Torsdag, den 1. november, kl. 09.00

»Public Relations and Event-making« stod der på døren på 2. sal i det nybyggede glas-palads i Frederiks Allé.

Det tegner godt, tænkte Juul og rystede på hovedet for sig selv. Jeg er på vej ud for at afhøre en flok mennesker fra et tog, og det første jeg møder, forstår jeg ikke...

»Event-making«?

- Ja, jeg tror for eksempel, jeg kunne arrangere dit næste pressemøde noget mere elegant end det, jeg så i fjernsynet i lørdags...

Kvinden overfor ham var selv elegant. Karrierekvinde, ville reklamerne og ugebladene sikkert kalde hende, og rummet, hun sad i, var elegant. Hi-Tech, havde Juul engang hørt nogen kalde noget, der lignede det her. Meget-lidt-hyggeligt, ville han selv kalde det.

Anne Heldgaard kunne åbenbart klart se på Juul, at han ikke helt forstod det dér med pressemødet.

- »Event-making« er at skabe rammerne for en begivenhed, så den fremstår som noget helt specielt. Det ville for eksempel have været flot at holde det pressemøde i en togvogn, ikke? ... med piger i meget små DSB-uniformer, der serverede drinks og et lille orkester, der spillede Jernbane-Damp Galoppen som indledning...

Juul var helt og holdent i vildrede med, om damen var skingrende skør og mente, hvad hun sagde, eller om hun tog pis på ham. Heldigvis gav hun selv svaret.

- Nå, spøg til side. Jeg kan godt se, at emnet måske ikke lige egner sig til »event-making«, men det er altså sådan noget, vi laver...

- Hvis du alligevel skulle få brug for det engang, tilføjede hun med et bredt smil.

Hun rejste sig og gik over til et skinnende sort hjørneskab. Juul kunne ikke lade være med at bemærke, at der var meget langt fra de højhælede sko og op til underkanten af den korte, stramme nederdel, men han kunne ikke afgøre, om kvinden var solarie-dyrker eller havde mørke strømper på.

- En drink? Eller en sodavand?

Han rystede på hovedet. Han kunne godt se, at en drink ville passe bedre til omgivelserne end et krus med sort kaffe, men alligevel...

Anne Heldgaard skænkede sig selv en Perrier og plumpede et par isterninger ned i glasset fra den sorte isskål i skabet.

- Jeg går ud fra, vi skal snakke om ham der Kragelund, sagde hun, da hun satte sig igen.

Hendes kendskab til ham begrænsede sig til, at hun af og til så ham ved nogle af de »events«, hun arrangerede, fortalte hun. Hendes firma indrykkede også annoncer i Tirsdagsposten for forskellige kunder, men det havde hun ikke personligt noget at gøre med mere.

- ...og så kan jeg se i avisen her til morgen, at han var åger-karl. Hun grinte lidt. Juul selv havde ikke nået at se avisen, men Michael Back havde altså skrevet om deres fælles opdagelser. Bare han nu havde overholdt deres aftale...

- Hvis du vil vide, om jeg skyldte ham penge, er svaret nej ... og du må gerne spørge min revisor, som ordner både firmaets og mine private pengesager. Vi klarer os uden lyssky forretninger.

Hun åbnede en skuffe og tog nogle papirer frem.

- Her er vores sidste regnskab. Tag det med hjem. Navnet på revisoren står der et eller andet sted. I kan bare ringe til ham, hvis I vil vide noget om min privatøkonomi også. Jeg siger til ham, han bare skal svare.

Juul tog papirerne. Enten talte hun sandt, eller også var hun forbandet godt forberedt og en forbandet god skuespiller.

- De sagde ifølge min kollega, som De snakkede med den aften, at De syntes, Morten Åstrup skulle have været skudt i stedet for ... hvad mente De med det?

Hun sad lidt og kiggede på ham.

- Det kan godt være, at du tror, jeg bare er en dum kælling, som laver en masse overfladisk pop ... og det er da også i orden ... men jeg har altså også en lille smule mellem ørerne. Nok til, at jeg kan se, hvad der skjuler sig bag den pæne parlamentariske facade på hans parti.... De vil jo udrydde alle, der ikke tænker som dem selv.

- Men De ville altså godt selv gå med til at skyde nogen...

Det var som om, gassen gik lidt af ballonen på den anden side af glasskrivebordet.

Hun sukkede.

- Jeg ved det godt ... men hva' faen skal man stille op. Hvis man virkelig skal bekæmpe den skide højrefløj, skulle man jo bruge deres egne metoder ... censur, vold ... eller hva'? Skal man tie dem ihjel?

Juul svarede ikke. Det var der flere grunde til. Én af dem var, at han ikke ville diskutere politik, især ikke når han var på arbejde.

- Nej, jeg kunne nok ikke skyde nogen ... , fortsatte PR-pigen uopfordret. Heller ikke Morten Åstrup.

Juul havde lagt en slagplan for dagen. Hans næste aftale var i Risskov klokken halv 11, så han sagde pænt farvel og tak.

- Husk det med pressemødet... sagde hun med et stort smil, da han var på vej ud af kontoret.

