Onsdag, den 31. oktober, kl. 10.15

Juul var i syv sind, da Bent Kragelund trådte ind på hans kontor. Skulle han konfrontere sønnen direkte med sin mistanken om hans fars lyssky forretninger? Eller skulle han foreløbig tie stille?

Han valgte det sidste.

Bent Kragelund lignede en fremadstræbende forretningsmand midt i trediverne, syntes Juul, men han gjorde ikke noget for at opklare, om han havde ret.

Hvis han sørgede over tabet af sin far, viste han det i hvert fald ikke. Han forklarede nøgternt, at han havde været med hele familien til fest i Roskilde, hvor de boede, fredag aften og først havde hørt om mordet et stykke op af lørdagen, da hans mor havde ringet. Han var taget hjemmefra med det samme og havde indlogeret sig hos moderen lørdag aften. Da Juul havde været på besøg mandag, havde han været inde i byen for snakke med en bedemand.

- De har en søster, kan jeg forstå?, spurgte Juul.

- Ja, hun bor i USA. Jeg har ringet til hende, og hun prøver at komme hjem til begravelsen ... det bliver nok lørdag, hvis De er ... hvis min far...

Han nåede ikke længere. Det er nok også lidt svært at sige »hvis De er færdig med min far«, tænkte Juul og nikkede.

- Ingen problemer i det, sagde han høfligt.

- Er der et telefonnummer, jeg kan træffe Dem på, hvis der skulle vise sig noget...?

Juul fik ikke færre end tre numre, inden Bent Kragelund gik for at nå sin færge. Hjemme, på arbejde og så mobiltelefonen.

Onsdag, den 31. oktober, kl. 10.45

Juul kopierede listen fra avisens computer, og han og Jan Toft satte sig til at granske den over en kop kaffe. Hvor ærgerligt, det end måtte være, så så det unægteligt ud til, at journalisten havde haft ret.

Hver af de 68 linier begyndte med et tal. Det mindste på listen var 100 og det største 6000 - hvis teorien holdt, kunne det altså betyde, at Svend Kragelund havde lånt beløb ud på mellem 1000 og 60.000 kroner. Anden kolonne i hver linie var et fornavn - og kun et fornavn. Juul havde hurtigt ladet blikket løbe ned over dem, men til sin ærgrelse kunne han konstatere, at ingen af dem passede på nogle de ni togpassagerer eller på togføreren.

Sidste række var alle firecifrede tal, som ganske rigtigt mest lignede postnumre. Juul havde sendt Jan Toft hen i sekretariatet for at låne en postnummer-fortegnelse, og den sad Toft med nu.

Den tredie kolonne på listen var stadig den, der ikke rigtig gav nogen mening. Tallene i den var alle to-delte med en bindestreg i midten. Både første og anden del af tallene var alt fra 1- til 3-cifrede.

- Du, Henning, se lige her, næsten råbte Toft pludselig.

- 7100 er postnummeret for Vejle, ikke? Og se så dér, linie 10 på side to...»2500 - Ole - 23-6 - 7100«. Og hvad havde Kragelund på sig? 25.000. Og hvor kom han fra? Vejle....

Henning Juul havde forstået, hvad den unge mand mente, men Toft fortsatte ufortrødent.

- Det passer sgu, hvad ham Back sagde. Og nu ved vi, at Kragelund havde været i Vejle for at indkassere et lån. De 2500 på listen er rentebeløbet. 25.000 er det, ham der Ole havde lånt....Hvis vi bare finder ud af, hvem Ole er...

Ja, hva' så?, tænkte Juul. Med mindre navnet også var i en eller anden form for kode, kunne »Ole« jo ikke så godt have skudt Kragelund, al den stund at der ikke var nogen Ole med toget. Desuden ville »Ole« vel have taget sine 25.000 kroner igen, hvis det havde været ham.

Jan Toft virkede nedslået, da Juul foreholdt ham disse små minuser ved teorien. Men han var ikke længe om at vende tilbage med en ny...

- En af dem i toget har været en slags lejemorder for en af dem på listen, foreslog han. Henning Juul nikkede og sukkede på en gang. Tanken om en lejemorder fandt han ikke særlig sandsynlig, men da der ikke umiddelbart var nogle argumenter imod den, måtte han indrømme, at det nok var en god idé at finde ud af, hvem Ole i Vejle var. Og i øvrigt også hvem alle de andre 67 på listen var...

- Gud ved, hvor mange Ole'r, der er i Vejle, sagde han halvhøjt, og tilføjede: Der er nok ingen vej uden om Kragelunds hjemmecomputer.

