Mandag, den 29. oktober, kl. 12.30

Kasinoet i Vejle afviste, at en mand, der passede til Svend Kragelunds beskrivelse, skulle have vundet 25.000 kroner fredag aften, fortalte Jan Toft sin chef, da han vendte tilbage til Gården. Der var slet ikke udbetalt så store beløb fredag aften, og hvis nogen havde vundet 25.000 i flere omgange, ville man have lagt mærke til det. Havde inspektøren sagt.

Det andet Vejle-spor, spillebulen, så også koldt ud, mente Toft. Kriminalinspektør Hans Andersen fra Vejle havde omsider givet lyd fra sig. De havde ingen spillebuler af det format i byen, havde han sagt med overbevisning i stemmen. Henning Juul havde hellere hørt det fra en af folkene »på gaden«, men hvis kriminalinspektøren selv sagde det, så måtte han vel tro på det.

Juul og Toft blev afbrudt, da Niels Berg gjorde sin entre som de fleste andre - det vil sige uden at banke på.

Jan Toft sad i gæstestolen, så Berg måtte aflægge rapport stående.

- Måske er ham fremskridtsmanden ikke så tosset endda, sagde han uden nogen form for indledning. Jeg ringede til folketinget. Han var godt sur. Men hans forklaring på det dér med 1. og 2. klasse er, at han ikke vil belaste partiets økonomi med de godt 600 kroner, en returbillet på første klasse til sekretæren koster. Det ville ikke passe til partiets linie at smide penge ud på den måde, sagde han.

Henning Juul sad et øjeblik med halvlukkede øjne.
- Lod du ham løbe med den?

- Ja, hvorfor ikke. Det lyder sgu da meget rimeligt.

- Tænk dig lige om, mand. En returbillet på 1. klasse fra København og hertil koster 600 kroner. Var det det, du sagde?

- Jae....

- Hva' koster så to 2.-klassesbilletter?

- Aner det ikke....

- Nej, men det gør jeg. En billet til 1. klasse koster nemlig en halv gang mere end én til 2. Det betyder, at en 2. klassesbillet koster cirka 400 kroner. Prøv så med lidt hovedregning. Din fremskridtsmand har betalt for to 2. klassesbilletter - altså omkring 800 kroner - i stedet for én 1. klassesbillet til 600. Mon ikke du ret hurtigt skulle prøve at ringe til Folketinget igen?

På vej ud var Niels Berg lige ved at løbe ind i Peter Nielsen.

- Hva' så han så sur ud over?, spurgte Peter Nielsen overrasket.

- Åhr, vi havde en lille øvelse i matematik. Som gav det resultat, at Morten Åstrup lyver, sagde Henning Juul.

- Matematik....?

- Glem det! Fandt du noget?

- Nul og nix. Dem på skattekontoret var meget hjælpsomme. Kragelund tjener en lille halv million om året...eller tjente, skulle jeg sige. 435.000 for at være mere nøjagtig. Og han betaler faktisk skat af de fleste af dem, også uden de helt store fradrag. Ingen skibsanparter, ingen tomme ApS'er, ikke noget, der tyder på fup og fiduser. Formuen er til at overse.

- Og banken?

- Ingen store ud- eller indbetalinger. Regningerne bliver betalt på en budgetkonto, som banken holder ved lige for ham. Han har to opsparingskonti og en kapitalpension, men ingen af dem har han kunnet røre her og nu. Banken betaler også regningerne fra begge hans kreditkort. Han bruger dem ikke ret meget. Intet usædvanligt....intet! Manden er økonomisk set et dydsmønster, men han lader andre ordne det hele for sig.

Juul rynkede brynene og genkaldte sig fru Kragelunds be¬mærkning om, hvorfor huset skulle have en computer.

Peter Nielsen fik den sædvanlige besked: skriv et notat om det.

Henning Juul rakte ud efter sin kaffekop, men ombestemte sig. Måske skulle man hellere få lidt fast føde i maven.

»Togmordet« var allerede væk fra frokostavisernes sider igen, konstaterede Henning Juul nede i kantinen med en blanding af tilfredshed og irritation. Tilfredshed, fordi han så slap for at besvare ubehagelige spørgsmål fra den kant, og irritation over, at pressen var så overfladisk og hæsblæsende i sin jagt efter nye sensationer. For bare få år siden ville et drab have været en vigtig begivenhed - i dag kunne det kun bruges til at sælge aviser en enkelt dag.

Dagens ret var dansk bøf med sovs og hvide kartofler, og det var uden den store nydelse, Juul satte sin portion til livs. Sovsen smagte af ingenting og kartoflerne af endnu mindre, men Juul trøstede sig med, at der garanteret ikke var nogen krydderier i, som kunne genere hans mave.

Da han kom tilbage fra kantinen, lå der en besked om at ringe til Tirsdagsposten på hans bord. En Britta Hansen havde ringet. Sekretæren, som havde taget imod beskeden, havde været så venlig at skrive avisens telefonnummer ned også.

Britta Hansen fortalte, at hun var den lyshårede pige, som havde spurgt til Kragelunds bibeskæftigelse, da Juul og Toft havde været på besøg på Tirsdagsposten.

Hun kunne ikke lide at sige det, mens de andre hørte på det, sagde hun, men hun ville altså lige fortælle, at Kragelund var en rigtig mandschauvinist. Han gramsede på de kvindelige medarbejdere, når der ikke var andre, der så det, og han sagde en masse sjofle ting. Hun havde tænkt på, om hun kunne få ham dømt for sex-chikane, sagde hun, men hun havde ikke råd til at miste jobbet. Sådan havde de andre piger det også, mente hun.

Da Juul havde snakket om en forretning ved siden af redaktørjobbet, var hun kommet til at tænke på, at han lige var typen, der kunne finde på at køre rundt og sælge porno eller sådan noget.

Juul takkede for oplysningen og sukkede stille, da han lagde røret på. Sex-chikane. Han kunne se et fotokopieret skilt for sig - det hang vist på et kontor et eller andet sted på Gården. »For folk over 40 bør sex-chikane være et medarbejdergode«, kunne han huske, der stod på skiltet, og selv havde han lidt svært ved at tage al snakken om netop dét emne særlig alvorlig.

Mandag den 29. oktober, kl. 15.05

Hans Grønlund var den sidste. Så var de der - de fem, som var udset til at finde ud af, hvem der havde begået »Togmordet«.

Det lyste ud af Grønlunds ansigt, at han havde noget vigtigt at sige.

Henning Juul holdt ham på pinebænken lidt og lagde selv for.

- Jeg besøgte enken i dag. Hun er brudt helt sammen - ikke mindst fordi hun havde haft besøg af ham journalisten fra avisen, Back. Han havde utilsløret sagt til hende, at Kragelund var åger-karl...Det er der bare overhovedet ikke noget, der tyder på.

Juul fortalte kollegerne om sin gennemgang af Kragelunds ringbind, om Peter Nielsens resultater i pengeverdenen og om Britta Hansens oplysninger.

- Jeg tror simpelthen ikke på snakken om åger, sagde Juul. Der er snarere nogen, der prøver at vildlede både os og avisen.

- Men hvem skulle det være - én af dem fra toget, som prøver at tilsløre det rigtige motiv, tror du?, spurgte Toft.

Henning Juul fik ikke lov til at svare. Hans Grønlund var hurtigere.

- Det er ham perkeren og hans perker-venner!

De fire andre så overrasket på ham.

- Hvorfor tror du det? Jan Tofts overraskelse gjaldt tydeligvis ikke Grønlunds ordvalg, men indholdet i hans påstand, noterede Juul sig. Juul skulle da også have været både blind og døv i årevis, hvis ikke han vidste, at der mange steder i politiet var en udtrykt modvilje mod mørklødede fremmede. Men det overraskede ham rent faktisk, at modviljen havde bredt sig til hans egne folk, som han af en eller anden grund anså for at være hævet over den slags.

- Hans, jeg skal ikke blande mig i, hvad du mener privat, men skal vi ikke holde os til et nogenlunde neutralt ordvalg, når vi er på arbejde? Og lad mig så høre, hvorfor du mener, at det er netop dem, der står bag....

Hans Grønlund kommenterede ikke Juuls opfordring.

- Kragelund skrev om dem i Tirsdagsposten....at der var for mange af dem i Gellerup, og at loven skulle laves om, så kommunen kunne bestemme, hvor de skulle bo. Han skrev også, at Danmark ikke havde råd til alle de indvandrere.

Det sidste argument var velkendt og kom sjovt nok mest fra de velbjergede i samfundet, syntes Juul. Han så for sit indre blik Kragelunds gulstensvilla med de tunge stilmøbler placeret i et af de lande, hvor der vitterligt var mange flygtninge og ikke blot nogle få tusinde som i Danmark - Thailand, Pakistan, Sudan.

- Tror du, de artikler er nok til at få nogen til at slå ihjel?

- Sådan er de...se hvordan det foregår dér, hvor de kommer fra. De myrder sgu da hinanden for at godt ord...

Dét argument var også kendt. Og Henning Juul havde lidt svært ved at tilbagevise det, selv om han gerne ville. For det gjorde de jo....

