Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Exit Mugabe (Generelt)

af Niels Buch, 19/11 2017, 16:24 (2349 dage siden)

Dette indlæg hører måske mere til i det historiske forum, men anledningen er jo meget aktuel, så I får det her. Zimbabwes regerende parti ZANU-PF har afsat Kammerat Mugabe som landets leder. For befolkningen i Zimbabwe må det næsten være sammenlignelig med Murens fald her i Europa. Der er sikkert fest og gang i den i de store byers gader.

Jeg havde selv fornøjelsen i slutningen af 90-erne at besøge landet 2 gange i forbindelse med et jernbaneprojekt, som det daværende Carl Bro havde (nu Sweco). Kort fortalt gik det ud på at vurdere jernbaneinfrastrukturens kvalitet, og jeg havde fornøjelsen af se på sikrings- og signalanlæg.

Den gang regerede dampen stadig omkring Bulawayo, der er landets næststørste by. Så at sige al rangering ind og ud af Bulawayos hovedbanegård foregik med Garratt lokomotiver. For det meste klasse 14A med hjulstillingen 1C1-1C1. Første billede viser et sådant lokomotiv på vej ind til banegården. Det er lokomotivet der overhaler cyklisten og ikke omvendt :-D .

[image]

Næste billede viser det på det tidspunkt største lokomotiv i ordinær drift, nemlig en klasse 15 med hjulstillingen 2C2-2C2. Lokomotivet trækker "Train de Luxe, Rail Safaris", et luksustog mellem Bulawayo og Victoria Falls, som jeg selv havde fornøjelsen at køre med under det ene besøg.

[image]

Næste billede er også af "Train de Luxe, Rail Safaris", denne gang i Thomson Junction. Personen der går i den hvide skjorte ved siden af tankvognen er i togets daværende ejer Geoff Cooke. Da Kammerat Mugabe begyndte at forfølge de hvide i landet, solgte Geoff toget og rejste med familien til England, hvorfra han den dag i dag arrangerer jernbaneudflugter til bl.a. Zimbabwe under firmanavnet Geoff's Trains.

[image]

Der var ikke mange tog ude på strækningerne der blev trukket med damp, men et næsten sikkert tog, var godstoget mellem Bulawayo og Cement, lidt uden for byen. En af de sidste dage jeg var i landet, lånte jeg vores bil og kørte ud for at fotografere toget, og efter nogen tids venten lykkedes det så. De sidste 2 billeder viser dette tog. Det første er mellem Bulawayo og Cement.

[image]

Det andet er lige inden Cement, hvor der bliver fyret godt op.

[image]

Tilbage er vel bare at håbe på at landet som tidligere blev kaldt for Afrikas forrådskammer, men som Kammerat Mugabe fik ødelagt, kan komme tilbage igen. Det er et meget smukt land. Dampen findes vist stadig, men det bliver mindre og mindre.

Hilsen
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak