Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Signal til mord - 11 (Generelt)

af Jens V, 4/7 2017, 15:25 (2460 dage siden) @ Jens V

Mandag, den 29. oktober, kl. 8.30

Tirsdagsposten havde til huse i en gammel nedlagt fabrik ikke langt fra avisen, som ejede den. Fabrikken var ombygget til formålet i 70erne og moderniseret igen for nylig. Rummene var store og lyse. Arkitekterne havde med forbløffende heldig hånd bevaret og fritlagt bjælker, metaldragere og spær fra de gamle fabrikshaller, da der var blevet lagt nye etageadskillelser og vægge ind.

Henning Juul og Jan Toft gik op ad en jerntrappe med riste som trin, så man kunne se hele vejen ned gennem trapperummet. Det var fuld af farver. Selv det gamle jern-gelænder var malet i en varm, dybrød farve.

Manden, som tog imod dem, præsenterede sig som redaktionssekretær Per Sørensen. Det var ham, som Jan Toft havde vækket morgenen efter drabet på Svend Kragelund for at få lidt at vide om den døde.

Sørensen havde et venligt og imødekommende udtryk i sit ungdommelige ansigt. Henning Juul ville sige, at han var under 25, men han var aldrig sikker på sin egen aldersbedømmelse af folk.

- Så snart I havde ringet, sagde jeg til alle medarbejderne, at I ville snakke med dem. De fleste er her, men der er altså to, som har fridag.

Henning Juul nikkede.

- Vi vil gerne begynde med at se hr. Kragelunds kontor.

Chefkontoret lå for enden af en gang, som derudover også havde døre ind til to mindre kontorlandskaber - på den ene side redaktionen og på den anden side tegnestuen, forklarede Per Sørensen.

Døren ind til redaktørens kontor var lukket, og Henning Juul bemærkede, at Per Sørensen - af vane åbenbart - bankede på, inden han gik ind. Det kunne vores folk sgu godt lære lidt af, tænkte han, og kunne ikke blive enig med sig selv om, om han var for gammeldags, eller om hans folk var blevet en tand for slappe.

Svend Kragelunds kontor var ikke særlig stort. Reoler langs to af væggene og et lille sofa-arrangement med bord i et hjørne. Fra skrivebordet henne ved vinduet var der udsigt til en tankstation nede på gaden og et hjørne af havnen lidt længere ude. Der var reproduktioner af kendte grafikere i aluminiumsrammer, og på skrivebordet stod en lille abstrakt skulptur, der samtidig tjente som brevpresser.

Kontoret kunne have tilhørt en hvilken som helst mellemleder i en hvilken som helst mindre virksomhed - selv computeren, som havde sin egen forsænkede plade i skrivebordet, hørte jo ikke længere kun hjemme på aviser og i banker.

- Tillader De, at vi kigger os lidt omkring, spurgte Henning Juul.

- Naturligvis, svarede Per Sørensen, men hvad regner De med at finde, hvis man må være så fri?

- Ærlig talt, vi ved det ikke nøjagtig, men vi har en idé om, at hr. Kragelund måske havde en lille bibeskæftigelse....Kender De tilfældigvis noget til det.

- En bibeskæftigelse? Næe, hvad skulle det være?

Juul trak blot på skulderne og gav sig til at kigge i skrivebordsskufferne.

I det samme blev døren revet op bag dem, og en mand næsten kastede sig ind i rummet.

- Hov, undskyld, jeg viste ikke, her var nogen....

Det var Michael Back, kriminalreporteren fra avisen på den anden side af gaden. Han blev tydeligt forfjamsket over at finde kontoret befolket.

- Hej, Michael, sagde Per Sørensen, hva' vil du? De to bladfolk kendte tydeligvis hinanden, og det virkede ikke, som om Per Sørensen blev særlig overrasket over at se Back.

- Æh, ikke noget særligt, du. Jeg kommer bare igen senere...Det var ikke så vigtigt. Michael Back kiggede ikke på de to politifolk.

- De skal da ikke tage Dem af os, sagde Henning Juul jovialt. Han prøvede at skjule sin interesse i, hvad der havde fået kriminalreporteren til at komme styrtende på den måde.

- Nej, det var vitterligt ikke noget særligt. Jeg kommer bare igen en anden dag, Per. Vi ses.

Før hverken Juul eller Toft kunne nå at sige noget, var journalisten ude af døren igen. Jan Toft kiggede spørgende på Juul, men han rystede bare på hovedet.

Gennemgangen af Svend Kragelunds kontor bragte ikke politiet nærmere et gæt på, hvorfor han havde måttet lade livet. Der var ikke nogen personlige ting i skuffer eller skabe - og intet der antydede, at redaktøren skulle være andet end netop redaktør.

- Skrev Svend Kragelund selv i avisen?, spurgte Henning Juul redaktionssekretæren, som hele tiden havde stået diskret i døren og kigget.

- Kun ledere. Vi har nemlig i modsætning til de fleste andre annonceaviser en redaktionel linie og en holdning til tingene. Den gav Kragelund udtryk for i vores ledere.

- Hvad gik den holdning ud på?

- Ja, det kan man jo ikke sådan sige generelt, men vi har da for eksempel markeret os i debatten om kommunens fjollede og halvhjertede støtte til det nye kongrescenter.