Besøget i Risskov blev relativt kort. Grønlund havde betegnet Arne og Else Frederiksen som »nydelige ældre mennesker«, og det var egentlig en meget præcis omend lidt banal karakteristik, konkluderede Juul.

De passede hus og hund, mens sønnen, svigerdatteren og børnebørnene var på en forsinket efterårsferie på Gran Canaria.

Ib, altså deres søn, kunne ikke få fri fra sit arbejde i skolernes efterårsferie, så derfor havde de måttet tage børnene ud af skolen en uge nu i stedet, forklarede Else Frederiksen, mens hun skænkede en efter Juuls mening usædvanlig velduftende kop kaffe og bød småkagerne rundt.

Arne Frederiksen benyttede lejligheden til at sige, at han syntes det var noget pjat, at børnene sådan kunne få fri i tide og utide.

- Du er bare misundelig, sagde hans kone og gav ham et kys på panden, inden hun satte kaffekanden ud i køkkenet igen.

De ville i øvrigt gerne sige tak for den pæne behandling, de havde fået på politistationen den aften. Han var da sådan en nydelig ung mand, ham betjenten, som havde snakket med dem. Høflig og korrekt, var han. Og så en taxa på statens regning, det var næsten for meget...

De unge, som Arne Frederiksen kaldte dem, var allerede rejst tidligere den fredag eftermiddag, så det havde såmænd ikke gjort noget, at de selv var kommet så sent.

Familien Frederiksen havde boet i Odense hele livet, og det var først for en måneds tid siden, at Ib og Lene, altså sønnen og svigerdatteren, var flyttet her til Risskov. Det var også derfor, Ib ikke kunne få fri ... der havde været så meget i forbindelse med, at han havde skiftet afdeling i firmaet.

Faktisk var det første gang, de selv var her, fortalte Arne Frederiksen, som kaldte sig selv pensioneret grosserer.

Og i forgårs var altså første gang, de nogensinde havde set Tirsdagsposten, og de ville da også have smidt den væk med det samme, hvis ikke lige det var, fordi de vidste, at ham, der var blevet myrdet, kom derfra.

Fra Risskov var der ikke langt til Egå. Karen Nielsen var alene hjemme, da Juul kom. Hun var lille, mørk og buttet og kunne ikke fortælle meget andet, end at hun havde sovet det meste af turen fra Fredericia. Hun var kommet hele vejen fra Athen i ét stræk, så hun var rimelig træt, som hun udtrykte det. Hun var blevet færdig med gymnasiet i sommer og vidste ikke, hvad hun skulle tage sig til. Derfor ville hun i første omgang tage sig en interrail-tur og havde med vilje ventet med at tage af sted, til alle de andre var kommet hjem. Togene sydpå var overfyldte i juli og august, havde hun hørt.

Tirsdagsposten fik de da godt nok en gang om ugen, men hun havde aldrig læst andet end annoncerne i den, og hun anede ikke, hvem redaktøren var.

Juul købte sig to ristede pølser og et brød i pølsevognen på havnen nedenfor Nørreport. Han havde en stærk fornemmelse af, at dagen ikke ville bringe sagen afgørende videre.

Der var ikke noget dørskilt, ingen ringeklokke og heller ikke noget håndtag i døren, da Juul nåede op på tredie sal på den adresse i Norsgade, som murer Anders Mortensen havde opgivet til Peter Nielsen sidste fredag. Juul spekulerede på, hvornår der sidst havde været nogen fra brandmyndighederne for at se på opgangen her. Det flød med aviser, brædder, tre-hjulede cykler, Rockwool, malerbøtter og ølkasser hele vejen op ad trappen, og Juul havde kun med nød og næppe undgået at tage hele gelænderet med sig, da han nær var snublet over en køn, langhåret dukke på afsatsen mellem første og anden.

Døren gik op af sig selv, da Juul bankede på.

- Hallo, råbte han begavet, mens han langsomt åbnede den helt og trådte ind i lejligheden.

Der var ikke nogen umiddelbar ændring at spore i omgivelserne fra opgang til bolig. I sit lange liv som politimand havde Juul selvfølgelig set den slags ikke helt få gange før, men det undrede ham hver gang, at nogen kunne leve sådan. Og der blev flere og flere af dem...

Der lød et rabalder inde fra, hvad Juul gættede på var stuen, og en grødet stemme opfordrede ham til at komme indenfor.

Anders Mortensen var fuld eller skæv ... eller begge dele. I et forsøg på at rejse sig fra en madras på gulvet havde han væltet størstedelen af det batteri af tomme flasker, der stod på en ølkasse ved siden af hans leje.

Juul opgav på forhånd. I de fire minutter han var der, lykkedes det ikke hans vært at komme på benene, og den halvnøgne kvinde, der stadig lå på madrassen og sandsynligvis hed Ulla Jensen, vågnede end ikke, da Mortensen for tredie gang sparkede til flaskerne i endnu et mislykket forsøg på at komme på fode.

De to er ikke i stand til at ramme en redaktør på halvanden meters afstand, tænkte Juul, mens han kæmpede sig vej ned ad trappen igen.