Mandag, den 29. oktober, kl. 10.15

Henning Juul havde sat Jan Toft til at skrive et notat om deres besøg på Tirsdagsposten. Endnu et par sider til bunken, tænkte han, mens han kørte ud ad den smukke strandvej mod syd. Til venstre for ham lå bugten med den få år gamle marina og til højre rækken af ældre velhavervillaer, som i dag stort set alle husede arkitekt-, revisions- eller konsulent¬firmaer.

De store klodser var alt for uøkonomiske for private, og i øvrigt var byens rige for længst flyttet længere væk - ud til Skåde Bakker. I 70erne ud til området på og omkring den gamle golfbane og teglværkerne. Så i 80erne endnu længere ud, indtil de nu igen boede i bekvem afstand fra den nye golfbane. Den var blevet anlagt med kommunal støtte på jord, der tilhørte den gamle herregård, som nu var museum.

Henning Juul kørte op ad bakken og op forbi det hemmelige militære anlæg, som bredte sig under jorden i skovene på begge sider af vejen - kun en anseelig række antenner antydede, at der var tale om mere end bare en tilfældig observationsbunker. Her, lige i skovbrynet, lå huset, hvor et af byens få uopklarede drab var blevet begået. I november 1967 var to kvinder blevet skudt ned - den ene døde, mens den anden, hushjælpen, overlevede. Alle spor var end blindt, og det var end ikke lykkedes politiet af finde motivet. Juul var lige kommet til byen dengang og havde selv foretaget et par ubetydelige afhøringer i sagen, som stadig red visse af hans kolleger som en mare.

Længere oppe lå kirken, der var ikke så lidt yngre, end den gerne ville se ud. Den var en tro kopi af vores allesammens landsbykirke, som den lå dér, hvidkalket og med rødt tegltag. Man fik næsten lyst til at lægge et tykt lag vat på taget af den og placere den oven på fjernsynet derhjemme med et tændt stearinlys inden i.

Henning Juul fik pludselig den tanke at dreje til venstre og kigge lidt på....

Han tog sig i det. Der var ingen grund til at få spoleret den række af gode minder, der trods alt knyttede sig til området herude.

Juuls tanker blev brat afbrudt af en bil, som med tydelig foragt for både færdsels- og tyngdelov rundede et hjørne lige foran ham. Han var nødt til at bremse hårdt for ikke at risikere pludselig at sidde med det meste af den anden bil på skødet.

Det var en koksgrå BMW af ældre årgang, registrerede politimanden Juul rutinemæssigt. Bogstaverne på nummerpladen var OV, hvilket måtte betyde, at den var blevet synet og sandsynligvis handlet for nylig.

Henning Juul skulle lige til at række ud efter radioen, så vagthavende kunne sende en vogn ud efter fjolset i BMWen, men han lod mikrofonen hænge. BMWen var sikkert over alle bjerge, inden patruljevognen nåede herud, og fandt man den endelig, så ville chaufføren nok bare grine betjentene op i hovedet og nægte ethvert kendskab til uforsvarlig kørsel. Det var ikke værd at ofre ressourcer på. Juul overvejede, om han selv skulle sætte efter BMWen, men det blev ved overvejelserne.

Sikkert en rigmandssøn herude fra, som har fået et nyt stykke legetøj af farmand, tænkte han, da han satte den mørkeblå Scorpio i gang igen og fortsatte mod Golfbakken med rynket pande.

Dyre biler som legetøj i netop dette kvarter gav ham nemlig nogle ubehagelige associationer. Det var ikke længere end nogle få måneder siden, én af hans kolleger i ordenspolitiet - en vicepolitikommissær - var blevet suspenderet, fordi hans kone havde svindlet for over fem millioner kroner i sit firma. De to havde levet et liv i luksus her i Skåde Bakker - købt biler, lystyacht og andet godt, og ingen kunne være i tvivl om, at vicepolitikommissæren måtte have vidst, at konen ikke kom ærligt til pengene.

Sagen havde mildt sagt ikke været rar at opleve på nært hold. Og da en kollega i en af nabobyerne nogenlunde samtidig blev afsløret som bagmand for en tyvebande, havde Juul haft det svært på standens vegne.

Døren til nr. 12 blev kun lige åbnet på klem, da han ringede på, og han kunne tydeligt se, at den var sikret med en kæde på indersiden.

- Åh, er det Dem. Jeg troede, det var den uforskammede journalist igen.....

Det var ikke længere en venligt smilende fru Kragelund, der tog imod i døren. Og det var ikke mere en smuk, moden og selvbevidst kvinde, der bød Henning Juul indenfor.

På de godt og vel to døgn, der var gået, siden han var her sidst, havde kvinden forandret sig.

Hun gik et par skridt foran ham og ind i stuen. Møblerne var de samme, men stuen havde undergået samme forvandling som kvinden selv. Tøj, brugte kaffekopper og fyldte askebægere gav ikke just det stilfulde indtryk, som Juul huskede fra sit tidligere besøg.

Fru Kragelund lod Juul om selv at finde et sted at sidde, og efter diskret at have flyttet en hvid BH fra sofaens ene ende satte han sig. Hun selv tog en cigaret fra en halvtom pakke, tændte den, smed tændstikken fra sig direkte på bordet og begyndte at gå op og ned ad gulvet. Hun lod sin gæst tage initiativet.

- Fru Kragelund, De sagde noget om en journalist lige før....Hvem var det?

