Tirsdag, den 30. oktober, kl. 12.15

Juul sad ved skrivemaskinen med ryggen til døren og var ved at beskrive iranerens sammenbrud ved synet af billedet med projektilet, da døren til hans kontor blev revet op.

Juul nåede at bande Jan Toft og alle andre langt væk for deres måde at åbne en dør på, inden han vendte sig om og registrerede, at det var en fremmed, der stod i døren.

En sydlandsk udseende herre, ulasteligt klædt i gråt jakkesæt med vest, urkæde og blankpolerede, sorte sko. I skærende kontrast til den afmålte kølighed, hans påklædning udstrålede, stod imidlertid udtrykket i hans ansigt, nåede Juul lige at konstatere, inden manden begyndte at tale.

- Jeg kan forstå, at De har anholdt hr. Mostapha Tierfan i aftes. Er det korrekt?

Hvem faen er han?, tænkte Juul.
- Øh, ja - det er da muligt. Jeg fik ikke lige fat i, hvem De sagde, De var....?

- Mit navn er Fouad Lebon. Jeg er advokat for Flygtningehjælpen her i byen - og selvfølgelig ved jeg, at det er rigtigt. Jeg kommer lige fra arresten, hvor jeg har talt med ham.

- Hvad kan jeg gøre for Dem, hr. Lebon? Juul var som sædvanlig høflig uden at overdrive. Han havde godt hørt, at Flygtningehjælpen med en næsten lidt for tyk symbolik havde hyret byens eneste udenlandske advokat.

- De kan fortælle mig, hvad i alverden, De tror, meningen er. Høfligheden prellede tilsyneladende totalt af på den mørklødede mand, og det var tydeligt, at han ikke ønskede noget svar på sit spørgsmål. I hvert fald fortsatte han uden pause.

- Hr. Tierfan er ude af sig selv af angst - for det første har De anholdt ham uden skygge af grund, og for det andet har De skræmt ham fra vid og sans. Jeg forlanger, at han aldeles omgående bliver tilset af en læge, som kan vurdere den behandling, han har været ude for, og i øvrigt forlanger jeg, at han bliver løsladt med det samme. Nu! Ellers skal jeg gøre helvede hedt for Dem, Hr. Juul.

Nå, da da, tænkte Juul. Her har vi for en gangs skyld en advokat, der ikke pakker sine ord ind i diplomati. Ganske forfriskende.

- Hr. Lebon, hvis jeg må få et ord indført... For det første kan jeg fortælle Dem, at jeg netop var i færd med at overveje at beordre hr. Tierfan løsladt, da De afbrød mig. Og for det andet, så er jeg ikke enig i, at vi skulle have anholdt Deres klient uden grund. Der blev fundet nogle meget belastende effekter i hans lejlighed, og han modsagde sig selv temmelig meget under en afhøring, som jeg selv foretog....

Advokaten rystede opgivende på hovedet.
- I har ikke fattet en skid, hva'? De belastende effekter, De taler om, formoder jeg, var udklip om Svend Kragelund, nogle manuskripter og et projektil?

Lebon ventede ikke på svar.

- Hvis I havde gjort jer den ulejlighed at undersøge bare en smule om Mostapha Tierfan, så ville I have fundet ud af, at han er redaktør af det muslimske beboerblad i Gellerup, og at han som sådan selvfølgelig måtte følge med i indvandrerdebatten. I ville også have fundet ud af, at han faktisk ikke er særlig uenig i den holdning, Svend Kragelund kommer med. Mostapha Tierfan synes også, at det kan være et problem, når for mange indvandrere klumpes sammen i enkelte bydele.

Advokaten havde virkelig dampen oppe nu. Hans sydlandske temperament fornægter sig ikke, tænkte Juul. Flot, at han også kan tale dansk med den hastighed....

- Det er sgu da ikke kun danskerne, der har ulemper af det. Det er for helvede da også et problem for indvandrerne, at deres børn ikke lærer dansk, fordi der ikke er nok danske børn i deres klasser.

Han holdt pause et kort sekund for at trække vejret, og Henning Juul skulle lige til at sige, at det da lød meget fornuftigt, men han nåede aldrig så langt...

- Havde I spurgt nogle af hans venner eller os på Flygtningehjælpen, så ville I også have fundet ud af, at den kugle, I fandt i hans lejlighed, er én, som han med sine egne hænder har fisket ud af sin døende bror, efter at de iranske sikkerhedsstyrker havde mejet hele hans familie ned.

Nå, for satan, tænkte Juul.

- Men én ting er en nærmest kriminelt dårlig efterforskning, noget andet er den tortur, I har udsat manden for....

- Tortur!? Juul måbede. Nu gik han sgu for vidt.

