Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Den danske jernbanes største udfordring? (Generelt)

af Jens Hansen, 6/7 2018, 08:30 (2093 dage siden) @ Scharfenberg

Jeg lægger mig fladt ned, vendingen ”fra bag et skrivebord” er malplaceret. Vendingen dækker over en måske teoretisk, lidt perifert tilgang til eller viden om produktet. Mange, både i DSB og Banedanmark, yder helt sikkert det de skal og en del givet også mere. Men de flestes dybe viden er naturligt koncentreret omkring det, som de selv beskæftiger sig med – en på værkstedet har tjek på teknikken i lokomotivet, en på planlægningskontoret har styr på personalet og så videre. Meget få har ”det forkromede overblik”, hvorfor det som officielt meldes ud, måske fra nogen som også kun har viden fra andre, ja det bliver ”sandheden”.

Og når der f.eks. siges, at ”vi lever op til kontrakten”, ja så er det jo godt – eller er det?

Et praktisk eksempel – en pendler bor i Sorø og arbejder i Valby, rejser begge veje i myldretiden. Sorø har, sidst jeg kiggede i rejseplanen, 2 tog pr. time hver vej. 200 dage om året kører pendleren frem og tilbage, samme tog ind, samme tog ud. Pris – måske ca. 25.000 kr. pr. år.

Pendleren får at vide at ”kontrakten opfyldes” – er det 83 % punktlighed (?) Men hvad er det kunden måske oplever? Ja, 83 % er jo til tiden, så 17 procent er ikke til tiden. Lidt forsimplet vil det sige at 34 (17 % af 200 dage) tog ind om morgenen er forsinkede og 34 tog om eftermiddagen er forsinkede. Nogle måske kun 1 minut, andre måske en time. Dvs. pendleren kan være forsinket 68 dage om året, altså hver tredje dag opleves at produktet er forsinket.

Og oveni så skal pendleren både i Sorø og Valby hver dag spekulere på om der er en siddeplads til 1 times rejsetid, det er der vist ikke altid.

Og med al respekt, S-tog og fjerntog er 2 vidt forskellige produkter. Og kundegrupperne er 2 vidt forskellige. S-tog kører hele tiden, der er sjældent mere end 20 minutter til det næste. I det øvrige land, ja der er normalen måske ½ time og mange steder 1 time til næste tog. Pendleren i Sorø, som oplever at hver tredje tog er forsinket, er således meget mere sårbar.

JH


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

DSB C710Billige jernbane T-shirts

Indsend billeder

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak