Lørdag, den 27. oktober, kl. 19.43

Henning Juul vidste ikke om han skulle grine eller græde. På sit gamle sort-hvide fjernsyn havde han lige set sig selv gøre en ynkelig figur. Det var lykkedes TV-journalisten at klippe sit indslag sammen, så det tydeligt fremgik, at politiet helt levede op til den lange række af historier, som havde fået navn efter byen. Juul selv havde først siddet på bedste embedsmandsmanér og talt i rapportsprog, hvorefter billederne viste ham i vild flugt fra journalisternes spørgsmål.

Så ringede telefonen.

Nu ringer der en venlig mand fra Hollywood og spørger, om jeg ikke vil ha' en rolle i en soap-opera, tænkte Henning Juul og overvejede, om han overhovedet skulle tage telefonen. Sandsynligvis var det nemlig ikke Hollywood, men en kær kollega et eller andet sted i landet, som ville gøre sig morsom på hans bekostning.

- Ja?

Henning Juul havde gjort det til en vane ikke at sige sit navn, når han tog telefonen hjemme. Teorien bag det var, at folk, der ringede til tilfældige numre for at chikanere, eller folk, der havde fået forkert nummer, ikke fandt ud af, hvem de havde ringet til. Om teorien holdt i praksis, vidste han egentlig ikke.

- Er det dig fra fjernsynet? En mandsstemme, som han ikke kendte.

- Hvad mener De?, spurgte Juul for at få manden til at sige noget mere og måske afsløre, hvem han var.

- Politimanden fra fjernsynet?

- Jae, svarede Juul tøvende.

- Du ved godt, han var åger-karl. Kragelund, ikke?

- Hva' for noget? Denne gang var det ikke for at trække tiden ud. Juul var ægte desorienteret, men røret i den anden ende blev bare lagt på, inden han kunne nå at sige mere.

Åger-karl?

Henning Juul lagde ikke telefonrøret på. Der var en svag chance for, at telefonvæsnet kunne spore, hvor samtalen kom fra, hvis linien ikke blev afbrudt. I stedet luntede han de tre etager ned på gaden til sin tjenestevogn og tændte radioen.

- P-42, P-42. Forespørgsel. 42-02 skifter.

Det varede en rum tid, inden stationen svarede.
- 42-02, her er P-42. Kom.

- P-42, Juul her. Kan du ikke undersøge, om telefonvæsnet kan spore en samtale til mit privat¬nummer her og nu. Jeg har ikke afbrudt linien. Skifter.

- 42-02. Vent.

Fire minutter gik, inden stationen meldte sig igen. Henning Juul havde ikke taget sin frakke på, og han frøs bitterligt i den råkolde bil, mens han utålmodigt holdt øje med de grønne tal i digitaluret.

Selv om vi så finder ud af, hvilken telefonboks han ringede fra, så hjælper det jo fedt nu, tænkte han.

Omsider meldte stationen sig igen.
- 42-02. Her er P-42. Kom.

- P-42. Klar. 42-02 skifter.

- 42-02, der er ingen, der svarer på det vagtnummer, telefonselskabet har givet os herinde. Vil du ha', vi skal prøve noget andet? Kom.

- P-42, nej - glem det. 42-02 skifter.

- 42-02, slut.

Henning Juul gik op igen op og lagde eftertænksomt det lystigt duttende telefonrør på igen. Åger-karl?

I samme øjeblik, han lagde røret, ringede telefonen igen. Han fór sammen.

- Ja?

- Juul? Det er Jan. Er der noget i vejen med din telefon? Jeg har ringet i næsten et kvarter, men den har bare duttet så underligt! Jan Toft holdt ingen pause for at få svaret.

- Nu skal du fandeme lige godt høre. En af vores venner fra miljøet har lige ringet til mig. Ved du, hvad han sagde?

Henning Juul kunne godt høre, at Jan Toft heller ikke denne gang ventede noget svar, men han kunne ikke dy sig:
- Han sagde sikkert, at Kragelund var åger-karl....

- Han sagde....hva'?! Hvor faen vidste du det fra?

For en gangs skyld var det lykkedes Henning Juul at lukke munden på den unge Toft. Han grinte smøret indvendig, men bevarede den saglige tone overfor kollegaen.

- Der var også én, der ringede til mig. Han undlod bare at sige, om han var en ven. Han undlod i det hele taget at sige, hvem han var. Men de må jo have set fjernsyn begge to. Hvem ringede til dig?

