Torsdag, den 8. november, kl. 15.30

- Vi skal bruge et tog.

Toft, Berg, Nielsen og Grønlund så ud, som om de var sikre på, at deres chef spøgte.

- S'gerne, sagde Peter Nielsen. Hvilken farve ønsker De, hr. Juul?

Juul ignorerede morsomheden. Han havde hurtigt sat de andre ind i, hvad han selv og Toft havde fundet ud af.

- Jeg mener det. Vi skal rekonstruere 3165s tur fra Skanderborg og hertil.

Det lød sgu godt, tænkte Juul. »3165«! Jeg taler snart som en rigtig DSB-mand.

- Det må kunne lade sig gøre at få etaten til at køre os en tur med et tog magen til det, der kørte hin fredag aften. Jan, du var den første til at gå i krig med lokomotiver, numre og alt det dér. Vi skal nok gå igennem politimesteren. Jeg får ham til at bede DSB om et tog, og så siger jeg, at du ka' det praktiske. Det skal se ud, nøjagtig som 3165 gjorde den 26., og vi skal have John Andersen til at køre, og hende Meyer skal med også.

- Hans, så skaffer du en flok her fra Gården til at agere passagererne. Prøv om du kan finde nogle, der passer bare nogenlunde i alder, og vær sikker på, at du får den rigtige kønsfordeling.

- Jan, prøv at arrangere det til i morgen aften eller nat, når den almindelige togtrafik er overstået. Det er oven i købet en fredag...

Selv tog Henning Juul hjem. Med sig havde han Jan Tofts og Niels Bergs rapport om afhøringen af tre af de mennesker, som stod i Kragelunds kalender. Den kalender, de havde fået fra Michael Back. Juul gad næsten ikke læse rapporten, for Jan Toft havde allerede fortalt ham, at de tre afhørte bekræftede fredags-teorien. Svend Kragelund varmede tydeligvis op til weekenden ved at tage rundt til sine kunder for enten at afslutte deres fælles forretningsforbindelse eller, som Juul og Toft havde gættet, for at sætte genstridige debitorer på plads. Noget tydede også på, at Kragelund udvalgte sine kunder blandt dem, der var langt nok nede i skidtet til, at han kunne true dem på plads.

Der var en del, som havde snakket om folk, der kom til skade, men der var ingen beviser for, at Kragelund brugte vold eller lod andre gøre det for sig.

Fredag, den 9. november, kl. 06.00

Der var et vækkeur et eller andet sted i lejligheden, og da Juul havde ledt længe nok torsdag aften, var det da også kommet for en dag. Og nu kom så straffen, men op skulle han, for han ville ikke gentage fadæsen fra sidste år og glemme Janus' fødselsdag.

Han gned øjnene og trådte ud på gulvet med det samme for ikke at risikere at falde i søvn igen. En telefon ved sengen ville ikke være af vejen tænkte han, mens han traskede ind i stuen. Han var nødt til at ringe så tidligt, hvis han skulle fange Lene og Janus, inden hun kørte ham i børnehave og selv tog på arbejde.

Ærgrelsen over at skulle så tidligt op blev rigeligt opvejet af den glade barnestemme i telefonen, og da han meddelte, at han ville komme med en gave om eftermiddagen, ville jublen ingen ende tage.

- Hva' er det, Morfar, spurgte knægten, så ordene næsten væltede over hinanden for at komme frem.

Henning Juul lo gemytligt og sagde, at det måtte man sandelig da ikke få at vide på forhånd.

Men han kunne nu godt have tænkt sig selv at vide det.

Fredag, den 9. november, kl. 14.31

Juul tog tid på, hvor længe han ville være om at få klaustrofobi i den overfyldte legetøjsforretning. Han fattede egentlig ikke, hvem der havde tid til at gå i legetøjsforretning midt på eftermiddagen - hvis det var dem uden arbejde, så burde de vel ikke have råd til at være der. Nå, han var der jo selv, og han havde ved gud arbejde ... rigeligt.

Han var fire minutter om at få det dårligt og yderligere to om at finde en gave, og først da han stod ude på gaden efter flugten gennem kasseapparatet, slog det ham, hvad det egentlig var, han havde købt.

Han smilede og rystede overbærende på hovedet af sin egen opfindsomhed, og en tilfældig forbipasserende ville sikkert have taget ham for just det, han var. En glad bedstefar, som havde været inde og købe en gave til barnebarnet.

Og egentlig var det vel også på tide, at ungen fik det elektriske tog...

Han dryssede lidt rundt i byen med sin store pakke under armen, indtil han hoppede på en linie 3 ud ad Randersvej.

Det var sjældent, han brugte den nøgle, han havde til Lenes lejlighed, men i dag var der en god grund til at gøre det. Han glædede sig til at se Janus' fjæs, når han fik øje på den store æske med tog-sættet.

Og han blev ikke skuffet. Lene rystede ganske vist på hovedet af ham, og ymtede noget om, at det var ungen da vist ikke gammel nok til, mens hun gik ud i køkkenet for at lave varm chokolade. Men succesen var hjemme. Selv om der var langt fra cirklen på gulvet og det enlige damplokomotiv med tre godsvogne til Jon Carlsens anlæg, kendte Janus' begejstring ingen ende. Til at begynde med drejede han blot transformatorens håndtag hele vejen rundt med det resultat, at det lille tog efter en enkelt omgang med absolut tophastighed væltede af skinnerne.

Det var selvfølgelig også vældig morsomt, men det lykkedes Juul at overbevise drengen om, at det var sjovere, hvis toget blev på skinnerne.

Middagen stod på spaghetti og røde pølser. Janus' valg. Han er en køn dreng, tænkte Juul, og spekulerede på, om det var indbildning, når han syntes, at han kunne se noget af både Lene og Lenes mor i hans ansigtstræk.

Den var ikke mere end syv, før ungen faldt i søvn liggende på gulvet foran sit nye tog. Juul drejede langsomt transformatorens håndtag ned på nul, og det lille lokomotiv standsede sin evige køren i ring. Lene løftede forsigtigt sin dreng op og bar ham ind i seng.

Da Juul var blevet alene, så han sig om i stuen. De fleste af møblerne kendte han kun alt for godt. Han rejste sig fra gulvet, tog sin kaffekop og stillede sig hen foran kommoden med billederne ovenpå. Det største af dem forestillede tre mennesker i en have - en mand, en kvinde og en halvvoksen pige. De havde alle fjogede grin på, som nok ikke mindst skyldtes den tåbelige hat, kvinden havde på. Han huskede det, som var det igår. Det var det ikke ... det var 10 år siden.

Lene kom tilbage fra Janus' værelse og lagde begge arme om sin far bagfra.

- Gør det stadigvæk ondt?, spurgte hun stille og lagde sin kind mod hans nakke. Han nikkede.

- Kan du ikke glæde dig over os i stedet for? ... se da på Janus, se hvor lykkelig han er for dig. Der var ingen bebrejdelse i hendes stemme, kun omsorg.

Han blev der så længe, han kunne. Lene var god at snakke med. Hun interesserede sig ikke meget for politiarbejde, og det var en lettelse at tale om alt muligt andet.

Der var ikke tid til at tage bussen ind på Gården, så meget mod sin sædvane ringede han til vagthavende og spurgte, om han ikke kunne lade en patruljevogn slå et vend omkring og tage ham med ind.

- Tak, sagde Lene, da han stod i døren. Kom lidt oftere, Far.