Fra tid til anden kan man få den tanke, om der findes ydre omstændigheder, der kunne give jernbanen en renæssance? Sidst, det delvist skete, var vel de to oliekriser i henholdsvis 1973 og 1979?

Der før skal vi vel tilbage til 2. verdenskrig? Lastbiler og rutebiler begyndte at gøre indhug i jernbanetrafikken fra ca. 1920 og frem. Derouten stoppede midlertidigt 1939-1945, da benzin- og dækgummimangel opstaldede bilparken og overlod transportarbejdet til jernbanerne. Men kort tid efter krigens afslutning var den gal igen. Og siden da har det vel kun gået ned ad bakke - i sagens natur. Det er jo et spørgsmål og pris og kvalitet - herunder fleksibilitet.

I dag har regeringen så fremlagt et energiudspil - uden at nævne transport.

Jeg har ikke undersøgt emnet nærmere. Hvor meget udgør transportarbejdet af energiforbruget? Er der overhovedet noget at komme efter?

Oppositionen kritiserer regeringen for ikke at adressere transportsektorens energiforbrug.

Som jeg forstår det, har transportsektoren det problem, at det er svært at konstruere køretøjer og skibe, hvor batterivægt, opladning, rækkevidde o. s. v. går op i en højere enhed - hvis det er elektriske køretøjer og skibe, vi taler om.

Og nu kommer spørgsmålet så: Kan man forestille sig (man kan forestille sig hvad som helst, det ved jeg godt), at der kunne være ræson i at nyanlægge eller genåbne nedlagte jernbanestrækninger i elektrificerede udgaver? Utopi, ja måske, men der sker åbenbart ikke rigtig noget på transportområdet?