Det var absolut ikke noget, der huede kriminalkommissær Henning Juul - at skulle ringe til en journalist og invitere ham med på et besøg hos enken til en myrdet. Han spekulerede på, hvordan han skulle forklare Grethe Kragelund, at han kom slæbende med den mand, som havde fået hende helt ned i skidtet, men det var egentlig princippet, der var det værste. Pressen med i en efterforskning. Uhørt. Men det lokale politi rådede rent faktisk ikke over en computerekspert, og det dér med at tilkalde rejseholdet med al dets grej, det var næsten værre end en journalist....

I telefonen aftalte Juul med Michael Back, at han selv og Jan Toft skulle tage ud til fru Kragelund i forvejen og sætte hende ind i situationen.

Det viste sig at være en klog disposition. Det tog ti minutter for Henning Juul at overbevise Grethe Kragelund om, at Michael Back skulle have adgang til huset - og Back havde allerede stået på trappen i adskillige minutter, da fru Kragelund erklærede, at så blev det i hvert fald uden hende.

Med et blik, Juul ikke brød sig om at huske, strøg hun forbi ham og ud af huset efter at have hentet en dyrt udseende pels i garderobeskabet.

Inden døre kunne Juul konstatere, at Grethe Kragelund tilsyneladende var på vej til at genfinde sin sædvanlige form. Stuen var betydelig mere ryddelig, end sidst han var her, men det var som om, noget manglede - atmosfæren af sikkerhed og selvbevidsthed var borte. Juul mærkede det, selv uden at husets beboer var til stede.

Han spekulerede lidt på det juridisk holdbare i situationen. Men, hva' faen, fru Kragelund havde jo trods alt lukket dem ind og var gået vel vidende, at de befandt sig i huset. Det måtte være lige så godt som et samtykke.

Juul viste vej til Svend Kragelunds arbejdsværelse. De tre gule ringbind lå, hvor Juul selv havde efterladt dem to dage forinden. Intet tydede på, at Grethe Kragelund overhovedet havde sat sine ben i sin afdøde mands hjemmekontor. Computeren stod og brummede på samme måde som sidst, Juul havde været i værelset.

Michael Back satte sig ned foran den og trykkede på nogle knapper. Maskinen begyndte af hvæse endnu mere, og en masse uforståelige ord og tegn rullede hen over skærmen. Uforståelige i hvert fald for Juul og Toft, som følte sig totalt prisgivet manden i stolen.

Efter noget i retning af et minut holdt skærmen pause og viste tilsyneladende en række valgmuligheder. Juul nåede at læse ordene »Tekstbehandling«, »Database« og »Kommunikation«, inden Michael Back trykkede på en tast, og det hele forsvandt igen.

- Lad os nu se, mumlede Back - nærmest for sig selv. Han var tilsyneladende helt opslugt i det blålige lys fra computerskærmen. Nye tastetryk, nye ord, som i en stadig strøm rullede hen over skærmen. Totalt volapyk for den uindviede.

Mens han arbejdede, skrev han noget ned i sin notesbog.

- Er I med på, hvad det er, jeg gør?, spurgte Michael Back. De to andre rystede stumt på hovedet.

- OK - sådan en computer her er faktisk lidt ligesom et gammeldags hængemappeskab - man kan trække forskellige skuffer ud og kigge i forskellige mapper efter de enkelte stykker papir. Det er sådan set det, jeg er i gang med. Hvert enkelt skuffe og hvert enkelt dokument har et navn, og det er dem, jeg noterer her, så vi kan finde dem frem om lidt....

Pludselig gav han et lille fløjt fra sig.

- Hold da helt kæft, jeg tror, vi har det hele lige her...

- Hvaffor noget?, spurgte Jan Toft utålmodigt. Det var tydeligt, at han var ved at gå til af utålmodighed, mens Michael Back arbejdede ved tasterne

- Øjeblik, så kommer det...lad os lige kigge på det her først. Michael Back trykkede påny på en række taster, og pludselig kiggede de tre mænd på en liste meget lig den, Back havde fundet i avisens computer - et par hurtige tastetryk afslørede imidlertid, at den her var betydeligt længere end den, de kendte.

Michael Back kiggede sig om i Svend Kragelunds arbejdsværelse.

- Han har tilsyneladende ingen printer herhjemme. Enten har han sendt alt, hvad der skulle printes ud, ind på avisen og så gjort det derinde, eller også.....

- ....eller også har han ikke ønsket, at der skulle være papir i omløb, der kunne forbindes med hans virksomhed. Henning Juul fuldendte sætningen.

- Hvis altså vi stadig leger med på ågerideen...., skyndte han sig for en sikkerheds skyld at tilføje.

Michael Back ignorerede Juuls forbehold.

- Lad os så kigge på det virkelig interessante, sagde han.

