Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Den danske jernbanes største udfordring? (Generelt)

af mikedk2100, 6/7 2018, 11:16 (2121 dage siden) @ Gæst1

Hvorfor skulle jernbanen være en byggeplads? Elektrificering og (evt) Signalprogram kræver ikke lange spærringer, når der blot rulles ud -sådan er det i al fald påtænkt. Så kommer der en ny bane over Vestfyn, der heller ikke for alvor forstyrrer.

Det er ikke aktivitetsniveauet der er voldsomt højere end i resten af Europa. Det er planlægningen og den udprægede silotænkning med forkærlighed for Togbusser, der gør livet svært for operatørerne. Der er også sporarbejde i andre lande i Europa...og husk at BDK kommer på hver eneste strækning med ca ti års mellemrum, så der er ingen tegn på, at aktivitetsniveauet forsvinder om 5-10 år

Men så er jernbanen vel også stadig en byggeplads om 3 år i 2021. Og om 10 og 20 år. Jeg tror ikke på, at BDK vil undlade at totalspærre strækninger i påsken, pinsen, sommerferien og til jul, fordi det er nemmere for dem at renovere banen. Noget som jo skal til af og til. Og ja, det betyder så busser i stedet for tog, hvilket giver opfattelsen af, at jernbanen er en evig byggeplads. Og så køber folk en bil, for den kører trods alt hurtigere end bussen.

Det handler vel mest af alt om image, og her har både DSB og Banedanmark et seriøst problem. Det er ikke nok at prale med, at vi overholder kontrakten med rettidige tog. Jeg kører ikke meget med tog mere, og jeg er også uheldig at løbe ind i problemerne, når jeg endelig vover mig ind i et tog. 3 gange har jeg kørt med tog indenfor den sidste måned. 2 af gangene var til Malmö, hvor vi slæbte et aflåst tog med - det betød begge gange overfyldt tog og forsinkelser, fordi folk har sværere ved at komme af og på. Men sjovt nok kørte toget fra Malmö til Kbh rettidigt og uden aflåste vogne, selvom vi hele tiden hører, at det er svenskernes skyld, at der er forsinkelser. At toget så holder en 5-6 minutter uden for København H taler vi ikke om.

Den tredje togtur gik til Høje Taastrup fra Østerport. Alt var tjekket inden jeg gik hjemmefra - ingen problemer ifølge dsb.dk og bane.dk. Men 6 minutter senere, da jeg står på Østerport er kaos godt igang. Ifølge højtaleren var der sporskiftefejl på København H, så der holdt et tog, der allerede var et kvarters tid forsinket. Jeg springer på det første det bedste tog, som så bryder sammen på Nørreport og lægger en 25 minutter ekstra på som forsinkelse.

Der kunne det være rart med et overblik over hændelser. Det er klart, man kan ikke spå om toget, der bryder sammen på Nørreport. Men den sporskiftefejl, der allerede var igang, da jeg tjekkede dsb.dk og bane.dk inden jeg gik hjemmefra, burde jo have fremgået. Uanset om fejlen rettes på 1 eller 10 minutter, så ved enhver, at det skaber forsinkelser og eventuelt (del)aflysninger af togene på den centrale strækning, "Røret".

Jeg havde troet, at oprettelsen af DOT betød, at der kun var ét sted, der skulle tjekkes for information om forsinkelser, men nej. Det var bare endnu et sted. Igen, det med image. I de 20 år jeg har boet i København, har man konstant snakket om den dårlige information der gives ved forsinkelser, og der er sat en masse projekter igang hos både BDK og DSB. Men blev det bedre?

Jeg husker et forsøg for vel 10 år siden, hvor man på visse stationer på Kystbanen havde real-time oplysninger på en storskærm. Lidt a la Byens Puls. Det var genialt, for så kunne passagererne hurtigt danne sig et overblik. "Ok, der er en klump på 5 røde tog omkring Rungsted, så er læsset væltet". Så ved man nemlig, at der kommer forsinkelser, aflysninger og overfyldte tog - og man kan undlade at købe billet og vælge en anden måde at komme frem på.

Andre steder, hvor DSB med få tiltag kunne rette en smule op på deres image er, at stoppe med at fortælle, at vil man være sikker på en siddeplads, så køb pladsbillet. Det er man absolut ikke, for med den meget anstrengte materielsituation, så kommer den siddeplads ofte ikke med.

Og når siddepladsen ikke er med, så kan kunden kæmpe med at sende dokumentation til DSB for at få sine 30 kroner retur. Hvorfor stikker DSB ikke bare en værdikupon på f.eks. 50 kroner til 7-eleven til kunden? En ualmindelig nem måde at rette op på den grimme oplevelse. Dels behøver kunden ikke gøre noget, for at få sine 30 kroner retur. Dels får kunden en 20'er, som plaster på såret for at have stået op fra Aarhus til København på trods af købt pladsbillet.

Der er mange andre steder, hvor DSB på en nem måde kunne rette op på sit skrantende image, hvis de altså vil. Og jeg ved da godt, at det ikke er den enkelte medarbejder ude i marken, der gør, at jeg har opfattelsen af at DSB's arrogante holdning er, at "du kom da frem - hvad mere forlanger du?". Det er på chefgangen, at man skal gøre noget.

Hvad der nok er svært, når selv den øverste chef synes det er nemmere at køre i bil fra Haslev til Høje Taastrup end med sit eget tog.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak