre i rapportbunken.

Teknisk afdeling kunne konstatere, at der var masser af fingeraftryk på håndtaget til døren ind til kupéen, hvor Kragelund havde siddet - ingen af dem, bortset fra ét sæt, var umiddelbart til at identificere. De, der kunne identificeres, stammede fra togføreren, og det var der jo rent faktisk ikke noget bemærkel-sesværdigt i, tænkte Henning Juul.

Dernæst kunne man fastslå, at manden var død, fordi et projektil af den mest ondskabsfulde slags, der findes, havde revet hans indre dele til plukfisk. Projektilet var af relativ lille kaliber, sagde rapporten.

En dum-dum-kugle laver et lille og pænt hul der, hvor den går ind i kroppen, men fordi den så at sige breder sig selv ud, når den først er indenfor, flænser den alt op på sin vej, og forlader kroppen gennem et hul så stort, at man ikke bryder sig om at tænke på det. Dum-dum-kugler er af samme grund forbudt her i landet, men det er jo også forbudt og gå rundt og skyde hinanden med almindelige projektiler, tænkte Henning Juul. Hvilket altså ikke hjælper ret meget....

Teknisk afdeling havde fundet projektilet i sæderyggen bag den afdøde, og det ville blive »gjort til genstand for yderligere undersøgelser«, stod der i rapporten. Grunden til, at kupéen trods brug af dum-dum-kuglen ikke var mere oversprøjtet med blod og andet godt, var ifølge rapporten, at afdøde havde siddet tungt tilbagelænet, da kuglen havde ramt ham. Det passede med, at togføreren havde set ham sovende, kort før han blev skudt.

Juul tog de tegninger, som Hans Grønlund havde skaffet. Han havde ganske vist været imponeret af DSB aftenen før, mens hans tillid til etaten havde fået et lille knæk, da Grønlund var kommet tilbage og havde fortalt, at man ikke havde kunnet levere tegningerne.

Til gengæld var det tydeligt, at Grønlunds tillid til sig selv bestemt ikke var blevet mindre af turen til banegården - han havde nemlig, »egenhændigt«, som han sagde, fundet ud af, at der holdt en modeljernbaneklub til oppe under loftet på banegården, og dér havde de selvfølgelig nøjagtige tegninger af stort set alt DSB-materiel.

Juul ryddede sin opslagstavle for alt undtagen billedet af drengen med fodbolden og satte tegningerne op i en lang række. Fire togvogne - forrest 1.klassesvognen med ni kupeer, hver med seks pladser, så en andenklassesvogn med kiosk og togførerens tjenestekupé, hvilket efterlod syv almindelige kupeer også med seks pladser i hver. Bag kioskvognen to almindelige andenklassesvogne med hver ti kupeer. Ti passagerer på 216 pladser. Ikke underligt, at DSB kører med underskud, tænkte Henning Juul.

Han tog tre spritpenne op af sin skuffe og markerede med sort på tegningerne, hvor hver af de ni passagerer ifølge afhøringsrapporterne havde sagt, de sad. Den tiende, togføreren, fik et grønt kryds i tjenestekupéen lige ved siden af kiosken, og plads 26 i 1. klassesvognen blev markeret med en rød ring.

Han kiggede på uret og sukkede højlydt. Ingen af hans folk havde ringet. Det kunne betyde flere ting, men det betød under alle omstændigheder, at han måtte gå til pressekonferencen uden en gerningsmand.

Lørdag, den 27. oktober, kl. 12.05

Henning Juul kneb øjnene sammen, da han åbnede døren til mødeværelset, som for en stund var omdannet til den arena, hvor han skulle kastes for de sultne løver. TV-holdene havde stillet projektører op, så de kunne filme over hele rummet, og lyset skar i hans trætte øjne, som efterhånden bar tydeligt præg af ikke at have været lukket i halvandet døgns tid.

Jan Toft var gået i forvejen, efter at »holdet« var mødtes på Juuls kontor nogle minutter i forvejen. Ingen af de tre, som havde været ude på afhøringer, havde haft noget afgørende med sig hjem. Fremskridtsmanden og hans sekretær var ikke til at opdrive nogen steder, sagde Niels Berg, men ellers var det lykkedes at finde de øvrige, selv om både Berg, Grønlund og Peter Nielsen klagede over, at tiden havde været knap.

Skriv, mens vi andre er til pressemøde, havde Henning Juul sagt, selv om han gruede for, hvilke nye uhyrligheder kollegernes to-fingersystem på skrivemaskinerne kunne resultere i, når de fik så kort frist. Jan Toft var heller ikke kommet videre. Ingen af de loger, han havde ringet til, havde svaret, og ordenskollegerne på politistationen i Vejle vidste ikke noget om nogen spillebuler. Men de havde lovet at bede vagten fra kriminalpolitiet ringe, når de fik fat i ham. På kasinoet havde han kun truffet en automatisk telefonsvarer.

Jan Toft sad på kanten af bordet, der var stillet op som et interimistisk kateder foran pressefolkene. Han havde sin joviale mine på, og spøgte med de af journalisterne, han kendte. Selv om han brændte for at berette om sin viden, afholdt han sig dog fra at sige noget egentligt om sagen.

