Mandag, den 5. november, kl. 16.30

Henning Juul spekulerede på, om det var fordi, han var politimand, at blokkene i Bispeparken mest af alt mindede ham om et fængsel. De næsten unaturligt små vinduer var til al overflod forsynet med et gitter for den nederste halvdel a'la fransk altan, hvilket gjorde fængselstanken så meget mere nærliggende.

Blokkene var opført i begyndelsen af 70erne, og Juul havde altid betragtet dem som noget nær en hån mod menneskeheden. De var bygget af mørkegrå beton, og først for nylig havde nogen fået den idé at male vinduesrammerne i forskellige stærke farver. Om idéen var særlig heldig, kunne man diskutere. Juul var tilbøjelig til at mene, at intet kunne redde det dystre indtryk, når man nærmede sig bebyggelsen.

Intet under, syntes han, at det ganske ofte var her, han og hans kolleger kunne hente nogle af deres mest trofaste kunder. Og heller ikke overraskende, at hele fem af Kragelunds kunder boede herude.

Nummer 99 lå lige midt i hele herligheden i en blok med tre opgange. Farvegeniet, som havde stået for netop denne blok havde valgt at skifte mellem mørk grøn og mørk blå i de forskellige opgange, og hvis meningen var, at dét skulle live op.....

Juul fik ikke fuldført sin tankerække.

- Den er god nok. 2. sal til venstre, sagde Jan Toft. »J. Carlsen«, står der på skiltet, det må være ham.

Nr. 87 på Kragelunds liste var en »Jon« og adressekoden havde vist sig at dække over Bispeparken 99.

Stentrappen rungede hult, da de to traskede op ad den.

De havde hver især besøgt to andre i bebyggelsen, og det var med meget lidt entusiasme, at de nu mødtes for at tage den sidste og femte sammen, inden de fulgtes hjem.

Der er mange måder at møde kriminalpolitiet på. Én af dem er, når en repræsentant eller to derfra uopfordret ringer på ens dør. Og når det sker, er der igen mange måder at reagere på. Jon Carlsens var én af de mere usædvanlige.

- Det var I sgu længe om, sagde han bare, da Juul havde præsenteret sig selv og sin kollega. Ifølge Folkeregisteret skulle Jon Carlsen være født den 22. marts 1960, og dén alder passede meget godt på hans udseende, nåede Juul at konstatere, inden deres vært vendte sig om for at gå forrest ind i lejligheden.

- Men kom da endelig indenfor, sagde han ud i luften og fortsatte
- Jeg regnede jo nok med, at mit navn stod på én eller anden liste hos ham der Kragelund...

Så standsede han pludselig og vendte sig om med et forskrækket udtryk.

- For det er da derfor, I er her, ikke?

Han slappede af igen, da Juul nikkede bekræftende.

Lejligheden var typisk for den slags byggeri. Billige materialer, plastikhåndtag på de mørke finérdøre, en smal, ubrugelig vindueskarm under alle vinduerne, hvide betonlofter.

I den modsatte side af opgangen var der en lille altan med udgang fra stuen.

- Sid ned, sagde Jon Carlsen. Kaffe? Øl? Noget helt tredie?

- Ikke noget, tak, sagde Juul og satte sig på en af krostolene omkring det ovale, rødbejdsede spisebord. Jan Toft satte sig overfor.

- Hvorfor står du på Kragelunds liste?, spurgte Juul.

Jon Carlsen havde sat sig for bordenden. Han så ikke ud til at være spor ilde berørt over politiets tilstedeværelse.

- Ja, jeg lånte jo penge af ham. For....fire år siden, var det vist. 6000 kroner. Jeg var ude i noget snavs dengang. Lidt narko, meget druk, og lige pludselig var der nogen, der ville se kroner for noget junk, jeg havde købt på kredit....

- De 6000 kroner gjorde det nu ikke bedre ... tværtimod, så skulle jeg jo bare skaffe endnu flere penge hver måned. Hvis I har gjort jeres arbejde ordentligt, så ved I vel også, at jeg var nødt til at se lidt stort på ejendomsretten ... de andres altså ... den gang...

Juul og Jan Toft så sig begge uvilkårligt om i den faktisk helt nydelige stue. Der hang kunst på væggene, og et par reoler var spækket med bøger.

Jon Carlsen grinede.

- Ja, jeg ved godt, hvad I tænker. Det her ligner ikke en junkie og en tyveknægts lejlighed, vel? Nej, men jeg er også færdig med den slags. Kragelund og alle de andre har fået deres penge, og jeg har fået et organiseret liv igen.

- Og hvordan så det?, spurgte han selv uden at vente på, at de to andre skulle gøre det.

- Jeg mødte en pige. Hun betalte min gæld for mig og trak mig op af sumpen. Det lyder smukt, ikke? Det var det fandeme ikke, kan jeg godt fortælle jer, men hvis vi skal blive i det poetiske, så skylder jeg hende nok mit liv. Ja, og så en hel masse penge, men dem vil hun ikke ha' igen.

- Nu er jeg snart færdig som ingeniør. Jeg har jo spildt en hel del år, så jeg er en gammel studerende. Det ved jeg godt.

Den unge mand for bordenden holdt inde og slog ud med armene. Så slog han en sarkastisk latter op.

- Så nu sidder jeg i saksen hos en flok andre ågerkarle. De gør det bare lovligt og med statsstøtte. De kalder sig bankfolk. Jeg har taget omkring 60.000 kroner i statsgarantere¬de studielån. Når jeg har betalt dem tilbage om en 8-10 år, har jeg betalt næsten 200.000 ... det er en effektiv rente på 30 procent ... til en skide bank...

Juul nikkede. Hans datter havde engang spurgt ham, hvorfor bankerne ikke kunne dømmes efter straffelovens paragraf 282. Hun kunne den oven i købet udenad. »For åger straffes den, som udnytter en anden persons betydelige økonomiske vanskelig¬heder....«, og så videre. Han var blevet hende svar skyldig.

- Hvordan kom du i kontakt med Svend Kragelund, dengang?, spurgte Juul, som ikke havde lyst til at diskutere den sag igen lige her og nu.

Jon Carlsen rynkede næsen og kneb øjnene sammen.

- Åhr, I ved .... i den omgangskreds, jeg havde dengang, er der altid nogen, der kender nogen, og så mødtes vi på et værtshus inde i byen. Det var sgu meget ligetil ... Han havde pengene med, fortalte mig om betingelserne ... ja, dem kender I vel ... og det var det. Ingen dikkedarer. Han skulle ikke have nogen sikkerhed eller sådan noget. Det lå lissom i luften, at hvis jeg ikke overholdt aftalen, så var det værst for mig selv. De andre kunne også nogle historier om folk, som havde fået det meget dårligt af ikke at betale deres afdrag....

- Hvad ved du mere om Svend Kragelund?

- Åhr, ikke så meget. Det undrede mig, da jeg begyndte at kunne tænke som et almindeligt menneske igen, at han ikke blev taget ... men I opdagede ham måske først, da han døde? Et smil trak Jon Carlsens mundvige lidt i vejret.

- Det er nok, fordi han arbejdede meget alene. Jon Carlsen ventede ikke på svar på sit drilleri.

- Det var som sagt ham selv, der udbetalte pengene, og det var også ham, der inkasserede dem igen. Og så lånte han vist kun penge ud til folk, som i forvejen selv havde et eller andet i klemme - så var der mindre risiko for, at de meldte ham. Afdragene betalte jeg vist nok ind på en girokonto, som stod i en andens navn. Kan det ikke passe?

Juul nikkede. Det var den samme historie, de havde kunnet stykke sammen af det, de havde hørt fra de andre på listen. Selv om de mildt sagt endnu ikke havde mødt nogen, der fortalte så villigt - og venligt - som denne Carlsen.

- Skal I slet ikke spørge, om der var mig, der .... Jon Carlsen sigtede og skød med sin højre pegefinger.

- Bang!
Han grinte.

- Det var det ikke - og jeg har faktisk et ... hedder det ikke et alibi? ... Jeg besøgte min gamle mor i København hele den uge og mere til ... jeg er blevet en god dreng på mine gamle dage ... kom først hjem i torsdags. Vil I have hendes telefonnummer, så I kan checke?

