Tirsdag, den 6. november, kl. 8.00

- Det kunne køre helt automatisk. Han behøvede ikke at røre en finger.

Jan Toft var midt i en begejstret beskrivelse af Jon Carlsens modelbane, da Henning Juul trådte ind i parolesalen med en stor stak papirer under armen. Juul lagde tungt bunken på et bord.

- Det her er bedrøvelig læsning, sagde han og kiggede træt ud over forsamlingen. Han havde haft 68 afhøringsrapporter med sig hjemme og havde siddet det meste af natten og tygget sig igennem dem. Det havde været en lang nat med masser af kaffe og kun to timers søvn, og Juuls fysik var ikke længere særlig velegnet til at skjule den indflydelse, sådan en omgang havde på hans velbefindende.

- Jeg kan ikke se noget her, sagde han og bankede på bunken, der bringer os videre.

- I fortsætter bare på jeres lister...

Det var surt vejr, da Henning Juul kom ud på gaden. Det småregnede, men alligevel besluttede han sig for at spadsere hen på Banegården, så fik han da i det mindste lidt frisk luft, og kunne måske komme af med den hovedpine, nattens arbejde havde givet ham.

Han havde i al stilfærdighed lavet et aftale med DSB om at komme og få en lektion i det dér med »to grønne«, som lokomotivfører John Andersen havde ævlet om. Juul fastholdt - også overfor sig selv - at det ikke havde nogen betydning for sagen, at toget var standset lidt nord for Skanderborg den aften, men alligevel. Det skete jo ikke noget ved at sætte sig ind i sagerne.

Manden, der tog imod Juul inde på billetkontoret, var ikke ret høj, han havde et lille overskæg og runde metalindfattede briller. Han havde en standard blå- og hvidstribet DSB-skjorte på og en strikket blå vest. Han så faktisk uhyre venlig ud, tænkte Juul. Han hed Torben Johansen.

- Jeg har tænkt mig, at vi kunne gå op i posten og kigge. Så er det hele nok nemmere at forstå, sagde han.

Så er vi der igen, tænkte Juul. Posten? Jeg må hellere gøre mig dum med det samme.

- Hr. Johansen, sagde han, mens de gik ud af billet¬kontoret og gennem afgangshallen, jeg må hellere med det samme sige, at jeg ikke forstår mig en pind på tog og jernbaner. De har allerede brugt ét ord, jeg ikke forstår. Hvad er »posten«?

Torben Johansen grinede.

- OK, jeg skal prøve at udtrykke mig som normale mennesker gør - vi bliver nok lidt miljøskadede ved banen. Posten ... det er dér, vi styrer toggangen fra. Stiller signaler, skifter sporskifter og al sådan noget. De skal nok komme til at forstå det hele, når vi kommer derud.

Vejret var ikke just blevet bedre, og turen over banetærrenet var noget af et forhindringsløb - både for at blive så lidt våd som muligt og for at undgå at falde over skinnerne og det væld af andre tekniske installationer, der var derude.

Posten lå et stykke ude på tærrenet, men der var i det mindste behageligt varmt, da først de var klatret op i 2. sals højde ad en udvendig jerntrappe og var kommet indendøre.

Rummet var totalt domineret af et stort opretstående tableau med en masse håndtag nedenunder. Der var lamper, der lyste og lamper, der blinkede, og på én eller anden måde syntes Juul at han havde set det hele før, men det kunne jo af gode grunde ikke passe. Han havde aldrig sat sine ben i en »post« før. De tre sider af rummet, som ikke var dækket af tableauet, bestod stort set udelukkende af vinduer, hvorfra man havde et udmærket udsyn over det meste af banegårdsarealet. To mand var tilsyneladende beskæftiget med et eller andet ved tableauet, og de nikkede bare adspredt til ham.

Henne i et hjørne stod en kaffemaskine og klukkede. Henning Juul gjorde sig umage for utilsløret at kigge direkte hen på den.

- Vil De ikke have en kop kaffe at begynde på? Han var en venlig mand, denne Johansen.

En times tid senere følte Henning Juul, at han var betydeligt klogere. Ikke noget videre på, hvordan Svend Kragelunds morder havde båret sig ad, men på, hvordan en hel masse jernbaneteknik fungerer.

Og så havde et par tanker klæbet sig fast til indersiden af hans hoved på samme måde som et stykke tape til fingrene. Selv om man vil af med det, lader det sig ikke ryste af, og når man prøver med den anden hånd, så sætter det sig bare dér...

Han takkede sine værter for gennemgangen.

- Nu har jeg forhåbentlig ikke taget for meget af Deres tid?, spurgte han høfligt, mens han tog sin frakke på og belavede sig på at skulle ud i regnen på det forblæste jernbanetærræn.

- Næe, overhovedet ikke. Torben Johansen smilede.

- Jeg har alligevel sat hele dagen af til at være politiet behjælpelig, sådan som De pludselig er begyndt at interessere Dem for jernbanen. Der er jo ikke mere end en halv times tid til Deres kollega kommer...

Juul standsede midt i et ærme og kiggede undrende på Johansen.

- Ja, Toft, hed han vist. Kan det ikke passe?

Onsdag, den 7. november, kl. 8.00

Hvad afhøringsrapporterne angik, så var onsdag morgen ikke en døjt mere opløftende end tirsdag. Igen havde Henning Juul tilbragt en nat med en masse læsning og næsten ingen søvn. Og igen måtte han konstatere, at der ikke var noget i rapporte-ne, som han kunne bruge til noget.

Af de 84, der var tilbage på Kragelunds lister efter første afhøringsdag, var der nu 24, så i teorien skulle samtlige være overstået, inden onsdagen var omme. Forudsat, at de kunne træffes altså.

Da de 18 kriminalfolk var på vej ud af parolesalen, hev Juul fat i Jan Toft.

- Jan, jeg så ikke dit navn under nogle af de rapporter, jeg havde med hjemme i nat, sagde han. Var du optaget af noget andet i går...?

- Njae... Jan Toft kiggede ned i gulvet som en skoledreng, der var blevet taget i at kigge hos sidemanden.

- Jeg kunne ikke træffe nogen hjemme, så jeg ... øh...

- ... lavede en aftale med DSB, eller hva'? Juul fuldendte Tofts sætning.

Jan Toft kiggede op med et sæt.

- Jeg var der nemlig også, skal jeg sige dig, sagde Juul i en kærligtoverbærende tone. En halv times tid før dig. Men lad os ikke skændes om det, selv om jeg nok synes, du lige kunne have fortalt mig om dine planer. Hva' fik du ud af din visit i »posten«?

- Ikke så meget mere, end jeg havde hørt fra ham dér lokomotivføreren...hva' hed han? Andersen. Hvorfor tog du derhen? Du tror jo ikke på, at det betyder noget, at toget stoppede.

- Måske ikke. Men jeg synes nu alligevel, vi skal et smut ud til vores modeljernbaneven igen.

Jan Toft så nok engang overrasket ud.

- Hvorfor? Du tror da ikke, det er ham?

Henning Juul rystede på hovedet.

- Vil du ikke ringe til ham og lave en aftale engang i dag?