venstre Varför inte som i leverantörslandet? (Generelt)

af Steff @, fredag 12. januar, 2018, 21:09 (104 dage siden) @ bengt

Ved de danske jernbaner skal man huske på, at i Jylland og på Fyn var det i begyndelsen næsten fuldstændigt engelskinspireret (bortset fra dansk snaps;-) ) med regler og bestemmelser, lokomotiver og i sidste ende også det signaltekniske, altså at master, vingers betydning mv. stod (da disse kom til) som man gjorde i England.
De første såkaldte ”Canada” (eller nok snarere omtalt som ”The Birkenheads”) lokomotiver nr. 1-20 havde omstillingsstangen for styringen i venstre side. De efterfølgende (og efter statens overtagelse fra Stephenson fabrikker) fra 1879 litra B, E og H, havde alle omstyringsstangen jf. deres hovedtegninger i højre side, selvom signaler og deres betydning var engelske og signaler opsat i venstre side i kørselsretningen.

De efterfølgende jyske lokomotiver leveret til banerne her op til den sammenlægning i 1885, havde alle omstyringsstangen i højre side.

De sjællandske baner (SJS) blev også byggede af engelske entreprenører og de første lokomotiver kom fra Sharp Brothers, Manchester i England. Her var omstyringsstangen også i venstre side. Men da signalsystemet gradvist kom til at virke med signaler, var inspirationen tysk (og lidt engelsk). Og ved SJS var sproget også tysk inspireret (Busse, de første teknikere og lokomotiv- og togførere). Her blev signalsystemet senere opsat efter tysk mønster i højre side i kørselsretningen. De efterfølgende lokomotiver, bortset fra litra Ds, blev alle leverede af tyske fabrikker, hvorfor omstyringsstangen jo var placeret i højre side.
Efter sammenlægningen af de to statsbaner i 1885 skete, der en tilpasning af signalreglementerne til et fælles og hvor opstilling af master og deres betydning var tysk inspireret, altså opsat i højre side af kørselsretningen.

Det skal hertil siges, at der jo ikke var en trafikal motivering for at ensrette signalsystemerne, det kom først efter Storebæltsoverfarten med jernbanefærgernes ibrugtagelse i 1883.

Altså ved banerne i Jylland og på Fyn var signalreglement og opstilling efter engelsk mønster og kun de første 20 lokomotiver havde omstyringsstangen i venstre side.
Ved banerne på Sjælland (og senere Falster) var signalreglement og opstilling efter tysk mønster og kun de 5 første lokomotiver af ODIN-klassen, havde omstyringsstangen i venstre side.

Ovennævnte er i MEGET GROVE træk og en tilnærmelse og enshed skete over en længere periode med tilpasning af signalsystemerne.
Vil man læse mere indgående om signalsystemerne kan ”De danske jernbaners signaler og sikkerhedssystemer gennem 150 år”, forlaget Banebøger 1998, ISBN 87 88632 73-3 anbefales.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

--
Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Kommentarer, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak.
Mail til Jernbanen.dk






Copyright © 2018 Jernbanen.dk - Alle rettigheder forbeholdes - Om Jernbanen.dk - Kontakt redaktionen