Henning Juul satte sig - tydeligt modstræbende - bag bordet. Jan Toft flyttede sig om bag sin chef.
- Mine damer og herrer.

Kors, hvor det lyder opstyltet, tænkte Henning Juul, men fortsatte alligevel i samme stil:
- Jeg har bedt Dem komme, for at jeg kan fortælle Dem alle på én gang om en alvorlig forbrydelse, som er blevet begået i nat. Jeg vil gerne vente med at besvare spørgsmål, til jeg er færdig.

Henning Juul gjorde det kort. Han gik ikke i detaljer med, hvordan redaktør Svend Kragelund var kommet af dage, sagde kun, at han var blevet skudt. Ej heller nævnte han det betydelige beløb, der var blevet fundet på liget. Han roste derimod togføreren for hendes optræden, roste DSB for det gode samarbejde og udtrykte den obligatoriske optimisme med hensyn til snart at finde gerningsmanden.

Michael Back stillede det første spørgsmål.
- Juul, vi kan jo allesammen regne ud, at det må være en af de andre passagerer i toget, der har gjort det - skulle det ikke være let at finde ud af hvem?

- Jeg vil gerne understrege, at der ikke i øjeblikket er nogen, som er direkte mistænkt for drabet, men det, De siger, har naturligvis ikke undgået vor opmærksomhed....

- Hvor mange var der med toget?

- Ni udover den dræbte. Ti med togføreren.

- Har I afhørt dem allesammen?

- Ja.

- Hvordan kan du så sige, at der ikke er nogen mistænkt?

- Ingen kommentarer.

Henning Juul kunne godt selv høre, at det ikke lød særlig fikst, men hva' faen skulle han sige?

En af TV-journalisterne brød ind.
- Hr. Juul, er det korrekt, at der er et folketingsmedlem mellem de mistænkte?

Nej, den hopper jeg altså trods alt ikke på, kære ven, tænkte Juul....
- Som sagt, vi har ingen mistænkte, men jeg kan bekræfte, at der var et medlem af folketinget med det pågældende tog.

- Er det korrekt, at De tilbageholdt ham i fire timer mod hans vilje?

- Den pågældende blev bedt om at tage med på Politigården for at blive afhørt ligesom alle de øvrige passagerer, men hvis han havde ønsket det, kunne han blot være gået sin vej. Han var ikke anholdt eller tilbageholdt, men det er sikkert korrekt, at han først kom herfra ved 4-tiden i morges.

- Hr. Juul, jeg kan oplyse Dem om, at Åstrup på et møde her i byen i formiddag har sagt, at han vil klage over politiet i den her sag. Han sagde også, at der var en udlænding med toget, som virkede mistænkelig. Hvad er Deres kommen¬tar til det?

Henning Juul gned sig i øjnene, og sukkede.

- Hvad angår Hr. Åstrup, så står det ham naturligvis frit for at klage. Det er blandt andet det, vi har lokalnævnene til. I øvrigt ønsker jeg ikke at drøfte de enkelte passagerer fra toget.

- Var der en udlænding med toget?

- Ja.

- Hvor var han fra?

Juul sukkede dybt og holdt en lang pause, inden han svarede med påtaget træt stemme.

- Der var en iransk flygtning med toget ... og så ikke mere om de enkelte passagerer.

- Har politiet fundet mordvåbenet? Denne gang var det en journalist, som Henning Juul ikke kendte, der spurgte.

- Nej, vi formoder, at det er blevet smidt ud af toget et sted mellem Skanderborg og her. Derfor er der i øjeblikket en eftersøgning i gang langs banelinien.

- Hvad er motivet til mordet?

- Det har vi ikke umiddelbart kunnet finde. Foreløbig lader vi alle muligheder stå åbne.

Så var han der igen, TV-journalisten.

- Skal vi forstå det sådan, at selv om mordet nødvendigvis må være begået af én af ti personer, som politiet ved, hvem er, så er I på totalt bar bund?

Spørgsmålet blev stillet i en venlig tone, men Henning Juul kunne allerede for sit indre øre høre, hvordan det ville latterliggøre politiet, når det kom i fjernsynet i aften.

- Vi har visse spor at arbejde ud fra, men som sagt...vi lader alle muligheder stå åbne. Han vidste godt, at hans svar sikkert ikke gjorde det hele ret meget bedre, men hvad skulle han stille op, tænkte han igen.

- Og så, mine damer og herrer, slutter vi her. Tak fordi De kom.

Knap havde han sagt det, før en sand byge af spørgsmål og blitz-lyn ramte ham. Han holdt afværgende begge arme op foran hovedet og banede sig vej mod døren. Jan Toft fulgte lige efter ham. Pludselig var han ikke længere i humør til at spøge mere med journalisterne.

På Henning Juuls skrivebord lå en stak nye afhørings¬rapporter.

- Jeg tager dem her med mig hjem, sagde Henning Juul træt henvendt til Jan Toft, som var fulgt med ham.

- Sig til de andre, at de kan tage hjem og hvile sig. Det gælder også dig. Hvis hundene finder noget, får vi det nok at vide. Ellers ses vi mandag morgen. Så skal vi i banken, til skattefar og på besøg på Tirsdagsposten.

- Og gider du så ikke også lige ringe til fru Kragelund og sige, at vi ikke kommer i dag, men mandag?