Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Valencia-Palermo (Spanien-Frankrig-Italien) 2017 (Jernbanen i dag)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 7/7 2017, 20:54 (2456 dage siden)
redigeret af Thomas Boberg Nielsen, 7/7 2017, 21:30

For ca. 20 år siden, da jeg stadig arbejdede i DSB, deltog jeg i (endnu) et dødsygt møde. Mødet foregik i et mødelokale på Aarhus H station. Min deltagelse var - som sådan - ikke påkrævet. Men (også?) dengang havde man i DSB den filosofi, at det var bedre at indkalde/indbyde én deltager for meget end én deltager for lidt.

Så mens jeg sad der og kedede mig (endnu engang), kiggede jeg lidt rundt i mødelokalet (dengang kunne man ikke sidde og glo på en smartphone, for de var endnu ikke opfundet). På væggen lige over for mig hang et af de obligatoriske kort over Europas jernbaner.

Mens jeg sad og lyttede til diverse "budgetansvarliges" "forsvarstaler" for, hvorfor netop deres budget ikke kunne effektiviseres, kunne jeg af jernbanekortet udlede, at man kunne køre "Middelhavet rundt" ad jernbane Valencia-Barcelona-Arles-Nice-Pisa-Sorrento-Palermo, hvis man ville.

Jeg besluttede mig dengang for, at hvis jeg nogensinde fik tid, råd og mulighed derfor, ville jeg køre "Middelhavet rundt" med tog, og sidde der i toget, kigge ud over Middelhavet og filosofere over tilværelsen.

Den mulighed byder sig denne sommer. Turen er planlagt med ophold i hver af de nævnte byer i ca. to døgn.

I nærværende tråd vil jeg derfor fra og med torsdag i næste uge og et par uger frem "underholde" jer med nogle få billeder af de tog, som jeg kommer til at køre med. Om alt går vel.

Klik på billedet for højere opløsning.

PS: I øvrigt en "umulig" rejse at planlægge. Men tak til Ulrich Albrechtsen og www.togrejse.dk - de ved, hvad de taler om - også meget mere end DSB, som i dag ikke ved noget som helst. www.togrejse.dk anbefales på det varmeste.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen
På vej med en bog i 2019 om 150 år for Støvring station - og strækningen Randers-Aalborg

[image]Klik på billedet for højere opløsning.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Indsend billederSvenska-lok

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak