Mandag, den 12. november, kl. 17.10

Det var mørkt, da de kom frem til Golfbakken 12. På Juuls forslag havde Jan Toft slukket horn og blinklys et stykke tid i forvejen, men de kunne såmænd lige så godt være ankommet med fuld musik. De fleste af kvarterets børn flokkedes alligevel om de to patruljevogne, som holdt der i forvejen, og Juul og Toft blev på det nærmeste overfaldet af adskillige journalister, da de steg ud af vognen.

Juul afviste at svare på noget som helst og banede sig vej op mod den hvide låge, hvor en uniformeret politimand holdt vagt. Han holdt lågen åben for de to nyankomne.

Det var i og for sig ganske banalt. Både Niels Berg og Peter Nielsen var i huset, og ifølge dem var der ingen tvivl om, at det vitterligt var selvmord.

Grethe Kragelund var blevet fundet af hushjælpen. Hun havde ligget i badekarret med alt tøjet på. Vandet havde fosset ud af den kolde hane og havde oversvømmet hele badeværelset. Ved siden af karret flød et tomt pilleglas.

Fru Kragelund havde taget sovepiller, åbnet for vandet og lagt sig til at sove i karret, der langsomt blev fyldt. Om hun var død af forgiftningen eller druknet, ville først åbenbare sig ved obduktionen.

I stuen lå afskedsbrevet. »Brev« var måske nok lidt af en overdrivelse.

»Undskyld Svend. Jeg kan ikke leve med det«, stod der bare. Det var håndskrevet, og Niels Berg havde fundet et par andre sedler, som Grethe Kragelund sandsynligvis selv havde skrevet. En indkøbsseddel og en besked til hushjælpen om at huske at pudse vinduerne. Håndskriften var den samme.

Juul sukkede. Han huskede, hvad hendes søn havde sagt til ham i en hvid Mazda den lørdag, deres mand og far var blevet begravet. Nu kunne Bent Kragelund komme herover og starte forfra med endnu en begravelse.

Han gav Niels Berg besked om at afslutte så hurtigt som muligt, så roen på vejen kunne blive genoprettet. Så sendte han Jan Toft ud for at sige til journalisterne, at han selv ville komme om et lille øjeblik.

Han kiggede ind på Svend Kragelunds arbejdsværelse for at tage de gule ringbind med sig, nu da der ikke var nogen til at protestere.

Kragelunds computer stod stadig og brummede. Juul kiggede grundigt på kassen, som skærmen stod på. Hans blik fangedes af en meddelelse på skærmen. »Afbryd værtsfunktionen?«, stod der, hvorefter nogen tilsyneladende havde tastet et J. Han kunne derimod ikke finde nogen afbryder. I stedet fulgte han ledningen hen til vægkontakten for at slukke den dér.

Juul slukkede, og skærmen blev sort samtidig med, at den vedholdende brummen fra maskinen holdt op.

Da Juul kom udenfor, blev han igen mødt med en syndflod af spørgsmål fra journalisterne. Han kunne ikke få øje på Michael Back. Han tog en dyb indånding.

- Der er ikke noget at skrive om, sagde han højt og tydeligt. Det var en helt ny situation for ham. Selvmord var jo ikke noget, man talte højt om, selv om det var én af de hyppig¬ste dødsårsager i landet, men han var vel nødt til at sige det rent ud den her gang.

- Det ser ud til, at ... Han holdt en pause. Hva' faen, tænkte han, de ved jo allesammen i forvejen, hvem hun er.

- Det ser ud til, at Grethe Kragelund i sorg over sin mands død har taget sit eget liv. Og der er intet ... intet, der tyder på noget som helst andet. Det var alt.

Det er godt, TV ikke er her, tænkte han, da han banede sig vej hen til den mørkeblå Scorpio med hænderne afværgende viftende i luften. Den her scene har de fået én gang for meget....

Juul overvejede at bede Jan Toft køre sig direkte hjem, men ombestemte sig og tog i stedet med ind på Gården. Dels ville han høre om de andre havde fundet frøken Bangsbo, dels var han vel nødt til at vente på, at Berg og Nielsen kom tilbage fra Golfbakken. Det var ikke sandsynligt, men de kunne have noget at fortælle.

Henning Juul blev sat af ved hoveddøren, mens Jan Toft kørte bilen rundt om Gården for at parkere den i kælderen.

Juul åbnede døren til sit kontor og rakte rutinemæssigt ud efter kontakten for at tænde lyset. Det var tændt, og i hans kontorstol sad en mand. Michael Back.

Idet Juul trådte ind, smækkede Back skriveunderlaget ned. Han havde åbenbart fordrevet tiden med at finde ud af, hvad der lå under det. Han så brødebetynget ud.

- Sorry, sagde han. Jeg har ikke kigget i andet.

- Hvordan er du overhovedet kommet ind?, spurgte Juul desorienteret.

- Gennem hoveddøren, såmænd du. Bare man ser tilstrækkelig målbevidst ud og lader, som om man hører hjemme, er der ingen, der stiller spørgsmål. Det er sgu ikke anderledes hos politiet end alle mulige andre steder, grinede han.

- Hvorfor har du i øvrigt alle Tirsdagspostens medarbejdere liggende her?, tilføjede han og lindede på skriveunderlaget.

Juul besluttede sig til at tage det hele fra den humoristiske side.

- Ja, det må du egentlig nok sige. Jeg har faktisk helt glemt den liste. Den skulle selvfølgelig ligge ved sagsakterne.

Han løftede skriveunderlaget helt og tog listen. Han lod uvilkårligt blikket glide ned over den. Og standsede midt i bevægelsen.

Allernederst stod »Anne K. Bangsbo - studentermedhjælper - maj88-juni89«

Juul udstødte en lyd, som kunne betyde hvad som helst fra dyb utilfredshed til lettelse. Han lagde listen fra sig på bordet.

- Og hvad kan vi så gøre for dig?, spurgte han sin gæst, som ganske vist stadig sad på hans stol.

- Fru Kragelund.

Juul trak på skuldrene og satte sig i gæstestolen.

- Selvmord. Piller. Hun kunne ikke klare, at hendes mand var det, han var.

De to mænd sad stille lidt.

- Hun havde i øvrigt ikke slukket computeren, sådan som du gættede på....

Back så op og kneb øjnene sammen.

- Er du sikker?

- Jeg slukkede den selv her til aften... Betyder det noget?