Den danske jernbanes største udfordring? (Generelt)
Der er snart ikke det problem der er for lille til at indsætte togbusser. Før i tiden gjorde man en ære i at om disponere materiel og personale ved uregelmæssigheder, så man derigennem kunne opretholde trafikken. I dag tænker man ikke længere i de baner - man ringer til busselskabet i stedet og aflyser så ellers togdriften.
Det er altså ikke rigtigt. Der gøres faktisk et kæmpe arbejde hos DSB, Arriva osv. for at afbøde virkningerne af de mange sporarbejder. DSB og Arriva er forpligtet i kontrakterne med Transportministeriet til at indsætte erstatningstransport (togbusser, taxa el. andet) ved planlagt og uplanlagt driftsuorden. Og langt hen ad vejen skal erstatningstransporten godkendes af trafikkøberen. Erstatningstransport er i øvrigt p....dyrt, så incitamentet går faktisk den anden vej: at køre tog frem for togbusser.
Takstreformen kolliderer direkte med kvalitetsfaldet. Samtidig med at priserne stiger (faktisk ret voldsomt), så er kvaliteten på ydelsen i frit fald og den berettiger under ingen omstændigheder højere priser.
Takstreformerne er provenuneutrale for trafikselskaberne. Dvs. nogle få rejserelationer har fået lidt dyrere priser, andre har fået billigere priser. Men de fleste har nogenlunde uændrede priser som følge af reformerne. Reformerne har i øvrigt ryddet gevaldigt op i de mange forskellige måder, priserne fastsattes på i den kollektive trafik.