Mandag, den 29. oktober, kl. 19.00

Mostapha Tierfan lignede det, han var. Iraner. Nå, ja tænkte Henning Juul, man kan måske ikke lige se, om han er iraner eller iraker, men i hvert fald derovre fra et eller andet sted. Til gengæld havde Peter Nielsen haft ret i, at Mostapha talte forbløffende godt dansk.

- Hr. Tierfan, De har ret til at få en tolk med til den her afhøring. Vil De ha' det? Hvis De vil, kommer De nok til at vente lidt, men De må altså gerne få det.

- Jeg behøver ingen tolk, sagde Mostapha Tierfan, og Henning Juul fornemmede en vis stolthed i hans stemme. Men jeg vil gerne vide, hvorfor er jeg her? Han havde sort hår og dyb-sorte øjne, og han havde en rødternet skjorte og et par brune bukser på.

- Hr. Tierfan, som De ved, blev der myrdet en mand i det tog, som De var med fredag aften, og vi vil gerne høre alt, hvad De kan fortælle os om turen. Henning Juul gjorde sig umage for at tænke og tale nøjagtig, ligesom han ville have gjort, hvis det var en dansker, der havde siddet overfor ham.

- Jeg har allerede fortalt det alt til ham dér. To gange. Mostapha Tierfan pegede over på Peter Nielsen. Han stod sammen med Hans Grønlund ved vinduet i det spartansk udstyrede afhøringslok¬le - et skrivebord magen til dét i Juuls kontor, en enkelt skrivebordsstol og standardgæstestolen med høj ryg, armlæn og grønt betræk. I det ene hjørne en håndvask og i det andet en egetræsreol med låger for den øverste halvdel.

Vi er tre mod én, tænkte Juul. Måske lige i overkanten.

- Hans, kan du ikke hente os noget kaffe, sagde han. Hans Grønlund skar en grimasse, idet han gik.

Henning Juul begyndte som regel sine afhøringer med at spørge om noget helt andet end det, det drejede sig om. Engang havde han vel haft den teori, at det fik folk til at slappe af - nu var det mere en vane.

- Hvor har De lært at tale så godt dansk, hr. Tierfan, spurgte han.

- Jeg har gået på skole i et år, og jeg følger med i danske aviser og fjernsyn. Jeg vil gerne være god dansker.

Mostapha Tierfans historie var umiddelbart den samme, som han havde fortalt fredag nat, gentaget lørdag morgen, og som Peter Nielsen havde skrevet i sin rapport.

Han havde kedet sig fredag aften og havde besluttet sig til at tage et tilfældigt tog. Han vidste ikke, hvor han ville stige af, sagde han, men på vejen havde han kigget i en køreplan og set, at Fredericia var sidste chance, hvis han skulle hjem igen den samme aften - og det skulle han, for han havde ikke råd til at overnatte nogen steder, og han havde ikke lyst til at sove på en bænk.

- Hvor i toget satte De Dem på vejen hjem?, spurgte Juul.

- Jeg sad i den forreste kupé i den nummer to vogn. Noget af vejen.

- Noget af vejen? Hvorfor kun noget af vejen?

- Jeg kan godt lide at stå at kigge ud af vinduet i den bageste vogn - det gjorde jeg på det meste af turen.

Hans Grønlund kom tilbage med en termokande i hånden.

- De havde ikke flere krus - måske står der nogle i skabet, sagde han og åbnede lågerne i reolen.

Et afhøringslokale på en dansk politistation er ligeså velforsynet som en mindre lægekonsultation, når det for eksempel gælder remedier til at tage blodprøver med - der er også skåle, så de anholdte kan brække sig på en nogenlunde civiliseret måde - der er plastik-handsker, som politifolkene kan iføre sig, når de skal røre ved nogen, som de mistænker for at være smittet med HIV eller leverbetændelse - der er et udvalg af tænger til at undersøge diverse kropsåbninger hos begge køn for skjulte stoffer - og der er kanyler til beroligende indsprøjtninger.

Og så står der som regel en større samling pap-krus til politifolkenes evindelige kaffedrikning.

Hans Grønlund hev fire krus ud af skabet og balancerede med dem og kaffekan¬den. Skabet lukkede han ikke.

- Hvem skal ha', sagde Grønlund og undgik behændigt at se på Mostapha.

Henning Juul rakte ud efter et krus til sig selv.

- Hr. Tierfan, drikker De kaffe?

Mostapha Tierfan rystede på hovedet. Henning Juul lagde mærke til, at iraneren pludselig havde svedperler på panden.

- De sagde, de stod i bageste vogn meget af tiden, sagde Juul, mens han skænkede kaffe til sig selv. Juuls ord fik Hans Grønlund til at vende sig om mod Tierfan med et ryk.

- Kan De sige noget om, på hvilken del af turen, det var?, spurgte Juul.

- Øh....det var...jeg tror...jo, jeg stod der det meste af vejen fra Fredericia og hertil.

Henning Juul rynkede panden og kiggede i Peter Nielsens rapport fra den første afhøring. Men nu var det Hans Grønlund, der førte ordet.

- Næsten hele vejen? Det mener jeg ikke, at du har sagt noget om før, Mostapha.

Mostapha Tierfan så sig forvirret om uden at kigge på nogen af de tre andre.

- Øh...jo...det, nej...måske ikke. Men jeg er sikker på det nu.

- Hvordan kan du....Hans Grønlund lød vred nu, men Henning Juul afbrød ham.

- Hr. Tierfan, det lyder måske lidt mærkeligt, at De siger det nu og ikke, da De snakkede med hr. Nielsen dér første gang....?

- Han sagde ikke....han spurgte kun om min plads....jeg vidste ikke....

Henning Juul skiftede emne.

- Hr. Tierfan, kendte De ham, der blev skudt i toget, Svend Kragelund.

- Nej.

- Svend Kragelund var redaktør på Tirsdagsposten, som De vist også får dér, hvor De bor, sagde Juul prøvende, og han skrev også noget om lige dét område....

- Jeg kender ikke ham, og jeg kender ikke...hva' hed den?... Tirsdagsposten. Mostapha Tierfan svedte kraftigt nu, men han prøvede at gøre sin stemme fast.

- De sagde lige før, at De læser danske aviser og ser dansk fjernsyn - hvordan kan det så være, at De ikke kender Tirsdagsposten, som De får ind ad brevsprækken hver uge?

- Måske har jeg set den, måske har jeg ikke...jeg ved ikke....

- Hr. Tierfan, vi ved, at Svend Kragelund skrev i Tirsdagsposten, at der var for mange indvandrere i Gellerup. Det kan De da ikke have undgået at lægge mærke til, kan De?

- Jeg ved ikke. Måske har jeg, måske har jeg ikke...

Inderst inde var Henning Juul ked af det, han syntes, han fik ud af samtalen, men selvfølgelig skulle det undersøges nøjere. Åstrup og Hans Grønlund kunne jo have ret.

Henning Juul sad lidt uden at sige noget. Så tog han Hans Grønlund med ud på gangen og instruerede ham, mens Peter Nielsen og Mostapha Tierfan blev inde i afhøringslokalet.

Tre minutter senere stak Juul hovedet ind igen.

- Hr. Tierfan, sagde han, vi vil gerne have lov til at kigge os om i Deres lejlighed. De vil gøre os en tjeneste, hvis De selv tager med.

Mostapha Tierfan rejste sig med et sæt. Der var vrede i hans stemme.

- I har ingen ret til at undersøge mit hus. Danmark er et ordentligt land, her må politiet ikke bare gøre, hvad der passer dem....

Ransagningen af Mostapha Tierfans lejlighed var hurtigt overstået for Peter Nielsen og Grønlund - også selv om Tierfan selv nægtede at hjælpe. Hverken stuen, der også fungerede som soveværelse, eller køkkenet indeholdt ret meget ud over det mest nødvendige. Langs den ene væg i stuen stod en gammel sofa, som lignede én, der var købt på et loppemarked, mente Grønlund, og det lave bord foran den så ikke stort bedre ud. Det var dog pyntet med en lille, rund hæklet dug og et hvidt stearinlys i en underkop. Der var ingen tæpper på gulvene og intet på væggene.

I et hjørne af stuen stod et lille vakkelvornt bord med en gammel Erica-rejseskrivemaskine på. Oven på skrivemaskinen lå et plastik-charteque med nogle avisudklip.

Et afsnit i den øverste artikel var streget ind med rødt. »Spørgsmålet er, hvor længe vi danskerne kan blive ved med at finde os i......«

Da de kom tilbage en time senere, placerede Peter Berg sig igen sammen med iraneren i afhøringslokalet, mens Hans Grønlund med slet skjult tilfredshed fortalte Juul, hvordan »mistænkte«, som han konsekvent kaldte ham, havde forsøgt at bortlede de to politifolks opmærksomhed fra udklippene.

Henning Juul tænkte sig om. Det var et uhyre spinkelt grundlag at anholde iraneren på: sved på panden, et par selvmodsigelser under en afhøring og så nogle udklip om afdøde. Men på den anden side, teknisk afdeling skulle have tid til at splitte hans lejlighed ad for at lede efter pistolen, og manden var flygtning. Det var almindelig kendt, at de gerne blev både anholdt og fængslet for langt mindre.

Iraneren havde ikke længere små perler på panden. Han var drivende våd af sved. Over hele kroppen.

- Mostapha Tierfan, klokken er 21.34, jeg er nødt til at anholde Dem.....

Juul opgav at få mere ud af iraneren den aften. Da han en halv times tid senere gik gennem ekspeditionen på vej hjemad, fik han stukket en seddel i hånden.

En Bent Kragelund havde ringet, stod der. Han kunne træffes på sin mors adresse og telefonnummer.