Juul rystede på hovedet. Han ville faktisk have haft svært ved at slæbe denne Jon Carlsen ind sigtet for drab, og han følte ikke, at det var nødvendigt at afprøve hans forklaring.

Carlsen fortsatte alligevel ufortrødent med at nævne et telefonnummer i 31-området.

- Min mor hedder Else Carlsen. Fredag aften havde vi oven i købet besøg af hele familien.

Juul rystede stadig på hovedet, men så at Jan Toft skrev i sin lommebog.

Det var Jon Carlsen, der havde snakket hele tiden, og nærmest for at være høflig, syntes Juul, han burde sige ét eller andet.

- Bor du her sammen med din pige, så?, spurgte han.

Jon Carlsen trak på skuldrene og så spekulativ ud.

- Nej, det gik ikke rigtig. Vi er på en eller anden måde for ulige ... Vi kunne ikke rigtig finde ud af det dér med, at hun har masser af penge, er smuk og har check på tingene, mens jeg er - eller i hvert fald var - en fattigrøv, en junkie, som hun fik på fode igen. Det er af en eller anden grund ikke rart at stå så meget i gæld til sin kæreste. Vi snakker sammen endnu - og måske lykkes det igen - men lige nu bor hun altså ikke engang her i byen.

- Der var engang, de havde et besynderligt system herude i de her lejligheder, sagde Juul for at skifte emne, men dog holde snakken i gang. Noget med at låse ét eller flere rum af i for eksempel en fire-værelses og så leje den ud som to- eller tre-værelses. Billigere. Gør de det endnu?

Der blev en kort pause. Så lyste værtens øjne op i et stort grin.

- Jeg tilstår!, sagde han i forstilt forfærdelse og rakte begge arme i vejret.

Jan Toft så undrede fra den ene til den anden.

- I er mig sgu en tand for smarte, er I, fortsatte Jon Carlsen grinende. I kommer for at snakke om et mord, og så tager I mig i værelsestyveri...

Det var rigtigt nok. Systemet eksisterede endnu. I ren og skær 60er-optimisme var de fleste lejligheder i Bispeparken bygget som fire- eller femværelses. Oliekrisen først i 70erne og arbejdsløsheden i kølvandet på den havde imidlertid gjort det svært at leje de store og dyre lejligheder ud. Så havde man valgt at låse nogle af rummene af i hver lejlighed og så leje dem ud som mindre. Fattig-80erne havde bestemt ikke gjort behovet for dårligt isolerede kæmpe-lejligheder større, og de eneste, der havde virkelig glæde af dem, var Flygtningehjælpen, der ofte stod med ret folkerige familier med et akut indkvarteringsbehov.

Juul havde altid rystet lidt på hovedet af ideen, men han kunne da godt se, at det sparede f.eks. vedligeholdelse og varme at have de mange værelser stående ubenyttede.

Der skulle imidlertid ikke den store opfindsomhed til for at åbne dem. Nøglerne til de billige dørlåse kunne købes hos enhver isenkræmmer, og prøvede man sig lidt frem, fandt man såmænd hurtigt den, der passede.

- Og de kommer jo aldrig og checker, sagde Jon Carlsen, hvad jeg bruger mit til?

Han rejste sig, gik ud i køkkenet, rakte ind under køkkenbordet og fiskede en nøgle frem. De to andre fulgte med ham.

- Voilà!, sagde Jon Carlsen på dansk-fransk, da han smækkede døren op.

Rummet var fyldt med én stor modeljernbane. Der var huse, byer, stationer, signaler, biler, skinner og bitte små mennesker overalt. I det ene hjørne var der en slags pult med nogle hvide striber og en masse små pærer og knapper.

Jon Carlsen tændte på en kontakt. Hundredvis af små lamper lyste op på det store anlæg, og tre-fire tog begyndte at køre helt af sig selv.

- Nogle samler på frimærker, andre på tog, sagde Jon Carlsen nærmest lidt undskyldende.

- Det er sgu da enormt flot, udbrød Jan Toft.

- Synes du? Jon Carlsen lød stærkt oplivet. De fleste griner bare af det, så der er faktisk ikke så mange, der får det at se.

- I bør være beærede, tilføjede han spøgende.