Skærmen skiftede igen og afslørede, hvad der igen så ud som en liste over valgmuligheder. Denne gang var der dog kun to: Øverst med et et-tal foran stod avisens navn og nedenunder med et to-tal foran, ordet »CompuBank«.

Henning Juul havde hørt om denne »CompuBank«. »Vi har altid åbent«, var dens slogan, og det havde tiltalt Henning Juul, for det var ærlig talt sjældent, at hans egen sparekasse havde åbent, når han havde tid til at besøge den. Hans interesse for »CompuBank« var dog kølnet igen, da annoncen proklamerede, at »det eneste, De behøver, er Deres personlige computer«.

Siden havde Henning Juul ikke skænket den en tanke.

- Vi er nu inde i Kragelunds kommunikationsprogram - altså det program, der styrer udvekslingen af data med andre computere. Jeg har et program helt magen til derhjemme, som jeg også bruger til at »snakke« med avisens computer med....hvis jeg f.eks. har skrevet en artikel på min egen derhjemme, eller hvis jeg gerne vil sidde hjemme og kigge på en artikel, jeg har skrevet inde på avisen.

Det var en helt ny verden, der var i færd med at åbne sig for Henning Juul. Han overhørte ganske, at Michael Back havde en lettere overbærende og belærende tone på. Og han tillod sig selv totalt at overse de juridiske problemer, der kunne ligge i at lade en fremmed, ikke-politimand bogstavelig talt tvinge sig vej ind i en afdøds computer. Det her er forhåbentlig tvangsstof på politiskolen i dag, tænkte han, men tvivlede samtidig på, at det vitterlig var det. Selv Jan Toft var påfaldende tavs under Michael Backs gennemgang.

- Jeg vil tro, fortsatte Back, at når jeg trykker på to-tallet her, så ringer compu-teren selv til CompuBank, og hvis vi er heldige.....

Michael Back fuldendte ikke sætningen, men trykkede i stedet på to-tallet på tastaturet. Som om en usynlig hånd havde løftet røret på en usynlig telefon, lød en klartone fra computerens højttaler - hvorefter den usynlige hånd med sine fingre trykkede et telefonnummer. De tre mænd hørte det hele så tydeligt, som havde de selv siddet med røret for øret. Ringetone. En hyletone - og endnu én, så støj. Og pludselig tavshed.

- Hva' nu?, nåede Henning Juul lige at udbryde, inden skærmen skiftede til en indbydende rød farve, og ordene »Velkommen til CompuBank« dukkede op. »Skriv Deres navn« stod der så, og som om den usynlige hånd nu havde overtaget computerens tastatur, skrev den »Svend Kragelund«.

- Jeg tænkte det sgu nok, udbrød Michael Back. Kragelund har været så sikker på ikke at blive opdaget, at han lader programmet om at identificere sig overfor bankens computer. Så er han selv sluppet for at skulle huske sine kontonumre og sådan noget.

Til gengæld ved jeg nu, hvorfor de var så gode til at banke på døren til redaktørens kontor inde på Tirsdagsposten, tænkte Henning Juul - han havde sgu tvunget dem til det for ikke at få uønskede tilskuere til alt det her. Hvor naiv har jeg lov til at være....

- Det, der sker her, fortsatte Michael Back, er, at bankens computer beder om det, der hedder »passwords« - altså en form for koder, der udelukker, at man kan gå ind på andres konti....

»Skriv Deres kode«, beordrede skærmen, men der skete tilsyneladende intet.

- Et kodeord vises normalt ikke på skærmen, forklarede Michael Back, endnu inden Henning Juul kunne nå at spørge.

- På den måde sker der ikke noget, hvis nogen står og kigger med over skul-deren....

»Skriv Deres konto-nummer«, stod der på skærmen, og med stadig stigende undren så Henning Juul og Jan Toft til, mens computeren - stadig tilsyneladende helt af sig selv - skrev »0208-671-01-28370«. Så en ny skærm: »Velkommen! De er nu i forbindelse med CompuBank - vælg ønsket funktion«.

Michael Back fløjtede sagte.

Jan Toft var stadig tavs.

Og Henning Juul spurgte sig selv, om computerverdenen kun var én lang række af valg - for nu var skærmen igen en liste med numre ud for en lang række muligheder. Michael Back kom ham i forkøbet, inden han selv kunne nå at overskue dem alle.

- Mon ikke punkt 3 kunne være interessant?

Henning Juul kiggede på nummer 3. »Saldo-oplysninger«, stod der, og endnu inden, han havde svaret, trykkede Michael Back på tre-tallet.

»Vent venligst et øjeblik...«, skrev skærmen.

Øjeblikket var kort. Det, skærmen derefter viste, fik de tre mænd foran den til at udbryde henholdsvis »Det var satans«, »Føj for helvede« og »Whauw«...