Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Signal til mord - 39 (Generelt)

af Jens V, 23/7 2017, 09:37 (2440 dage siden) @ Jens V

Fredag, den 9. november, kl. 22.30

Det rigtige Re3165 holdt ved perronen i spor 1. Henning Juul kiggede ind gennem vinduerne. Der var ikke mange passagerer med. Birgitte Meyer havde sikkert ret, når hun sagde, at 10-15 stykker var det normale for det tog. Om ét minut skulle det afgå. Nøjagtig som Re3165 var afgået fra Skanderborg to uger tidligere.

I spor 2 holdt et tog præcis magen til det i spor 1. Politiets rekonstruerede 3165. Jan Toft, der efterhånden optrådte som politiets jernbaneekspert, havde forklaret, at toget bestod af et MZ-lokomotiv, en A-vogn, en Bk-vogn og to B-vogne. Og selv om ingen havde været rigtig interesseret, havde han også forklaret, at en A-vogn er en 1.-klassesvogn, at en B-vogn er en 2.-klassesvogn, og at en Bk-vogn er en 2-klassesvogn med kiosk i. Deraf k'et, som han havde sagt.

Det havde ellers holdt hårdt, påstod Jan Toft, at få DSB til at sætte et særtog sammen med så kort varsel, og så oven i købet et tog, der skulle sammensættes på en helt bestemt måde. »Oprangeres«, hed det i jernbanesprog, sagde han, mens han stadig beredvilligt delte ud af sin viden til de andre. Samtidig havde han haft et hyr med at få både John Andersen og Birgitte Meyer fri for deres almindelige tjeneste den aften, men det var lykkedes. Ikke mindst fordi han havde allieret sig med Torben Johansen, som havde vist ham rundt i »posten«, og som vidste, hvilke knapper der skulle trykkes på. Ikke kun i bogstavelig, men også i overført betydning. Samme Johansen havde tilbudt selv at tage med på turen for at løse praktiske problemer, hvis sådanne skulle opstå.

Hans Grønlund havde været på jagt på Politigården, og det var lykkedes ham at skaffe frivillige nok, der kunne gøre det ud for de ti passagerer, der var med Re3165 den 26. oktober. Med en slet skjult modvilje kunne han oven i købet afsløre, at der blandt kontorpersonalet på Gården var en tyrk, som han havde fået til at spille »den der Mustafa«.

Ved hjælp af de tegninger, som nu i næsten to uger havde hængt på Henning Juuls opslagstavle, havde de benyttet turen til Skanderborg til at få »passagererne« placeret de rigtige steder. Jan Toft fungerede som instruktør, så hver enkelt så vidt muligt kunne opføre sig, som de rigtige passagerer ifølge deres egne forklaringer havde gjort det nøjagtig to uger tidligere.

Henning Juul selv havde været på besøg hos færdselspolitiet om formiddagen og lånt to stopure. Det ene havde han givet Jan Toft, det andet beholdt han selv.

Hans plan var, at Jan Toft skulle opholde sig på lokomotivet sammen med John Andersen og nøjagtigt kontrollere, hvor lang tid det ville tage for toget at nå til AM 2908, hvor det skulle standse. Selv ville Juul tage tid på Birgitte Meyers billetteringsrunde. Grønlund, Berg og Peter Nielsen fik besked på at opholde sig i kiosken, mens det hele stod på, så de ikke forstyrrede billedet.

Henning Juul var ikke helt sikker på, hvad det hele skulle føre til, men han havde en anelse.

Det ægte Re3165 rullede ud af stationen, og en DSB-mand i arbejdstøj og en walkie-talkie-lignende radio om halsen lagde an til at rangere rekonstruktionen fra spor 2 til spor 1.

Henning Juul lagde vægt på, at det hele skulle foregå nøjagtig som den aften, så han ville ikke være med til, at toget skulle afgå fra spor 2, selv om flere af de DSB-folk, der var med, havde argumenteret kraftigt for det som det nemmeste.

- Dav, Juul!, var der pludselig en bekendt stemme bag ham, der sagde. Juul sukkede og vendte sig om.

- Back, hvad faen laver du her?

- Kigger på tog. Det er vel ikke ulovligt. Jeg kom lige forbi...

Det var halvmørkt på perronen trods de tændte lamper, men det var tydeligt for enhver, Juul inklusive, at Back aldeles ikke lige var kommet forbi. Det afslørede hans brede smil med det samme.

- Du kommer ikke med den her gang, hvis det er det, du tror. Juul holdt begge hænder op foran sig, som om han regnede med, at det blev nødvendigt rent fysisk at forhindre journalisten i at stige om bord i toget.

- Det vil jeg sandelig heller ikke. Jeg ville bare vinke farvel. Og så møder jeg jer jo nok ude i Stilling igen...

Back havde stadig det brede grin på, da han vendte sig om og stillede sig i behørig afstand for at kigge på begivenhederne. Juul havde den største lyst til at spørge, hvorfra han vidste, hvad der skulle foregå, men han kunne høre Backs standardbemærkning »skal vi ikke bare sige...« for sit indre øre, så han lod være.

Toget rullede langsomt ind til perronen. Alle »passagererne« sad på deres pladser, og Juul fik selskab udenfor af Birgitte Meyer, Torben Johansen og den DSB-mand, som åbenbart stod for rangeringen.

- Vi har strækningen for os selv indtil klokken 3 i nat. Da skal vi enten være fremme eller være tilbage her, for på det tidspunkt kommer der et godstog fra Fredericia, sagde Torben Johansen.

Juul kiggede op og ned ad perronen. Birgitte Meyer havde haft ret. Der var ikke noget sted, hvor hele toget kunne overskues, fordi perronen lå i en kurve. Han gik lidt fremad og så Jan Toft stikke hovedet ud gennem vinduet på lokomotivet. Aftalen var, at de skulle starte hver deres stopure i det øjeblik, Birgitte Meyer gav afgang med den såkaldte »brummerledning«. En anordning, havde Juul forstået, som gav en bestemt lyd fra sig på lokomotivet, så lokomotivføreren vidste, at han måtte begynde at køre.

Birgitte Meyer skulle gøre nøjagtig, som hun havde gjort den 26. oktober. Fløjte som tegn på, at dørene blev lukket, stikke sin nøgle i kontakten til den automatiske dørlukning og dreje. Kontrollere, at alle døre undtagen hendes egen lukkede og så stikke nøglen i den anden kontakt. Den til »brummeren«. I samme øjeblik, hun drejede på nøglen, trykkede Juul på sit stopur. Toget satte sig langsomt i gang.

Første gang, Birgitte Meyer passerede plads 26 i 1.-klassesvognen, viste stopuret 46 sekunder. Juul tog i håndtaget på en dør ud til det fri, men kunne ikke få den op.

Da toget tre minutter og to sekunder senere standsede foran AM 2908, befandt Birgitte Meyer sig i den næstbageste vogn på vej fremad i toget. Altså på den runde, som hun havde forklaret, hun gik for at se efter glemte sager, lukke vinduer og sådan noget.

Juul lod hende gøre runden færdig. Da hun kom til kupéen, hvor hun havde fundet Svend Kragelund død, var der gået fem minutter og ni sekunder, siden toget havde forladt Skanderborg.

Der var altså fire minutter og 23 sekunder imellem, at hun passerede Kragelunds kupé første og anden gang, regnede Juul ud.

Hvem, der så end dræbte Svend Kragelund, havde haft netop de fire minutter og 23 sekunder til at gøre det i.

Eftersom Birgitte Meyer efter al sandsynlighed ikke havde gået i nøjagtig samme tempo som den 26., besluttede Juul sig til at sige mellem fire og seks minutter.

Juul regnede videre.

Hvis John Andersen havde holdt to minutter, inden signalet skiftede til grønt, havde toget været i gang igen et minuts tid efter sit stop, da Birgitte Meyer opdagede mordet.

Toget holdt stadig stille, og Juul åbnede en dør og kiggede ud. Det var mildt sagt mørkt udenfor, men han trådte alligevel ned på trinene. Der var endog meget langt fra det nederste trin, til han igen havde fast grund under fødderne. Stående nede på stenene mellem de to spor på den dobbeltsporede strækning rakte han op for at smække døren i efter sig. Det lod sig bare ikke gøre.

Birgitte Meyer stod oppe i vognen og kiggede ned på ham.

- Dørautomatikken sørger også for at holde dem åbne, mens toget holder stille, sagde hun og løftede hånden op til et sted over døren, som Juul ikke kunne se.

- Sådan, sagde hun. Og pas så i øvrigt på, der kan komme tog på nabosporet.

Juul prøvede igen at lukke døren. Denne gang lykkedes det, selv om han havde på fornemmelsen, at den ikke smækkede helt i.

Han kunne dårligt orientere sig i mørket, men han famlede sig frem langs toget, til han nåede hen til lokomotivet, kravlede op ad trinene, fik døren åbnet og stod så inde i det halvmørke førerrum.

I den modsatte side af det smalle rum sad John Andersen på en høj stol, mens Jan Toft stod lige bag ham. Desuden var der en helt tredie DSB-mand, som han ikke havde hilst på før. Motoren brummede fælt og gjorde det umuligt at høre lyde udefra, bemærkede Juul sig.

Han nikkede til de andre, men sagde ikke noget. Han kiggede ud gennem frontruden. Det mest markante var de to kraftige, grønne lys i signalet lige foran dem. Lidt længere fremme kunne han i skæret fra lokomotivets lanterner se en bro over sporene. Han tog et skridt over mod John Andersen og Jan Toft.

- Fik du tiderne?, spurgte han Toft. Han var nødt til at tale højt for at overdøve motoren.

Jan Toft nikkede.

- Og John Andersen, De er sikker på, at det var netop her, De holdt den fredag aften?

Han nikkede også.

- Jeg husker det helt sikkert på grund af broen, sagde han og gjorde et kast fremad med hovedet.

Juul stod lidt og kiggede på broen. Midt på den syntes han, at han kunne se silhuetten af en enlig skikkelse, men i det svage lys var han ikke sikker. Ingen sagde noget.

- Jeg er sådan set færdig, sagde Juul så. For min skyld kan vi godt køre hjem.

Efter en kort snak med togfører Birgitte Meyer, da de var tilbage, sendte Juul sine folk hjem og satte sig selv til rette i sin tjenestevogn, som holdt parkeret tæt ved sporene. »Som at fange mistænkte i en ruse«, kunne han huske, han havde tænkt to uger tidligere på dette sted.

Problemet var bare, konkluderede han, samtidig med at han startede bilen, at han havde sat rusen det forkerte sted.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak