Fredag, den 2. november, kl. 7.50

Der lå en telefax fra Vejle, da Juul mødte på sit kontor. Efter de sædvanlige indledende manøvrer såsom henvisninger til sags- og journalnumre, datoer og involverede personer stod der:

»Det pågældende vidne er en mand, født 1953, tidligere straffet efter straffelovens para. 244 og para. 276 samt færdselslovens para. 53.

Vold, tyveri og spritkørsel. Ikke særlig originalt, tænkte Juul, da han læste faxen.

Vidnet oplyser, at han 30. januar i år lånte kr. 25.000 af en mand, han ikke kendte i forvejen. Han nægter at oplyse, til hvilket formål han lånte pengene. Han har derefter hver måned - også den 31. januar - indbetalt kr. 2500 kroner på en nærmere angivet girokonto, indtil han afvigte fredag tilbagebetalte det fulde beløb, kr. 25.000, personligt til den samme mand, som udbetalte ham beløbet. Denne oplyste ikke sit navn til vidnet.

Vidnet oplyser endvidere, at han ikke husker, hvordan han kom i forbindelse med den pågældende pengeudlåner.

Ovennævnte girokonto har nr. 3 45 88 81 og tilhører ifølge Post- og Telegrafvæsnet en forening ved navn T-klubben med en postboksadresse i Århus. Underskriftsberettiget på kontoen er en Niels Hansen, om hvem det ikke har været muligt at skaffe oplysninger.«

Underskrevet Carl Olesen, k.a.

Samme Carl Olesen afsluttede sine skriverier med en personlig vurdering, som gik ud på, at han mente, at Ole Berggren talte sandt.

Henning Juul havde til en afveksling været tilfreds med en udenbys kollegas værk. Dels var telefax'en affærdiget på nogenlunde forståeligt dansk, dels indeholdt den alle de oplysninger, han havde bedt om - og lidt til. Han havde pålagt sig selv at huske denne kriminalassistent Carl Olesen til en anden gang, det blev aktuelt at få noget ud af Vejle-kollegerne.

Der var igen møde på det lille kontor. I tyve minutter havde Jan Toft og Niels Berg aflagt rapport om deres tur til hovedstaden og deres besøg i det høje ting.

Det var mest Toft, der førte ordet, og han lagde ikke fingrene imellem, da han nærmede sig slutningen.

- De kæfter op om moral og om, at de arbejdsløse selv er skyld i det ... brugerbetaling, og hvad ved jeg, og samtidig render de rundt og boller andre mænds koner....

Juul kunne ikke umiddelbart se sammenhængen mellem brugerbetaling og udenomsægteskabelige forhold, men han nænnede næsten ikke at standse Toft.

- De var der begge to, og de gik så vidt som til nærmest direkte at sige, at de havde været godt i gang med hinanden indtil flere gange i toget mellem færgen og her....

- Er det sådan nogle, der styrer landet...?

Juul undlod at svare. Han kunne godt huske, da hans egne illusioner begyndte at briste.

Hans Grønlund var åbenbart mere indstillet på at tage diskussionen op.

- Hva' faen, de har vel lov at være mennesker lige som os andre...?

- Så I to ... lad os holde os til sagen her.

Toft og Berg havde heller ikke kunnet bibringe efterforskningen noget ... Selv kunne han stadig ikke se nogen sammenhæng mellem bare ét af navnene på de to lister, de havde fået ud af Kragelunds EDB-maskine, og så de ti passagerer i toget.

Henning Juul kom i tanker om noget.

- Jan, du sagde et eller andet om »Det lukkede rum« den aften, nede på Banegården. Hvad var det?

- Nåe ja, jeg glemte, at du ikke læser kriminalromaner... Det er en roman af det dér svenske makkerpar Sjöwall og Wahlöö ... den handler om en mand, som bliver fundet død, skudt, i et værelse, som er hermetisk lukket. Både vinduer og døre. Ingen skudhuller i vinduet, kun i manden. Og der er ikke noget våben i værelset.

