[Note: Dagens afsnit er delt i to p.g.a. begrænsning i antallet af tegn i et indlæg på forum]

Torsdag, den 8. november, kl. 9.30

- Togføreren kommer først, så ham John Andersen, og hvis DSB kan finde manden fra fjernstyringscentralen, inden han skal møde på arbejde, så sender de ham herind i eftermiddag. Sagde Jan Toft, næsten inden han var inde ad døren.

Henning Juul nikkede tilfreds. Af en eller anden grund følte han, at der var skred i sagen nu. Også selvom de resterende afhøringsrapporter, som han havde læst her til morgen, heller ikke havde givet ham noget som helst at gå efter.

Politiet havde afhørt 152 mennesker, som havde en del til fælles. Punkt 1 figurerede de på en vis redaktør Svend Kragelunds lister over mennesker, der skyldte eller havde skyldt samme, nu afdøde Svend Kragelund penge, punkt 2 var de alle mere eller mindre enige i, at denne Svend Kragelund hørte til i den mindre pæne del af menneskeheden - hvilket mange af dem indrømmede også selv at gøre - og punkt 3 var ingen af dem særlig kede af, at han var død. Visse af dem ligefrem glade.

Der var bare lige det punkt 4, at det ikke var særlig sandsynligt, at nogen af dem havde været ude at køre med det tog, der i køreplanen hed Re3165, den 26. oktober. De fleste af dem var oven i købet i stand til at bevise det.

Derudover havde politiet afhørt ti personer, som havde det til fælles, at de netop havde kørt med Re3165 den 26. oktober. For deres vedkommende var der bare også det fællestræk, at ingen af dem stod på hr. Kragelunds lister.

Alligevel var Henning Juul optimistisk.

Birgitte Meyer havde sin togføreruniform på, da hun trådte ind på Henning Juuls lille kontor.

- Jeg skal møde på arbejde klokken halv elleve, sagde hun nærmest undskyldende, mens hun satte sig på gæstestolen. Jan Toft stillede sig i det fjerneste hjørne.

- Ja, men det bliver også ganske kort det her, sagde Juul imødekommende. Faktisk skal jeg bare have klarhed på én ting ... Men lad mig lige først høre, om De selv er kommet i tanker om noget, siden vi snakkede sammen sidst?

Hun rystede langsomt på hovedet.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad det skulle være, sagde hun. Jeg har fortalt det hele...

Henning Juul gengav lokomotivfører John Andersens forklaring for Birgitte Meyer.

- John Andersen mener altså, at han standsede toget, fordi et signal viste rødt lidt nord for Skanderborg. Jeg forestiller mig, at De som togfører ville lægge mærke til, hvis toget standsede, uden det var på en station. Men jeg tager måske fejl?

Birgitte Meyer tænkte sig tilsyneladende grundigt om.

- Ja, jeg er bange for, at De tager fejl ... Jeg kan i hvert fald ikke huske noget om, at vi skulle have stoppet på strækningen den aften, men det betyder ikke, at det ikke kan være sket. Jeg skal sige Dem ... det er rutine, det vi laver, og det er ikke så usædvanligt, at toget sætter farten ned eller standser helt. Det kan skyldes så meget, som er helt normalt ... reparation af sporet, eller hvad ved jeg ... og det er kun, hvis man mærker en usædvanlig hård opbremsning eller sådan noget, at man egentlig registrerer det.

- Jeg er bange for, at jeg ikke kan hjælpe Dem. Birgitte Meyer så oprigtig ked ud af det.

Juul forsøgte at smile opmuntrende til hende.

- Så tror jeg kun, jeg har et par spørgsmål mere... Kunne der, teoretisk set, have været en passager mere med det tog, som De ikke bemærkede? Altså én, som ikke ville bemærkes...?

Kvinden i gæstestolen smilte. Hun var egentlig utrolig køn, tænkte Juul.

- Se dét er selvfølgelig et pinligt spørgsmål, sagde hun med smil på stemmen. Det er jo netop min opgave at sørge for, at der ikke er nogen af den slags, ikke? Men, jo, det kunne der da i teorien godt, selv om jeg absolut ikke tror det ... Den eneste reelle mulighed for at gemme sig er på toiletterne, og jeg kigger altid op på optagetskiltene i hver ende af vognene, når jeg billetterer. Hvis der er lys i et af dem, og jeg i øvrigt har tid, så venter jeg, til vedkommende kommer ud...

- ... og dén fredag havde jeg jo masser af tid, men dét er jeg sikker på ... der var med garanti ingen lys i optagetskiltene på den tur. I øvrigt gik I vel selv toget igennem, da vi kom ind...?

Juul sukkede og undlod at svare på togførerens spørgsmål.

- Jeg kan forstå, at sådan et tog har en eller anden form for automatisk dørlukning, som også holder dørene lukket, når toget kører...?

- Ja, togføreren kan lukke alle dørene i toget ved at dreje på en kontakt ... det vil sige alle dørene undtagen den, man selv står ved, ellers ville vi jo blive lukket ude. Og, ja, mekanismen forhindrer også, at dørene bliver åbnet, mens toget kører.

- Kan automatikken slås fra?

Birgitte Meyer nikkede.

- Ja, der sidder et lille håndtag over hver dør. Hvis man drejer på det, kan man åbne og lukke dørene manuelt.

Henning Juul sagde pænt tak, tog afsked med Birgitte Meyer og sendte Jan Toft ned i kantinen efter en kande kaffe.

Så ringede hans telefon.
- Juul!?

Det var Michael Back.

- Jeg har noget, du skal ha', sagde han uden indledning. Det er sikkert ikke særlig vigtigt, men det er nok rigtigst, at du får det alligevel.

- Og hvad er det så ... og hvad skal du ha' til gengæld? Juul små-smilede ned i telefonen. Han måtte jo indrømme, at der ikke var sket de store ulykker ved at gøre forretninger med denne Back hidtil, snarere tværtimod.

- Næe, denne gang skal jeg ikke ha' noget igen. Jeg sender et bud hen til dig med det. Det er en slags elektronisk kalender, som jeg har fundet i Kragelunds computer og skrevet ud på papir.

Han havde lagt røret igen, inden Juul kunne nå at spørge ham om, hvordan han igen havde fået noget ud af Kragelunds maskineri.

Jan Toft kom tilbage med en kande kaffe og to krus og fik til gengæld oplysningen om Backs fornyede indbrud i Kragelunds computer.

- Går du ikke lige ned i ekspeditionen og er klar, når de papirer kommer? Måske kan vi nå at se på dem, inden vi skal snakke med Andersen.

Det kunne de nu ikke. Jan Toft kom tilbage få minutter efter med både en brun konvolut og lokomotivfører John Andersen.

[... fortsættes]