[Forfatterens anmærkning: Nutidens læsere bedes huske, at teksten er skrevet i begyndelsen af 90'erne...]

Onsdag, den 31. oktober, kl. 8.30

Henning Juul og Jan Toft indfandt sig på avisen på det aftalte tidspunkt. Byens dagblad havde til huse lige i centrum i en stor gammel rødstensbygning. Fra facaden, som vendte ud mod byens store torv, så huset på en eller anden måde betydningsfuldt ud - bygget i en tid, da avisen var en politisk magtfaktor.

Den tid var for længst forbi - rollen som meningsdanner var overtaget af TV, og i dag var der ingen politiker med respekt for sig selv, der gad reagere på, hvad aviserne skrev. Kunne de derimod komme i fjernsynet, stillede sagen sig naturligvis ganske anderledes....

Michael Back havde kontor på første sal. Han havde stillet en ekstra kop frem ved siden af termokanden, men da han så, de var to, rejste han sig for at hente én mere.

Juul og Toft så sig om i kontoret. Der var to skriveborde. Det ene så meget tomt ud - til gengæld flød det andet nærmest over med papirer, chateques og bøger. To opslagstavler truede med at falde ned under tyngden af alskens billeder, diplomer, postkort og noget, der lignede officielle meddelelser fra chefen.

- Ja, det er egentlig et tomandskontor. Michael Back kom tilbage med en kop mere.

- Men jeg har det for mig selv lige for tiden. Økonomien er ikke til, at alle stillinger bliver genbesat, når de bliver ledige....men det kender I vist, ikke?

Henning Juul nikkede, men kommenterede i øvrigt ikke, hvad Back havde sagt. Det var en kendt sag, at politiet manglede mandskab, men det var ikke noget, man råbte højt om. Det skulle jo nødig komme til at se ud, som om man ikke kunne klare opgaverne, som om forbryderne havde frit spil.

- Hvad var det, De ville vise os, hr. Back?, sagde han forretningsmæssigt.

Michael Back satte sig ned og vendte sig om mod computeren. Han trykkede hjemmevant på tasterne, og efter få øjeblikke kom en eller anden form for liste frem på skærmen.

- Normalt fungerer det jo sådan, at når en medarbejder forlader huset, så bliver hans adgang til EDB-systemet omgående låst, og alt, hvad han har liggende i systemet, bliver slettet. Det er for at forhindre misbrug eller hævnaktioner fra folk, som ikke er ansat mere, forklarede Back. Han var udmærket klar over, at gennemsnitspolitimandens kendskab til EDB indskrænkede sig til nogle få søgemuligheder i Kriminal- og folkeregisteret og et par stykker mere.

- Svend Kragelunds arkiver er også blevet slettet, sådan som reglerne foreskriver, men det ser ud til, at Kragelund på egen hånd har oprettet et arkiv, som den EDB-ansvarlige her på bladet ikke har kendt til....

- Hvordan kan det så gå til, at De har fundet det?, spurgte Jan Toft.

- Lad os bare sige, at jeg interesserer mig lidt for den slags og derfor kan lidt mere med knapperne end så mange andre, sagde Back.

- Prøv at se her.

På skærmen var der en eller anden slags liste med fire kolonner. Første række var tal - runde tal mellem 100 og 5000, så vidt Henning Juul lige kunne overse. I anden kolonne stod der navne, udelukkende fornavne, mens tredie og fjerde spalte igen indeholdt hver sin række tal.

- Hvad får I ud af det?, spurgte Michael Back uden at vende sig om mod de andre.

- Svært lige umiddelbart at sige, svarede Henning Juul undvigende. Faktisk sagde listen ham ikke noget som helst.

- Nu har jeg jo haft tid til at tygge lidt på den, sagde Back imødekommende. Jeg tror, det er en liste over, hvem Svend Kragelund har lånt penge, hvor de bor, og hvor meget de skylder ham.

- Prøv at starte bagfra, fortsatte han. Det er garanteret postnumre - de er alle firecifrede, og hvis I lægger mærke til det, så går vores postnummer her i byen igen mange gange.

- Spring så tredie kolonne over. Anden kolonne er jo helt tydeligt fornavne, og første kolonne kunne udmærket være beløb.

- Så er det fandeme en lille udlånsvirksomhed, den mand har haft, røg det ud af Toft, langt de fleste beløb er jo under 500 kroner....

- Det ser sådan ud, sagde Michael Back, men har I ikke hørt, hvordan det fungerer?

Ganske i overensstemmelse med sandheden rystede de to kriminalfolk på hovedet.

- Næe, ikke sådan.....

Der var en anelse triumf i journalistens stemme.

- Det fungerer på den måde, at man låner et beløb, og så betaler man 10 procent af beløbet om måneden. Sagen er bare, at det kun er renterne - selve lånebeløbet betaler man ikke af på, så gælden bliver aldrig mindre. Det oprindelige beløb skal falde i sin fulde størrelse, før man er fri igen. Til gengæld kan man vente så længe, man vil, med at betale det tilbage....så længe de månedlige beløb kommer ind.

- Jeg tror, tallene i den første kolonne er rentebeløbene...., sagde Back med eftertryk.

Henning Juul tænkte sig lidt om.

- Lad os antage, at det, De siger, passer, så skulle ham der - han pegede på skærmen - som der står 500 ud for, altså have lånt 5000 kroner. De 500 skal han betale hver måned, indtil han kan betale 5000 tilbage igen på én gang. Hvor har De den historie fra?

Michael Back vendte sig langsomt om.

- Jeg mener, at vi blev enige om, at I har jeres kilder, og jeg har mine....?

Juul svarede ikke.

- Hvor lang er den liste - er det her det hele?

Michael Back sagde ikke noget, men trykkede på en tast. Teksten rullede op over skærmen og afslørede endnu en række tal og navne.

- Der er næsten tre skærmsider. Det ville være 72 linier. Jeg har talt dem - der er 68 navne. Jeg har også regnet lidt...hvis teorien holder, så er det bestemt ikke nogen lille udlånsvirksomhed. Back kastede et skævt blik på Jan Toft.

- Den har faktisk givet Svend Kragelund en ekstraindtægt på 39.000 kroner om måneden eller næsten en halv million om året. Og mon ikke de var skattefri?

Henning Juul kiggede på listen, der stod og flimrede på skærmen.

- Hvis nu vi stadig siger, at Deres teori passer, hvad mener De så om tallene i den tredie kolonne?

Michael Back havde svar på rede hånd.

- Jeg tror, det er adressen i en eller anden form for kode - det ville passe. Lånebeløb, navn, gade og postnummer.

Henning Juul ville nødig lyde alt for interesseret i det, journalisten fortalte.

- Hvorfor kommer De til os med det lige nu?, spurgte han i stedet for.

- Skal vi ikke bare sige, at jeg ikke syntes, jeg kunne forsvare at holde min viden for mig selv.

Juul var ved at blive grundig træt af Backs »skal vi ikke bare sige....«, og desuden var han stadig sikker på, at der stak noget mere under end blot samfundssind. Men han beherskede sig.

- Jeg vil gerne bede om en kopi af den liste, sagde Henning Juul.

Michael Back tøvede en anelse.

- Det har jeg desværre ikke, og...øh....

- Det skulle vel ikke være så svært at lave én. Jeg har faktisk allerede fået kopier af artikler fra avisens EDB-system, så jeg ved, det kan lade sig gøre.

- Det kan det også, men jeg vil gerne have noget til gengæld....

Aha, tænkte Juul, nu kommer det.

- Og hvad i alverden skulle det så være, svarede han arrigt. Juul var irriteret. Han var nødt til at indrømme for sig selv, at journalisten havde fat i et eller andet - det var i sig selv slemt, men hvis han nu også ville til at handle....

