Da Banestyrelsen blev udskilt fra DSB i 1997 var det en meget høj politisk prioritet, at DSB's debut som A/S blev med en så stor åbningsbalance som muligt. Det klarede man meget fikst ved bl.a. at skrive stationsbygningerne ind i bøgerne til stærkt opskruede priser. Hermed gjorde man i princippet stationsmassen usælgelig, da de bogførte værdier ligger så langt fra markedspriserne, at DSB vil skulle tage et større tab, hver gang en stationsbygning bliver forsøgt solgt.

Den ovenfor nævnte politiske prioritet var, som jeg har forstået det, todelt. Dels ønskede man ud fra en neoliberal tankegang at lægge så meget som muligt i et A/S, da det i princippet mindsker staten; dels ønskede man en stor åbningsbalance, så DSB kunne gældsætte sig til at købe dyre italienske designertog (resten er historie ...).