Tirsdag, den 30. oktober, kl. 7.30

»Politiet kørt fast i Togmordet«. Artiklen under overskriften var ikke til at tage fejl af - politiet bestod af en flok tåber, som ikke kunne finde ud af det mest elementære, selv om de stod med alle kort på hånden.

Journalisten, som havde skrevet artiklen, mente tydeligvis, at ti mennesker, som mere eller mindre tilfældigt havde befundet sig i et tog på det forkerte tidspunkt, var »alle kort«. Henning Juul sukkede. I hans verden hørte ting som et våben og et motiv også med, før man kunne tage det sidste stik hjem.

Han kiggede under artiklen. »miba« stod der - det var ikke svært at regne ud, hvem der gemte sig under det pseudonym. Henning Juul syntes, han engang havde fået fortalt, at journalisternes meninger ikke burde komme frem i artiklerne, men sådan var det åbenbart ikke mere....

Henning Juul lagde avisen fra sig med noget, der kunne være et lille smil, da Jan Toft kom ind på kontoret.

- Sikke en gang lort, hva'?, udbrød Toft, da han så, at Henning Juul også havde læst avisen. Juul slog ud med armen.

- Ja, og så ved han jo ikke engang, hvad han taler om....

- Hva' mener du med det? Er der sket noget?

Juul nikkede og fortalte Toft om aftenens begivenheder. Inden Juul var gået hjem, havde han aftalt med teknisk afdeling, at han kunne få et par folk ud til Tierfans lejlighed klokken 8.

- Hvad tror du, vi finder?, spurgte Jan Toft på vej til Gellerup.

Juul trak på skuldrene. Det kunne jo for eksempel være ganske rart at få opklaret, om nogle af fingeraftrykkene på døren til Kragelunds kupé gik igen i iranerens lejlighed. En pistol eller sådan noget ville heller ikke være af vejen.

To mand fra teknisk afdeling ventede udenfor døren, da Juul og Toft ankom. Juul låste dem ind med en nøgle, de havde taget fra Mostapha Tierfan, da han var blevet anbragt i arresten om aftenen.

Grønlunds beskrivelse af lejligheden passede udmærket. Dens beboer var enten én, der ikke delte den autoriserede danske fortolkning af ordet »hygge« eller én, som ikke havde råd til at købe ret meget. Juul gættede på, at begge dele var sandt. Han gik hen til vinduet i stuen og lod blikket vandre over omgivelserne, mens de andre gik i gang med at undersøge rummene.

Det var faktisk ikke helt ved siden af at kalde Gellerup for en ghetto. Flertallet af beboerne var af udenlandsk afstamning, og der gik et hav af historier i byen om, hvordan de holdt geder på altanerne og slagtede dem inde i køkkenet, så blodet drev ned ad væggene til underboen. Juul kunne godt forstå, at mennesker, som selv kunne bestemme, ikke brød sig om at flytte ind her. De grå beton-blokke havde aldrig egnet sig til mennesker, syntes han, og sådan en grå efterårsdag var det da helt slemt at se på.

Han mindedes den aften, han havde forfulgt en voldsmand ind i én af p-kældrene herude - Juul var normalt ikke sådan at forskrække, men den nøgne beton, ekkoet af hans egne skridt og bevidstheden om, at politi ikke var særlig velset på de kanter, havde gjort ham mere nervøs, end godt var. Så nervøs, at han var blevet slået ned bagfra af fyren, han var efter.

Siden havde det altid gyst lidt i ham, når han gik ind i én af opgangene fra p-kælderen, som man besynderligt nok skulle igennem for overhovedet at komme ind - et problem, som dog var løst nu, bemærkede han. Der var blevet bygget en slags trappetårne op til svalegangen i første sals højde, så man kunne undgå kældrene. Der var nok andre end ham, der ikke brød sig om dem.

- Se her!, råbte pludselig én af kollegerne fra teknisk afdeling. De andre gik ud i køkkenet til ham. Han havde åbnet en skuffe i køkkenbordet. Ovenpå en stak papirer, som lignede manuskripter på arabisk, lå den berømte og berygtede bog »De Sataniske Vers«, der havde skaffet sin forfatter en religiøs dødsdom på halsen.

Ved siden af bogen lå et brugt projektil.

Bogen, projektilet, manuskripterne og en hel masse fingeraftryk var, hvad de fire politifolk fik med sig hjem. Og så en stak Polaroid-fotos af lejligheden og skuffen med indhold.

De to fra teknisk afdeling var enige om, at det ville være en smal sag at finde ud af, om projektilet i skuffen var affyret fra den samme pistol som den, der havde dræbt Svend Kragelund - det ville blot forsinke deres rapport et døgns tid.

Juul mindede dem om, at han havde en anholdt, som skulle i grundlovsforhør inden dagen var omme, så hvis de måske lige.... Det skulle de nok.

Tirsdag, den 30. oktober, kl. 10.30

Dommeren havde mere end antydet, at han helst så grundlovsfor¬høret holdt indenfor normal arbejdstid, så selv om det strengt taget kunne strækkes til ved halv ti tiden om aftenen, var det aftalt til klokken 16.

Juul havde bedt Jan Toft få fat i en tolk, som kunne oversætte manuskripterne fra Tierfans køkkenskuffe. Selv ville han tage sig en grundig snak med iraneren, sagde han. Han gav besked om, at han ikke ville forstyrres.

Han ringede til arresten og bad om at få Tierfan op. Så snart han havde lagt røret, kom han i tanker om Bent Kragelunds opringning dagen før. Han fandt Kragelunds telefonnummer.

Det var fru Kragelund, der tog telefonen. Juul spurgte, om sønnen var at træffe.

- Bent Kragelund! Han lød meget forretningsmæssig.

- Tak fordi De ringede til mig, begyndte Juul. Jeg tror ikke, det bliver nødvendigt, at vi taler noget videre om Deres fars død, men for en ordens skyld kunne vi måske mødes...?

Der blev en pause i den anden ende.

- Jae, hvad havde De tænkt Dem?

Juul sukkede. Dagen i dag ville blive lang, kunne han forudse.

- Hvad med i morgen formiddag?, spurgte han.

- Jeg skal med færgen hjem fra Ebeltoft klokken tolv ... måske kunne vi sige klokken 10, hvis det kan nås på en halv times tid?

De blev enige om, at Bent Kragelund mødte op på Politigården på vej til færgen.

To arrestbetjente fulgte Mostapha Tierfan ind på Juuls kontor. Han lod dem forstå, at han kunne klare det alene og bad dem vente udenfor.

Iraneren stod tavs med bøjet hoved midt på gulvet.

- Sid ned, sagde Juul. Tierfan satte sig uden et ord.

De næste ti minutter mælede han intet. Uanset, hvad Juul spurgte om, forblev han tavs.

Først, da Juul viste ham et billede af projektilet, reagerede han. Rakte ud efter billedet, men fortrød midt i bevægelsen og begyndte så ellers blot at græde.

Han græd stadig, da han viljeløst fulgte de to arrestbetjente ud af kontoret og tilbage til sin celle.

Juul greb telefonen og ringede til Tofts kontor.
- Møde her. Nu. Sig det til de andre.

Toft, Grønlund, Berg og Peter Nielsen indfandt sig på Juuls kontor fem minutter senere.

- Okay, sagde Juul, vi er måske nået et stykke videre i aftes og her til formiddag, men lad mig først høre, hvad I har.

Han vendte sig mod Niels Berg, som havde stillet sig henne ved døren.

- Lad mig lige først høre, Niels, fik du fat i Åstrup?

- Ja, jeg traf ham hjemme i går eftermiddags. Det var rigtigt nok, at der er noget med ham og sekretæren - til gengæld tror jeg, han taler sandt nu. Jeg spurgte mig nemlig også for på Hotel Royal - det viser sig, at der kun var bestilt ét værelse til de to fredag og lørdag nat....

Niels Berg fortalte, at Åstrup havde indrømmet, at han ikke ville køre på 1. klasse og bruge sit frikort, fordi han helst ikke ville ses i selskab med Linda Andersen - sekretæren. Der havde været nogle rygter om dem på partikontoret, og Åstrup ville nødig møde nogle andre politikere, der kørte på 1. klasse. Af samme grund tog de ikke det gennemgående Intercity-tog fra København

-Åstrup sagde, at det fredag aften altid er fyldt med jyske folketingsmedlemmer, som skal hjem på week-end.

- Men det var så også sidste gang, han kørte på 2. klasse, tilføjede Niels Berg.

- Hvoffor det?, spurgte Toft.

- Den gode hr. Åstrup er åbenbart lidt mere racist, end hans parti ellers normalt vil vedkende sig, og han brokkede sig skrækkeligt over, at den der iraner ... hvad hed han ... Mustafa ... havde stået nede i enden af hans vogn hele tiden. Det generede ham, når han skulle på toilettet, sagde han.

- Hva' siger du!? Henning Juul rejste sig halvt op i stolen.

- Rolig, rolig, grinede Niels Berg og holdt hænderne op foran sig i en symbolsk bokserparade. Jeg hørte godt, hvad du sagde til Hans i går - og i øvrigt var det ikke min egen mening, jeg refererede bare Åstrup....

Henning Juuls næste ord var langsomme og overdrevent tydelige.

- Sagde du lige, at Morten Åstrup allerede i går eftermiddags til dig brokkede sig over, at Mostapha Tierfan havde stået bagest i den sidste vogn på hele turen? Fra Fredericia og hertil?

Niels Berg nikkede og så sig desorienteret om, mens Henning Juul slog en høj, uægte latter op, og Hans Grønlund kastede hovedet bagover og lagde begge hænder over øjnene i forstilt udmattelse. Peter Nielsen mumlede sagte, men med eftertryk »Kors i røven«.

»Shit!«, kom det fra Jan Toft.

Berg stod med halvåben mund og kiggede fra den ene til den anden, som om han mente, at de var blevet grebet af kollektivt vanvid.

- Hva' fanden foregår her?, spurgte han.

Henning Juul sendte sine fire underordnede ned i kantinen med besked om, at de skulle sætte hinanden ind i sagerne.

Hvis ikke det også var lidt tragisk, så var det faktisk hylende morsomt, at en dum racist i sin iver for at svine en flygtning til giver ham et fremragende alibi....

Tænkte han, mens han stirrede tomt frem for sig og rakte ud efter en kaffekop, der ikke var der.

Han besluttede sig for trods alt at vente på oversættelsen af manuskripterne og på rapporten fra teknisk afdeling, før han bestemte sig til, om han skulle beordre iraneren løsladt.

Han greb ned i rapportbunken for at genlæse Tierfans forklaringer, inden han selv skrev en rapport om sin mislykkede afhøring.