- Jeg er ret sikker på, at nøglen til det her ligger hjemme hos Kragelund. Jeg har været der et par gange, men hans kone vil ikke lukke mig ind...

- Hvis I får en kopi af det her, skal jeg med, næste gang I tager ud til fru Kragelund.

Henning Juul forsøgte at skrue op for en barskere stemmeføring.

- Hr. Back, De kan ikke stille den slags krav, når det drejer sig om at udlevere bevismateriale. Det kan jeg ikke gå med til. Vi må forlange at få den kopi.

Han var i syv sind. Alene tanken om at skulle handle med journalisten var ham så inderligt imod, men på den anden side kunne han godt tænke sig at vide, hvad det var, Back forventede at finde hjemme hos Kragelund.

- Hør her, Juul, jeg lugter en god historie - I kan komme videre i efterforskningen, alle får noget ud af det.

- Jeg vil vædde på, at I har fundet en computer hjemme hos Kragelund....Back ventede ikke på svar....Ovre på hans kontor på Tirsdagsposten står et modem - sådan et, man bruger til at sende og modtage data med. Han har med garanti kunnet sidde på sit arbejde og sende informationer til og fra sin egen computer derhjemme. For at ingen skulle kunne knække hans koder, har han haft dem i to forskellige maskiner.

Henning Juul stod fast.

- Jeg handler ikke, hr. Back. Vil De være så venlig at lave en kopi af den liste til os nu.

Michael Back smilede et underfundigt lille smil.

- Jeg har gjort mig den ulejlighed at rådføre mig med bladets advokat. Hun siger, at der ikke findes nogen retspraksis på området, men hun vil mene, at adgangen til et EDB-system er beskyttet på samme måde som adgangen til en mands skrivebordsskuffer. Det betyder, at I skal have en kendelse for at komme ind i det her system, og inden I får den, så kan sådan en liste som den her meget let forsvinde i elektronikkens kringelkroge.

Han vendte sig tilbage mod skærmen.

- Et enkelt tryk på en forkert knap - han trykkede på én - og det hele er væk....

I det samme forsvandt teksten fra skærmen.

- For satan..... Jan Toft blev ildrød i hovedet.

- Bare rolig, den er der endnu - et eller andet sted.... Men i den tid, der går, inden I får en kendelse og finder en person, der kender det her system godt nok til at finde den igen...i den tid kan nogen så let som ingenting komme til ved et uheld at slette den for alvor....

Henning Juul kunne sin retsplejelov. Selvfølgelig behøvede de ikke at vente på en kendelse, hvis ventetiden betød, at muligheden for at få bevismaterialet blev »forspildt« - på den anden side, hvordan skulle han og Toft kunne betjene computeren, så den spyttede den kopi ud, hvis ikke journalisten ville hjælpe dem?

Da de kom ud på gaden igen, sagde Jan Toft:
- Jeg fatter ikke, at du lovede ham, at han kunne komme med...

Henning Juul sukkede. Ingen var rigtig begyndt at tale om det endnu, det, som Juul med et selvopfundet udtryk kaldte »elektronisk kriminalitet«, men sandheden var, at politiet var magtesløst. Hvad der foregik i computere og ikke mindst mellem computere ad elektroniske motorveje med ufattelige hastigheder, var der simpelthen ingen myndigheder, der havde overblik over.

Det var et tilfælde, når ungdommelige »hackere« med lange mellemrum blev afsløret. Og så var det oven i købet så godt som aldrig politiet, der gjorde det - men derimod private firmaer, der havde specialiseret sig i EDB-sikkerhed. Og selv om man så kunne afsløre alle »hackere« - så var der stadig den »lovlige« anvendelse af computer-teknikken tilbage. Henning Juul havde intet at bygge sin formodning på, men han var overbevist om, at der foregik ting og sager i den verden, som bestemt ikke tålte dagens lys.