- Så vidt jeg husker, er pointen, at manden er blevet skudt udefra .... gennem vinduet, som altså var åbent, men at han har haft fat i haspen, så den er faldet på plads, da han drattede bagover...

- Det kan bare ikke rigtig bruges til noget her, hva'?

Henning Juul svarede ikke. Svend Kragelund kunne vitterligt ikke være blevet skudt udefra - det udelukkede projektilets vinkel, fremgik det af rapporten fra teknisk afdeling. En eller anden i toget havde skudt.....

- Ka' der have været en 11. mand...?, spurgte han nærmest for sig selv.

Der blev en pause i det lille rum.

- Det var der jo egentlig... Niels Berg talte langsomt, som om noget var ved at dæmre for ham.

- Lokomotivføreren, for fanden!, næsten råbte han.

De andre kiggede forbløffet på ham, men inden nogen fik samlet sig sammen til at sige noget, hev Jan Toft sin lommebog op af lommen.

- Nej, sagde han bare.

- Hva' mener du med nej, spurgte Berg.

Jan Toft kiggede i sin lille bog.

- Det pågældende tog, som i DSB-sprog hedder Re 3165, blev trukket af et lokomotiv af typen MZ, nr. 1411 i øvrigt, og der er ingen...absolut ingen mulighed for at lokomotivføreren kan komme ned i vognene bagved under kørslen.

- For det første...

Det var helt klart, at Jan Toft var i gang med en større udredning, og de andre lod ham fortsætte.

- ...er der ingen forbindelse bortset fra koblingen. Han skulle i givet fald kravle uden på vognene.

- For det andet, selv om han så skulle forsøge det, så kan dørene i den type vogne, som var med toget, ikke åbnes, mens toget er i fart....faktisk....

Jan Toft konsulterede sin lommebog.

- ....faktisk blokeres dørene, så snart toget kører mere end 15 kilometer i timen. Hvilket også udelukker, at nogen er hoppet af....

- Og for det tredie, så er lokomotivet forsynet med en såkaldt dødmandsanordning, som bremser toget, hvis ikke lokomotivføreren er til stede og hvert halve minut trykker på en knap eller træder på en pedal.

Henning Juul rynkede brynene.

- Hvor i alverden ved du alt det fra?

Jan Toft så ud til at nyde situationen. Han smilede bredt.

- Du tror da ikke, at jeg gik ledig hele sidste søndag, selv om du sagde, at der ikke skete noget før mandag...

- Vil det sige, Henning Juul lød bestemt ikke, som om han nød noget som helst, at du har tænkt på lokomotivføreren, som en mulighed uden at sige noget som helst til os andre?

Tofts smil blev en anelse smallere.

- Nå ja, jeg fandt jo altså ud af, at han netop ikke kunne være en mulighed.

- Og du syntes ikke, at han var værd at tage en lille snak med for at høre, om han havde bemærket noget usædvanligt på den tur? For du har vel ikke også lige afhørt ham?

- Næe, det har jeg ikke, men....

Henning Juul var gal. For en gangs skyld rigtig gal. Han var gal over, at Toft kunne gå det meste af en uge uden at sige noget, men han var mindst lige så gal på sig selv over, at han ikke selv kunne tænke så langt, som at der nødvendigvis også måtte være en lokomotivfører. Nu måtte det så gå ud over dem, der lige var i nærheden.

- Der er vel ikke nogen af jer andre, der lige har undersøgt noget i søndags, eller mandags, eller hvornår ved jeg - for så er tiden moden til at fortælle om det nu.

Ingen sagde noget.

- Hr. Jan Toft, du ved vel ikke også tilfældigvis, hvem den lokomotivfører var....?

Jan Toft så ikke op fra sin lommebog.

- Han hedder John Andersen, og han bor ude i Brabrand....