Han havde det også lidt svært, når folkene i ordenspolitiet påstod, at asylsøgere stort set allesammen stjal som ravne, for selvfølgelig gjorde de ikke det, men når nu kollegerne i Ribe på tre timer kunne finde tyvekoster for 250.000 kroner på et asylcenter ... hvad skulle man sige?

- Tog du kopier af de artikler?, spurgte han i stedet for at argumentere.

- Nej, det kunne jeg ikke - de var på mikrofilm.

Inden Juul kunne nå at forklare, at man rent faktisk godt kan få fotokopier af mikrofilm, bankede det på døren.

Det kan ikke være én, der arbejder her på Gården, tænkte Juul uvenligt...

- Kom ind!

Redaktionssekretær Per Sørensen fra Tirsdagsposten stak hovedet ind.

- Undskyld, jeg vidste ikke, her var møde...., sagde han forsigtigt. Jeg ville bare aflevere de artikler, De bad om. Det var ingen sag at hente dem i vores elektroniske tekstarkiv. Her er artiklerne om Gellerup og også Kragelunds ledere.

Per Sørensen trådte ind mellem de tilstedeværende og rakte Henning Juul en stak EDB-lister.

- Og omme bag i ligger den oversigt over medarbejderne, som du også bad mig lave....

Henning Juul kastede et hurtigt blik på både artiklerne og medarbejderlisten. Der var ingen af navnene på den, der gik igen på hans egen liste over passagererne i toget.

- Det var meget flot. Tak skal De have, hr. Sørensen...

Da redaktionssekretæren var gået, smed Juul udskrifterne over til Hans Grønlund. Medarbejderlisten lagde han ind under sit grønne skriveunderlag.

- Check lige, om det her er de samme artikler, som du fandt, eller om der mangler nogle.

Der var tavshed, mens Hans Grønlund kiggede papirerne igennem.

- De er her vist alle sammen, sagde han efter sin gennemgang, og prøv så lige og hør her: »Spørgsmålet er«, læste han, »hvor længe vi danskerne kan blive ved med at finde os i, at flertallet i vores børns skoleklasser ikke kan dansk, at vi skal købe ind i forretninger, hvor indehaveren ikke kan vores sprog, og at en bydels kirke står tom, mens kravet om en moské på dens plads vokser. Hvor længe kan det blive ved med at gå, at vi rent faktisk er i mindretal i en del af vores eget land? Ikke en dag længere. Indvandrerproblemet må løses nu.«

- Kan I se?, sagde Hans Grønlund triumferende, og ham der Mustafa'en var den eneste i det tog, som ikke havde noget at lave der.

Henning Juul var langt fra overbevist, men der var nok ingen vej udenom.

- OK, du og Peter tager ud til Gellerup og kigger efter ham - ta' ham med herind, hvis I finder ham, så vil jeg snakke med ham. Men gør det ordentligt!

Hans Grønlund var ikke sen til at rejse sig. Han havde et sejrssikkert smil om læberne. Peter Nielsen fulgte efter ham ud ad døren.

- Niels, fik du fat i Åstrup igen?, spurgte Henning Juul, da de to andre var ude.

- Nej, han var taget fra Folketinget, da jeg ringede igen, og på hans partikontor vidste de ikke, hvor han var....

Henning Juuls telefon ringede, og han signalerede til Berg og Jan Toft, at der ikke var mere, de skulle snakke om lige nu.

I røret var Michael Back fra avisen. Han ville vide, hvordan opklaringen skred frem. Henning Juul svarede svævende på journalistens spørgsmål. Ingen tiltalte eller sigtede, nej. Heller ikke nogen særligt mistænkte. Jo, der var enkelte af passagererne fra toget, som man havde talt med eller ville tale en ekstra gang, men det betød ikke, at de var under særlig mistanke.

- Hvad med motivet?, ville Back vide.

- Ja, hvad med det? Henning Juul undlod at afsløre, at han vidste, at Back havde besøgt enken. Han fortalte heller ikke, at han var klar over, at Back kendte åger-teorien, og han nævnte heller ikke, at politiet havde fået tip om det samme. Tværtimod afviste han at tale om motivet overhovedet.

Det eneste konkrete, Michael Back fik at vide, var at eftersøgningen efter pistolen ikke havde givet noget resultat.

Han kom ikke meget klogere ud af den samtale, tænkte Henning Juul og be-nyttede lejligheden til at være helt godt tilfreds med sin egen måde at tackle pressen på. Bevar's, der havde været et par kiksere, fjernsynet for eksempel, men i det store og hele var det gået stille af, og nu var der faktisk kun Michael Backs avis, der interesserede sig for sagen.