Det virkede ikke umiddelbart, som om Grethe Kragelund ville svare. Så sagde hun nærmest henvendt til vinduet:

- En uforskammet ung mand fra avisen. Han sagde de forfærdeligste ting om Svend.....om min mand. Han var lige kørt, da De kom....

Gu' ved, om journalister har råd til BMWer, tænkte Juul, men indskrænkede sig til at spørge, om fru Kragelund kunne huske, hvad han hed.

- Beck, Back...eller sådan noget....

- Hvad var det for nogle ting, han sagde om Deres mand?

Pludselig var det som om, kvinden vågnede op af en trance....

- Han sagde, at min mand var åger-karl - at han lånte penge ud til alt for høje renter, og at han truede folk, hvis de ikke kunne betale tilbage.

- Ved De hvad, hr. Juul. Jeg kan overleve, at en eller anden sindssyg person slår min mand ihjel - det skal jeg overleve, og vi har såmænd også haft dét sammen, vi skal have, men når nogen prøver at svine ham til bagefter.....

Hun kom ikke længere. Det var, som om den kraft hun pludselig havde haft, havde forladt hende igen.

Hun sukkede.

- Svend er....min mand var måske ikke noget virkeligt stort menneske....jeg har spekuleret på de sidste par dage, om jeg egentlig stadig elskede ham....om jeg nogensinde har gjort det....

Hun talte ikke til Juul mere, men til vinduet.

- ...men Svend var en god far for vores børn, han var en kærlig søn, der gjorde alt for sin gamle mor, han var en god redaktør, og han var i hvert fald ikke forbryder...

- Har De børn, hr. Juul?

Hun vendte sig pludselig mod ham, og spørgsmålet kom helt bag på ham.

- Øh, ja...

- Så ved De også, hvor meget den person, man har børnene sammen med, betyder....

Henning Juul indså, at han ikke ville komme langt, hvis også han begyndte at antyde, at Svend Kragelund skulle have været lidt takket i kanten, og i øvrigt var han ikke meget for den personlige drejning, som samtalen havde taget.

- Fru Kragelund, jeg kan se, at jeg kommer til ulejlighed....Må jeg bare stille Dem et par enkelte spørgsmål? Kan De forestille Dem, hvem der kan have slået Deres mand ihjel?

Hun rystede på hovedet.

Juul havde lavet en liste med navnene på togføreren og alle passagererne i toget. Den holdt han frem mod hende.

- Siger nogen af de her navne Dem noget som helst...?

Det var svært af afgøre, om hun vitterligt læste navnene, eller om hun bare blev ved at ryste på hovedet.

- Fru Kragelund, det her er vigtigt. Kender De nogle af navnene?

Hun prøvede tydeligvis at tage sig sammen, og denne gang kunne han følge hendes øjne ned over papiret.

- Nej, ingen af dem siger mig noget...

Juul foldede listen sammen igen og lagde den i sin jakkelomme.

- Fru Kragelund, der var nogle billeder af børn i Deres mands tegnebog ... var det ... er det Deres børnebørn?

Hun nikkede.

- Det er det nok. Vi har en søn og en datter. Bent ... altså vores søn ... har tre børn. Det er sikkert dem, Svend har billeder af.

Juul rømmede sig.

- Jeg går ud fra, at De er i kontakt med Deres søn og datter, efter .... efter det, der er sket? Ville De måske bede dem om at ringe til mig?

Hun nikkede. Juul følte, at han sikkert ikke fik ret meget mere ud af sit besøg. Men hans sidste spørgsmål skulle med.

- Hvordan er De stillet økonomisk efter Deres mands død, fru Kragelund?

Hun fangede tilsyneladende ikke det egentlige formål med hans spørgsmål.

- Jeg ved det ikke, sagde hun opgivende. Jeg har aldrig blandet mig i vores pengesager - det var Svend, der ordnede alt det. Det var derfor, han ville have den computer....så sagde han, vi kunne klare os uden at betale en revisor. Jeg tror, at alle papirerne står i nogle ringbind inde i hans arbejdsværelse.

- Fru Kragelund, må jeg have lov til at kigge i de papirer?

Kvinden ved vinduet trak bare på skuldrene, hvilket Henning Juul tog for et samtykke.....

Han kendte jo selv vejen til arbejdsværelset nu og lod Grethe Kragelund alene med sine tanker.

De tre gule ringbind stod der endnu, og computeren snurrede stadig.

En sag løser sig ikke med et snuptag, fordi man åbner et ringbind, tænkte Juul, da han rakte ud efter det første. Men man kunne da altid håbe....

Tre kvarter og lige så mange ringbind senere kunne han konstatere, at det måtte blive ved håbet. Kragelund'erne var ikke styrtende rige, men de havde økonomien i orden - et par opsparingskonti, en kapitalpension og en gruppelivsforsikring ville uden tvivl give Grethe Kragelund et komfortabelt liv rent økonomisk, hvis hun solgte huset, tænkte Henning Juul. Det var ganske vist ikke de bedste tider for hussalg, men selv om hun måtte sælge for billigt, skulle hun nok klare sig. Der var ingen gæld af betydning i de papirer, han havde set, men heller ingen skjulte formuer, så vidt han kunne bedømme. Hvor kom de for¬bandede 25.000 kroner fra?

Fru Kragelund stod stadig ved vinduet med et tomt udtryk i ansigtet, da Juul vendte tilbage fra arbejdsværelset.

- Ja..., men så vil jeg da.....

Han standsede midt i sætningen. Det var tydeligt, at hun ikke hørte ham.