Fredag, den 2. november, kl. 13.00

Henning Juul havde vel aldrig helt fået svar på det der med øllerne, men han havde dog i løbet af et par minutter fattet, at »to grønne« ikke hentydede til to øl af et kendt mærke, men til lysene i signalet, og at »to grønne« var det bedste, et tog kunne blive mødt med ved sådan et signal.

Rød betød meget logisk »stop«, ét grønt lys »kør« og to grønne altså på en eller anden måde, som Juul ikke helt forstod, lidt mere »kør«.

Nu var han i gang med at referere afhøringen af John Andersen for Berg, Grønlund og Peter Nielsen, som sammen med Jan Toft nok engang lignede en hel hær i det lille kontor.

John Andersen havde ment, at det signal han havde holdt ved, var nummer to efter Skanderborg. Han havde lagt an til at kontakte fjernstyringscentralen over radioen for at spørge, hvad der var galt, men endnu inden han havde fået kontakt, var signalet skiftet til grønt....to grønne.

John Andersen var blevet enig med sig selv om, at der nok kørte et særtog eller sådan noget foran, som ikke var kommet af vejen i tide.

Juul havde trods megen ihærdighed ikke helt forstået systemet, men det var noget med, at togene så at sige selv skiftede signalerne, sådan at der var rødt på signalet bagude, indtil der var en vis afstand mellem togene.

Han havde bedt John Andersen gøre sig umage med at huske lidt flere detaljer om det anormale stop og så ringe, hvis han f.eks. kom i tanker om, nøjagtigt hvor det fandt sted.

Da Juul var færdig med sit referat holdt han en lille pause og sukkede.

- Nu ved vi altså, at der er en teoretisk mulighed for, at vores gerningsmand kunne være kommet af toget, efter at have skudt Kragelund - jeg tror bare ikke på det....

- Hvorfor ikke?, spurgte Niels Berg.

Juul havde brugt turen fra Brabrand til politigården til at fundere over den nye oplysning. Toget var standset - muligvis før, muligvis efter at Svend Kragelund var død, men efter John Andersens forklaring, var det et rent tilfælde. Der var ikke i køreplanen noget andet tog, som kunne være årsag til, at signalet viste rødt. Ergo var der ingen, der bevidst kunne have kalkuleret med, at toget var standset netop dér, hvor det skete.

- Enten, konkluderede Juul, har vi at gøre med en drabsmand, som i den grad ville af med sit offer, at han myrdede ham, selv om han vidste, at han ville blive taget. Men som så alligevel udnyttede en tilfældig chance til at slippe væk ... eller også kan vi ikke tillægge det stop nogen som helst betydning. Jeg tror på det sidste.

Men Henning Juul holdt af at betragte sig selv som en grundigt arbejdende mand, og alle muligheder skulle prøves.

- Vi mødes i parolesalen på mandag klokken 8. Jeg snakker med inspektøren om at få nogle flere til at hjælpe os, og så begynder vi bare fra en ende af med Kragelunds lister. Der er ingen vej udenom.

Lørdag, den 3. november kl. 13.30

Scenen på kirkegården mindede Juul om den eneste spionfilm, han nogensinde havde set. Titlen havde han glemt, og han kunne heller ikke huske, hvad filmen egentlig handlede om, men han kunne se kirkegårdsscenen for sig. Agentchefen havde været med til én af sine underordnedes begravelse, og dér havde han set en mystisk fremmed, som senere viste sig at være morderen.

Der var ingen mystiske fremmede ved Svend Kragelunds begravelse.

Der var faktisk ikke ret mange i det hele taget. Og ingen, som Juul ikke mente at kunne placere. Faktisk var der kun godt og vel nok til at bære kisten.

Juul kunne kende enken og sønnen og gætte sig til, hvem der var datteren og svigerdatteren. Han gættede også på, at den lidt ældre kvinde var fru Kragelunds søster. Afdødes arbejdsplads var repræsenteret ved redaktionssekretær Per Sørensen og én mere, som Juul mente at kunne genkende som chefredaktøren fra avisen. Michael Back var der også, men mon ikke det var af professionel nysgerrighed mere end det var som officiel repræsentant for standen? Desuden var der et par fotografer og nogle, som tydeligvis var Backs kolleger fra andre aviser eller blade.

Det var jo ikke længere nogen hemmelighed, at Svend Kragelund ikke kun var redaktør.

Henning Juuls blufærdighed forbød ham at gå med ind i kirken, og ude på kirkegården stod han så langt fra graven, at han ikke kunne høre, hvad den kvindelige præst sagde under jordpåkastelsen. Nogle enkelte strofer af »Altid frejdig« nåede ham dog med den kolde vind.

Fra kirkegården kunne man næsten se over til Golfbakken. Juul spekulerede på, om det var omtalen i avisen, der holdt for eksempel naboerne væk, eller om det var, fordi Kragelunds ingen omgangskreds havde.

Der var ingen af familiemedlemmerne, der sagde noget, efter at ceremonien var slut, men hvis der var gravøl, kunne de vel også have aftalt det indbyrdes på forhånd, og der var jo ikke rigtig nogen at takke for deltagelsen i øvrigt.

Mens Juul spadserede over kirkegården for at komme ud til busstoppestedet, spekulerede han over de selvmodsigelser, han altid havde syntes kristendommen indeholdt i forhold til døden.