- Tykke Kurt. Du ved, ham drankeren, der har været buret inde for bankrøveri. Tror du det er rigtigt? Jan Toft lød gevaldig oplivet ved tanken om, at sagen udviklede sig i en interessant retning.

- Hvor pokker skulle jeg vide det fra? Sagde din ven eventuelt noget om, hvor vi kunne træffe ham?

- Nej, han var hurtig til at afbryde, da jeg gik ham på klingen, men han lød ædru, så han er nok hjemme hos sig selv. Det plejer bare ikke at vare så længe - især ikke en lørdag aften.

- Få fat i én af de andre, og kør ud til ham. Stille og roligt. Hør på, hvad han har at sige og kør hjem igen. Der er ikke noget, der løber nogen vegne, før mandag alligevel.

Jan Toft lød skuffet, da de sagde farvel. Han havde nok helst set det store apparat sat igang, tænkte Henning Juul, men han var selv for gammel til at lytte alt for meget til anonyme opringninger og til alkoholikere fra »miljøet«. Men på den anden side - to på én gang....?

Telefonen gentog sit glansnummer og larmede nok engang op i samme sekund, Juul lagde røret. Han lukkede øjnene og talte til ti, inden han tog den.
- Ja?

- Er det Henning Juul? Denne gang var det en kvindestemme, som han syntes, han kendte. Men han kunne ikke placere den.

- Ja, det er det. Hvem taler jeg med?

- Det er Grethe Kragelund...De ved...det var min mand, der...De ved nok...

Det gik op for Henning Juul, hvorfor han ikke havde genkendt hendes stemme med det samme. Sidst, de talte sammen, havde hun været rolig og fattet, nu var der gråd og fortvivlelse i stemmen.

- Ja, naturligvis, fru Kragelund. Hvad kan jeg gøre for Dem?

- Siden De var i fjernsynet for lidt siden, er der fire, der har ringet til mig....De sagde allesammen, at.....de sagde, at det var godt, at Svend....at min mand var død....

- Fru Kragelund, er Deres søster stadig hos Dem?

- Ja, det var hende, der tog telefonen....

- Må jeg tale med hende?

- Et øjeblik.....

Det var lige godt satans, tænkte Henning Juul, mens der var tavst i den anden ende...

- Hallo!? En ny kvindestemme - mere rolig end den første.

- Goddag, mit navn er Henning Juul. Jeg kan forstå, at De har fået nogle ubehagelige opringninger. Kan De fortælle mig lidt mere om dem?

Søsteren talte lavmælt. Telefonen havde ringet første gang lige efter indslaget i fjernsynet, og en mand, som åbenbart havde taget hende for at være fru Kragelund, havde sagt, at det var godt, den dumme skid var død. De næste tre opringninger var kommet lige efter, og både indholdet og ordvalget havde været noget i samme retning - blot havde den ene tilføjet, at morderen burde ha' en medalje. Efter den fjerde opringning havde de taget telefonen fra, indtil de var blevet enige om at ringe til politiet.

Henning Juul spurgte, om hun var sikker på, at det var fire forskellige, der havde ringet. Søsteren tøvede, men det mente hun.

- Sagde de noget om, hvorfor, de syntes, det var godt, hr. Kragelund var død?

- Nej, ingen af dem gav nogen grund. De smækkede alle sammen røret på, inden jeg kunne nå at sige noget.

- Var der nogle af dem, der truede Dem eller Deres søster?, spurgte Juul.

Stemmen i den anden ende lød usikker.

- Næe, de truede vel egentlig ikke...de lød bare så .... så ondskabsfulde....

Juul stod længe med røret i hånden, efter at samtalen var forbi. Han havde rådet de to kvinder til at afbryde telefonen og tilbudt dem, at han kunne få en patruljevogn til at køre lidt rundt i kvarteret, men det havde de afslået.

Han overvejede, om han skulle lade sit eget rør ligge ved siden af telefonen, men lagde det alligevel ganske forsigtigt og meget langsomt på. Som det skulle hjælpe noget, dit gamle fjols, tænkte han.

Mod forventning ringede den ikke igen.

Åger-karl? Det gav selvfølgelig nok et motiv, og de ni passagerers bankkonti kunne måske gi' noget at gå efter. Pokkers også, at det var weekend.

Og så alligevel. Man kunne måske blive færdig med den skakopgave.....