GM-EMD licensen var såmænd blot en aftale om at den pågældende fabrik kunne bruge få lov at købe dieselmotor mm. fra EMD og få adgang til EMDs viden.
Det var ikke således at enelleranden - mere eller mindre - tilfældig fabrik kunne købe et sæt med dieselmotor etc. og herefter bygge et lokomotiv; sådan spillede kaveret ikke.
Frichs forsøgte en gang at købe brændstofdyser magen til dem i My via GMs nordiske repræsentation, men fik pænt at vide at "disse er reserveret".

At befinde sig på meget tynd is, er jo ikke særlig rart, så, - uden at anvende meteorlogiske begreber - vil jeg da gerne retledes, hvad angår div. licenser vedr. levering af MY, MX og MZ lokomotiver til DSB. For ifølge dit indlæg, er jeg jo helt galt afmarcheret. Som du beskriver det, er samtlige motorer leveret fra EMD - formentligt i hver sin emballage - og ingen af de nævnte lokomotivfabrikanter, har fremstillet motorene til disse loks. Er det korrekt opfattet?

Ja.
At sende mere end en motor i den samme kasse - du går bare i gang. Tommelfingerreglen er at en cylinder vejer 1 ton, så en 12-cyl. motor vejer altså 12 tons...

Hvis ja, er der meget jeg ikke helt forstår, for det vil jo så sige at - i dette tilfælde NOHAB - kun har leveret dele af disse loks, men ikke selv fremstillet motorene? På licens forstås?

Ingen af licenshaverne har bygget en eneste dieselmotor. Lidt efter ordren, så har der stadig skulle bygges en vognkasse. Selv med vognkasse fra underleverandør, så skal det hele jo monteres....og det må underleverandørerne ikke.

Da de nævnte loks ligeledes havde flere forskellige danske underleverandører, hvad har NOHAB så egentlig leveret? Og, ikke mindst, på hvilke licenser? Og hvorfor mener du ikke at DSB "sad med ved bordet", da disse loks skulle anskaffes?

Omkring dieselmotoren er EMDs politik ret enkelt: den lavede/laver EMD selv. Noget anderledes med el-udstyr. Her kunne lokale fabrikker ofte få en bid. Thrige, ASEA, Smit har alle fremstillet forskellige større elektriske dele (banemotorer, hoveddynamo). På EMD-licens forstås, som EMD havde det sidste ord i.
I valget mellem Thrige og Titan var det nemt; Titan havde "bundet" sig til Frichs og deres My - derfor kunne hverken Nohab eller EMD støtte dem. Derfor Thrige.
DSB havde ikke - gentager IKKE - en disse at gøre med det forhold at Nohab fik en EMD licens.
EMD henvendte sig til Nohab - først flere år senere fik DSB appetit på EMD-loko. At afslutningen på lincensforhandlingerne falder sammen med at DSB fatter interesse for EMD-loko er en anden ting, som ikke skal blandes ind i de forhandlinger mellem to private virksomheder.
At danske fabrikker blev rodet ind i bestillingerne til DSB; det havde DSB i.

Dette indlæg skal ikke opfattes som værende provokativt, men hvad jeg indtil nu har tilegnet mig af læsestof, hvad angår de af DSB anskaffede loks, stemmer ikke helt overens med det du beskriver i dit indlæg.

Tror du skal finde dig nogle andre kilder.....jeg vil ikke nævne nogle, da jeg er jævnt inhabil her......

Men i øvrigt har alle lokomotivfabrikker i dag en skov af underleverøndører. Jeg tvivler ærlig talt på at SKODA eller Bombardier har et elektronikværksted, hvor de flikker frekvensomformere sammen - de købes "udefra" (dog næppe fra Siemens). Ergo, der kommer en kasse med de nødvendige sager og så montere lokomotivfabrikken "bare". Ganske som med vinduer, puffer, bremse-dele og meget andet. Det er helt enkelt for dyrt for lokomotivfabrikken at rode med en sådan specialproduktion.