På den ene side sagde man, at alt liv var helligt, på den anden side forsøgte man at holde fast i, at livet efter døden nærmest var bedre end det på jorden. Ulogisk, mente Juul.

Han havde mere end én gang fået at vide, at det var et primitivt synspunkt, og at det viste, at han ikke havde forstået noget som helst. Men han holdt fast ved det, ligesom han holdt fast ved sin undren over alt det onde, der skete i Guds navn. Hvis Gud var almægtig og til og med god, hvorfor døde børn og voksne så af sult i tusindtal i Afrika, hvorfor myrdede folk løs på hinanden i Jugoslavien, i Cambodia og i Sydamerika, og hvorfor lod han dagligt børn slå ihjel i trafikken?

Der er en mening med det hele, sagde de. Juul havde altid haft meget svært ved at se den, og det var bestemt ikke blevet nemmere efter.... Der var stadig noget, der klemte i halsen og trak i underlæben, når han tænkte på hende.

- Hr. Juul...!?

Han vendte sig om. Det var Bent Kragelund. Sønnen.

- Ja?

- Hr. Juul, kan vi snakke lidt? Vi kan måske sætte os i min bil ... det er da lidt varmere end her...

Bent Kragelund viste vej over mod en hvid bil på parkeringspladsen nedenfor kirken. Juul satte sig ind på passagersædet. Det var en Mazda, kunne han læse midt i rattet.

- Hvad kan jeg gøre for Dem?, spurgte han.

Det var tydeligvis svært for den anden at få sagt, hvad han ville. Der blev en pause.

- Jeg ... øh ... har læst, hvad de skriver om min far i avisen ... øhm ... er der ikke noget, man kan gøre ved det?

- Hvad mener De...?

- Det tager hårdt på min mor, at min far bliver kaldt forbryder....

- Det har der da vist heller ikke stået direkte...

- De forstår ikke ... min mor ... hun føler sig skyldig, fordi hun pludselig synes, hun har ønsket for meget af min far ... for meget materielt - et dyrt hus, biler, tøj. Hun tror, det er hende, der har drevet ham ud i det dér åger ... og hun bebrejder sig selv, at hun ikke opdagede, at han havde for mange penge mellem hænderne.

Han sad lidt uden at sige noget. Juul vidste ikke, hvad han skulle svare. Han kunne selvfølgelig begynde med straffelovens paragraffer om ærekrænkelse, men ...

Bent Kragelund fortsatte af sig selv.

- Vi andre skulle vel også have set det noget før... de kunne da ikke føre det liv for hans løn. Jeg troede bare, han kendte nogle gode skattefiduser...

Ja, og det er jo ikke spor ulovligt, vel, havde Juul den største lyst til at sige, men han nærede sig.

Bent Kragelund sukkede og tænkte sig åbenbart længe om.

- Glem det, sagde han så. Jeg troede vel på en eller anden måde, at jeg kunne få Dem til at standse skriverierne i avisen ... men vi er vel nødt til at tage det, som det kommer.

Juul sagde ikke noget. Nikkede bare og steg ud af bilen.

Han var næsten helt henne ved stoppestedet, inden han så den hvide Mazda bakke ud fra parkeringspladsen og sætte kursen mod Golfbakken.

Mandag, den 5. november, kl. 08.00

At stemme dørklokker hed det så poetisk i bøgerne. I virkelighedens verden var det noget af det kedeligste, en politimand kan komme ud for.

Der var 193 navne på Kragelunds EDB-lister - 68 på den første, den som tilsyneladende indeholdt dem, der skyldte Kragelund penge her og nu, og 125 på den anden, den de gættede på indeholdt forhenværende skyldnere.

Juul havde været ondskabsfuld nok til at give Jan Toft listerne med hjem fredag eftermiddag. Knægten havde jo allerede vist, at han holdt af weekendarbejde, så Juul havde bedt ham give så mange af de 193 som muligt et rigtigt navn og en rigtig adresse.

- Du kan jo bare smutte herind på Gården og bruge Folkeregisteret og Kriminalregisteret sammen med Kragelunds egne gadefortegnelser - så skulle det såmænd hurtigt være klaret, havde han sagt, men han måtte alligevel indrømme overfor sig selv, men kun sig selv, at han var imponeret, da Toft mandag morgen meddelte, at der kun var fem, han ikke havde kunnet få placeret.

Af de resterende 188 havde han kunnet konstatere, at 12 var døde, mens ikke færre end 24 sad i fængsel, var på lukkede afdelinger, indlagt på behandlings- eller afvænningshjem eller under en eller anden anden form for behandling. Langt de fleste af de tilbageblevne var i forvejen kendt af politiet - de fleste optog oven i købet en ikke uvæsentlig del af Kriminalregisteret. Det var en flok dejlige mennesker, redaktør Kragelund havde omgivet sig med i sin fritid.

Der var trommet 18 mand sammen i den lille parolesal, og det var ikke den store kunst at fordele de 152 navne og adresser, der var tilbage, imellem dem.

- Start hvor I vil på hver jeres liste, sagde Juul. Vi vil have at vide, hvorfor de lånte penge af Kragelund og til hvad, hvornår pengene blev tilbagebetalt, hvis de er blevet det - og så selvfølgelig hvor de hver især var forrige fredag.