Fredag, den 2. november, kl. 11.30

En opringning til DSB havde opklaret, at lokomotivfører John Andersen boede på Søvej, at han først skulle møde på arbejde om aftenen, og at han havde telefon hjemme. En opringning til det nummer, DSB opgav som hans, opklarede, at han var hjemme.

Henning Juul var stadig sur, da han og Jan Toft kørte mod Brabrand. Tanken om at tage af sted til afhøringen af lokomotivføreren alene for at straffe Toft havde ikke ligget ham fjern, men han havde sat sin personlige irritation til side til fordel for politiarbejdet. Og når nu Toft åbenbart vidste så meget om tog....

Søvej 19C var sidste opgang i den forreste af fire gulstensblokke mellem jernbanen og søen. Hvordan kan en lokomotivfører holde ud at bo så tæt ved banen?, tænkte Juul, mens de gik op af trapperne til anden sal.

Klokken virkede åbenbart ikke, men de behøvede ikke at banke mere end en enkelt gang, før døren blev åbnet. John Andersen var en lille, tæt mand med kort, mørkt hår. Han havde en blå jogging-dragt på.

- Jae, jeg skal jo ikke på arbejde før i aften..., sagde han nærmest undskyldende og tilbød i samme åndedrag at hente et par pilsnere eller tre i køleskabet. Henning Juul holdt afværgende hænderne op.

- Nåe nej, I drikker vel ikke i tjenesten, sagde lokomotivføreren, uden at Henning Juul kunne afgøre, om det var ment som en vittighed. Men han lignede nu ikke én, der gik rundt og fyrede vittigheder af.

- Du ser vist for mange kriminalfilm - det er mest der, de siger sådan, sagde Jan Toft grinende. Han havde åbenbart ikke samme opfattelse af mandens humoristiske sans som Henning Juul.

- Vi andre kan da godt tage en lille en i ny og næ, men man bliver så hulens søvnig af øl midt på dagen. Men hvis du alligevel har en kop kaffe på kanden....

John Andersen rystede på hovedet.

- Nå, vi er jo heller ikke kommet for at drikke, sagde Jan Toft afværgende.

Han og Juul fulgte med ind i stuen. Der hang blå juleplatter over det lakerede egetræschartol i den ene ende af stuen, mens den anden ende var totalt domineret af et læderarrangement med tilhørende mørkt ege-kakkelbord, som så alt for stort ud i det lille rum, syntes Juul. På den brune reol stod et par procelænsfigurer og prøvede at se kongelige ud.

John Andersen satte sig i den overdimensionerede sofa, mens Henning Juul nærmest faldt ned i stolen overfor. Han forsøgte at rette sig op, men det lykkedes kun delvist - det var bestemt ikke en passende stilling for én, der ville lede en afhøring. Jan Toft havde åbenbart gennemskuet faren og blev stående.

- Jan, du kunne alt det der med numrene..., Henning Juul havde indset det umulige i sin egen siddestilling. Og hvis han selv holdt mund og lod Toft styre samtalen, så havde han også mulighed for at skjule den rest af irritation, han stadig følte over kollegaen. Og desuden havde fjolset jo åbenbart studeret tog i sin fritid....

Jan Toft rømmede sig.

- Du kørte regionaltog 3165 for nøjagtig en uge siden, er det ikke rigtigt?, spurgte Jan Toft.

- Jo, det har jeg da ikke glemt endnu..., svarede John Andersen, og da Jan Toft så lettere mystificeret ud, tilføjede han:

- .... det vrimlede jo med politi, da vi kom ind.

- Nåe ja....Kan du fortælle os om den tur?

John Andersen trak på skuldrene.

- Nå ja, der er jo ikke så meget at fortælle. Jeg kørte fra Nyborg og hertil, men jeg sidder jo helt alene på maskinen og ved ikke, hvad der foregår nede i toget.

Nå, så er vi der igen, tænkte Henning Juul og mindedes DSB-manden på Banegården sidste fredag - ham, de andre kaldte »den fungerende« - manden, der sagde »han« om et tog.

»Maskinen« er vel lokomotivet, og »toget« må så være vognene eller hva'? Henning Juul holdt sine spekulationer for sig selv.

- Hvor hurtigt kører sådan et tog?

- Nå ja, køreplanen er lagt til 140, men vi kan køre lidt hurtigere, hvis vi for eksempel er minus nogle minutter.

- Er minus nogle minutter...? Jan Toft lignede igen et spørgsmålstegn.

- Nå ja...altså forsinket....

- Man kan altså ikke springe af i farten....eller kravle fra vogn til vogn uden på toget....?

Henning Juul fik nok engang lejlighed til at spekulere på, om manden overfor prøvede på at være morsom, eller om han var blottet for humor. John Andersens svar var i og for sig vittigt nok, men der kom stadig ikke et smil over hans læber..

- Det er vist ikke kun mig, der ser for mange film...Nej, alt det med at kravle udenpå et tog, det kan kun James Bond og sådan nogle....

- Min kollega her, sagde Henning Juul og pegede på Jan Toft, fortæller mig, at dørene i toget bliver blokeret ved 15 kilometer i timen. Er det rigtigt?

- Nå ja, Det er jo ikke mit område, men det er det vist nok. De lavede jo automatisk dørlukning for nogle år siden, for at togpersonalet ikke skulle rende og lukke alle dørene på stationerne, og den samme mekanisme holder dem vist låst, når toget kører. Men som sagt, vi ved ikke på maskinen, hvad der sker i toget. Vi kigger jo ikke engang ud af vinduet for at få afgang mere - det får vi på brummerledningen.

- Brummerledningen? Nu var det Henning Juuls tur til at ligne et spørgsmåls-tegn. Tal dansk, tænkte han.

- Nå ja, togføreren kan sætte sin kupénøgle i ved dørene og give afgang ved at dreje på den - så brummer det oppe hos os på maskinen...

Gu' ved, hvor længe vi skal blive ved på den her måde, tænkte Henning Juul. Og hvis du siger »nå, ja« én gang til, så...

- Kupénøgle...?, sagde han højt.

- Nå ja, det kalder vi den nøgle, vi bruger til at låse døre og sådan noget med....

Aha. Henning Juul nikkede. Det har nok været en »kupénøgle«, togføreren brugte til at låse med, efter hun havde opdaget liget på plads 26, tænkte han. Det var jo rart at vide....

- For nu at vende tilbage til sidste fredag...Var der noget som helst usædvanligt at bemærke på turen? Jan Toft lød saglig og lidt irriteret over Juuls mange spørgsmål.

- Næe, det var der vel ikke....

Der blev stille et øjeblik. Jan Toft kiggede over på sin ældre kollega.

- »Vel« ikke, siger du...? Henning Juul forsøgte at rette sig op.

- Nå ja, der var et enkelt stop for en AM et eller andet sted på linien, men det sker jo så tit...

Der blev stille i stuen. De to politifolk så på hinanden.

Henning Juul besluttede, at han måtte op at stå, hvis det her skulle føre til noget. Han rejste sig og stillede sig hen til vinduet. Meget passende kørte et langt hvidt tog i det samme forbi på banen kun nogle få meter fra husgavlen. Juul vendte sig om mod den stadig siddende lokomotivfører.

- John Andersen, sagde han så stille og venligt, han kunne, det er meget vigtigt, at vi forstår hinanden. Kunne du måske bruge lidt færre DSB-udtryk...og så lige sige det sidste én gang til. Skal jeg forstå det sådan, at toget holdt stille et eller andet sted? Hvor?

- Nå ja, der var stop på et signal. Jeg kan faktisk ikke huske nøjagtigt, hvor det var, men jeg holdt også kun et par minutter, så fik jeg to grønne og kørte videre.

Nej, nu bliver det fandeme for meget, tænkte Juul. »To grønne«? Drak manden øl på lokomotivet?