- Jeg kan forstå, at d'herrer ikke læser vores avis, tilføjede Per Sørensen, med et drillende smil om læberne.

Henning Juul overhørte spydigheden.

- Har bladet også markeret sig i debatten om flygtninge og indvandrere?

- Hvorfor spørger De om det? Per Sørensen så lettere mystificeret ud, men da Henning Juul ikke svarede, fortsatte han af sig selv.

- Vi har et par gange i den sidste tid talt imod koncentrationen af indvandrere i bestemte bydele. Gellerup er jo for eksempel snart en ren ghetto.

- Er det også Svend Kragelund, der har skrevet om Gellerup?

- Svend Kragelund skrev et par ledere om det, efter at en af vores journalister havde beskrevet problemet.

- Fik Kragelund eller journalisten nogen trusler efter at have skrevet de artikler?

- Trusler!? Næe, ikke så vidt jeg ved. Hvorfor er De så interesseret i det?

- Vi afprøver bare alle muligheder, sagde Juul kryptisk, og da Per Sørensen så ud til at have et nyt spørgsmål på læberne, fortsatte han hurtigt:

- Vil De vise os, hvor vi kan møde medarbejderne?

Heller ikke mødet med de øvrige medarbejdere på Tirsdagsposten resulterede i noget, der var værd at bygge på. Det bekræftede blot det, redaktionssekretær Per Sørensen havde fortalt Jan Toft lørdag morgen: at medarbejderne respekterede deres chef, uden at de dog havde et særlig nært, endsige personligt forhold til ham. Han blandede sig ikke meget i det daglige arbejde, men det var ubetinget ham, der havde udstukket de retningslinier, bladet blev redigeret efter. Og han var hele tiden opmærksom på, at de blev fulgt - gav udtryk for sin utilfredshed, hvis noget ikke levede op til hans normer, men glemte heller ikke at rose en medarbejder, som havde lavet et godt stykke arbejde.

- Hvis nogle af Dem kommer i tanker om noget, som De synes, vi bør vide, så vil jeg bede Dem ringe til os med det samme, sagde Henning Juul, da han var halvvejs ude af døren.

- Åhr, forresten, tilføjede han som om, det var noget, han lige kom i tanker om, er der nogen, der kender til, at Svend Kragelund skulle have drevet en eller anden form for forretning ved siden af?

De forsamlede medarbejdere så spørgende på hinanden.

- Hvad skulle det være for en slags forretning?, spurgte en af dem - en ung kvinde med kort lyst hår.

Henning Juul undgik at svare.

- Hvis ikke der er nogle af Dem, der ved noget om det, så vil jeg bare sig tak for Deres tid....og husk så at ringe, hvis De kommer i tanker om noget.

Per Sørensen fulgte de to politifolk ud, og ude på gangen spurgte Henning Juul:
- Kunne jeg ikke få Dem til at lave en liste over dem, der er ansat her nu og også over dem, der har været det indenfor...¬skal vi sige det sidste år. Er det for vanskeligt?

- Næe, det er let nok. Det er ikke nogen gennemgangslejr, det her. Folk er her som regel længe ad gangen.

Henning Juul nikkede.

- Og hvis det så stadig ikke er for meget at forlange, så vi jeg også gerne have kopier af de artikler, De har haft om indvandrerne i Gellerup...hvis De altså kan finde dem?

- Det skulle ikke være noget problem at hente dem ud af vores EDB-arkiv, sagde Per Sørensen imødekommende.

Juul var ikke helt færdig. Han prøvede at få det til at lyde tilpas henkastet.

- Og så lige én ting til: Kunne De ikke lige ringe til mig, hvis Michael Back dukker op igen og siger, hvad det var, han var så ivrig efter?

Per Sørensen bevarede sit venlige smil, men afviste...

- Næe, det vil jeg nu ikke love Dem - det er vist ikke rigtig politiets sag, hvad vores medarbejdere gør indenfor husets fire vægge.

- Og i øvrigt kan han sagtens komme, uden jeg ved det, tilføjede han. Alle medarbejdere, som har nøgle til avisen ovre på den anden side af gaden, har også nøgle hertil, så han kan selv låse sig ind, hvis det skulle være.

Juul svarede ikke. Han vidste godt, at journalister har fine fornemmelser, hvad angår oplysninger til politiet, så han gættede på, at han ikke ville få noget ud af at argumentere med denne Sørensen.

- Tror du, han ved noget, ham Back, ivrede Jan Toft, så snart de var ude på gaden og udenfor Per Sørensens hørevidde. Henning Juul trak på skulderen.

- De har vel også deres kilder, journalisterne, sagde han bare og satte kursen mod politigården. Der var cirka 400 meter derhen, og de fleste af dem, der arbejde derhenne, ville nok have taget en tjenestevogn til turen. Henning Juul sagde aldrig noget til det, men indvendig rystede han på hovedet over det ressource-spild, han så omkring sig.

Han lagde godt mærke til, at Jan Toft gik og skuttede sig i blæsten, men fjolset kunne jo bare tage noget ordentligt tøj på, tænkte han. Det havde da været forbasket koldt den sidste lange stykke tid, så man skulle da tro, han havde opdaget, at det ikke var sommer mere...


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Svenska-lok
Hectorrail

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak