Problemet er at den styrelse ikke har indtægter der på nogen måde står mål med de omkostninger som man afholder. Kritiske dele er derfor ikke noget man kan lave en business-case over (her taler vi blot om et simpelt regnestykke på en serviet eller i hovedet). Lager er en omkostning og lageromkostningerne er ikke modsvaret af fald i indtægter. Derfor ligger der ikke dele til kritiske sporskifter på lager i græsset ved siden af, selv om enhver kan regne ud at nedbrud kan koste driftsforstyrrelse i samme tidsramme som leveringstid.

Hvis vedligeholdelsen var udliciteret med en kontrakt der indeholdt krævet "oppetid" for anlægget, ville kontraktsholderen sørge for at der var et lager - vel at mærke hvis det havde økonomiske konsekvenser. Men sådan en udlicitering ville nok isoleret set også blive dyrere, altså medmindre styrelsesbureaukratiet er så omfttende at der i det ville være besparelsespotentiale som kunne veksles til "oppetid".