- Ja, I har virkelig ikke fattet noget som helst, hva'? Tre velvoksne kriminalfolk om en afhøring af én mand, som kommer fra et land, hvor politiet - trods alt - er bare en anelse mere brutalt end her i landet...tre mand, som åbner et skab fyldt med lægeudstyr, mens den mand, som er blevet torteret af politiet i sit hjemland, sidder og ser på.

Advokaten lavede et meget virkningsfuld holdt i sin ordstrøm og fortsatte meget langsomt.

- Har De nogen idé om, hr. kriminalkommissær Henning Juul, hvad de redskaber, I har liggende i det skab, bruges til i Iran?

Fouad Lebon blev på kontoret, mens Henning Juul ringede til arresten og meddelte, at Mostapha Tierfan skulle løslades. Da han var gået, tog Henning Juul en dyb indånding.

At et par afrikanske turister blev gennembanket af fængselsbetjente i København, havde han aldrig rigtig følt, kom ham ved - at almindelige asylsøgere delte fængselsceller med garvede forbrydere, blot fordi de ikke kunne bevise, hvem de var, syntes han, han måtte tage til efterretning - og at landets skiftende justitsministre omgik rigets love og blandt en hel del andet lavede et privat indvandrerstop, det havde han ikke følt, at han kunne stille noget op overfor.....men nu...

Henning Juul rejste sig langsomt og gik ned i kantinen for at hente en kande kaffe.

Han fik tre oplysninger mere den dag. To fra teknisk afdeling og én fra tolken.

Teknisk afdeling meddelte som punkt et, at kuglen fra Mostapha Tierfans køkkenskuffe ikke kunne være affyret med samme våben, som blev brugt mod Svend Kragelund. Og, som punkt to, at den endelige rapport ville ligge på hans bord i løbet af onsdagen.

Tolken undrede sig over, hvorfor det var så vigtigt at få oversat nogle læserbreve om nye redskaber på legepladsen ud for Gudrunsvej 35 i Gellerup-parken.

Tirsdag, den 30. oktober, kl. 19.05

Telefonen gav lyd fra sig. Henning Juul havde lige sat sig ved det lille bord i køkkenet med to spejlæg, et stykke rugbrød og et glas letmælk. Lyden fra fjernsynet inde i stuen var skruet så højt op, at han kunne følge med i nyhederne ude fra køkkenet. Han rejste sig irriteret, traskede ind og skruede ned for TVet og løftede røret.

- Ja?

- Goddag, det er Michael Back fra avisen. Er det Henning Juul?

Henning Juul bekræftede afmålt.

- Jeg ringer for en gangs skyld ikke for at spørge om noget, men for at fortælle noget....som en god samfundsborger.

Henning Juul rynkede brynene.

- Og hvad kan det så være, hr. Back? Henning Juuls spørgsmål lød en anelse mere sarkastisk, end han egentlig brød sig om at være, men instinktivt nærede han en dyb modvilje mod at få noget fortalt af en journalist. Og når denne journalist så oven i købet kaldte sig selv en god samfundsborger efter den smøre, han have haft i dagens avis, så måtte der være noget galt.

Der blev da også en lille pause i den anden ende af linien.

- Noget, som måske vil overraske jer, nu da I har droppet ågerteorien.

- Åger-teorien?, spurgte Henning Juul med påtaget overraskelse i stemmen.

- Ja, jeg ved godt, at I har fået nogle tip om, at Svend Kragelund skulle være pengeudlåner ved siden af. Jeg har fået de samme....

- Og hvad får Dem så til at tro, at vi har forkastet den teori...hvis vi altså nogensinde har haft den...?

- Juul, skal vi ikke bare sige, at du har dine kilder, og jeg har mine. Vil du høre, hvad jeg har fundet?

- Jeg lytter.....

- Ser du, jeg var inde på Tirsdagspostens EDB-system i går - det er i realiteten det samme som vores på avisen - og jeg fandt noget ret interessant i Svend Kragelunds arkiv.

- Hvad fandt De så der?

- Jeg fandt en liste.....med nogle navne og nogle beløb.....tror jeg. Den er i en eller anden form for kode. Men hvis du eventuelt ville kigge herned på avisen, så kunne vi måske se på den sammen.

Henning Juul svarede ikke med det samme. Igen var modviljen der - modviljen mod at lade en journalist styre hans arbejde. Han bekæmpede den.

- Ja, hvad tid kan det passe Dem?

- I morgen tidlig, for eksempel.....Klokken halv ni? Og nu jeg har dig - er der noget nyt i sagen. Nogen anholdte?

Hvor meget ved han?, tænkte Juul.

- Nej, sagde han. Der er ikke sket noget....