Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

DSB (Generelt)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 30/6 2011, 22:21 (4655 dage siden) @ Steff

Godaften Steff med flere.

Lidt flueknepperi:

31.08.1867:
Overtager staten Det Danske Jernbane Driftsselskab (DJDS), der hidtil har drevet banerne i Jylland og på Fyn.

Navnet er lidt omtvistet. I "DE DANSKE STATSBANER 1847-1947" benævnes det "Det danske Jernbane-Driftsselskab" (side 177) (med lille "d" i "danske". I "På sporet 1847-1997", bind 1, side 176 benævnes det "Det Danske Jernbane-Driftsselskab" (med stort "D" i "Danske". Det "korrekte" er formodentlig "Det Danske Jernbane - Driftsselskab" (med luft på begge sider af bindestregen). Sådan gengav selskabets "direction" navnet på en fartplan gyldig fra 4. september 1862, som er gengivet på side 134 i "På sporet 1847-1997", bind 1. Men et andet sted, f.eks. side 140, anføres "Det Danske Jernbane-Driftsselskab" (uden luft omkring bindestregen) i en avisannonce, underskrevet af "Overdriftsbestyreren" 11. september 1864.

Forkortelsen DJDS har jeg ikke umiddelbart kunnet finde belæg for. På side 136 i "På sporet 1847-1997", bind 1, anføres, at knapperne på personalets uniformer var udstyret med bogstaverne "D.J.D" - angiveligt for Dansk Jernbane-Driftsselskab. Asger Christiansen og John Poulsen skriver i Jernbanehistorisk Årbog '92, side 12, at ved overgangen fra Det Danske Jernbane-Driftsselskab til De jydsk-fyenske Jernbaner "ændredes vognmateriellets ejendomsmærke fra DJDS til JFJ", så måske har D.J.D./DJDS/D.J.D.S været brugt "i flæng"?

For at gøre "forvirringen" total nævnes, at Det Danske Jernbane-Driftsselskab allerede i 1865 indførte "frimærkepakker" og at de "frimærker" (reelt "banepakkemærker"), som blev klistret på pakkerne, bar påskriften "DE JYSK-FYNSKE JERNBANER"(!)

01.09.1867:
Startede de nye statsejede baner under navnet ”De Jysk-Fynske Jernbaner” (JFJ).

Den "korrekte" betegnelse er formodentlig "De jydsk-fyenske Jernbaner" (med lille "j", lille "f", "d" i "jydsk" og "ye" i "fyenske"), jf. f.eks. dette originale cirkulære af 15. oktober 1869. Forkortelsen JFJ/J.F.J. synes brugt lidt i flæng.

I 1874 ændrede JFJ navnet til ”De Danske Statsbaner” (DSB) som var mere entydigt.

Den er jeg ikke helt med på?

-----

Afslutningsvist: Det kunne være sjovt/interessant (man er vel nørd med interesse for detaljen) at finde ud af, hvornår DSB helt dropper "D.S.B." og udelukkende anvender "DSB" - og her tænker jeg ikke kun på beskriftningen af rullende materiel, men også i videre forstand.

Og endelig kunne det være interessant (og her er vi måske tilbage ved spørgerens oprindelige spørgsmål) at finde ud af, hvornår DSB dropper "Danske Statsbaner" og udelukkende kalder sig DSB. Vi skal jo nok op i "nyere tid".

"Danske Statsbaner" overlevede - i modsætning til hvad man måske skulle tro - i hvert fald den nye designmanual i 1972/1973/1974, for i "DSBbladet kommunikation" (som det ikke videre mundret hed i en kortere periode), nr. 11, november 1972 anføres fsv. angår DSB's logo:

Citat"

DSB
Danske Statsbaner

Bomærket vist sammen med
virksomhedens fulde navn.
Normalt anvendes kun navnet DSB

"citat slut.

Og i en nyere "designmanuel" DSB Grafik Brevpapir og blanketter fra 1992 er "Danske Statsbaner" stadig i brug:

[image]

DSB Grafik Brevpapir og blanketter, 1992. Arkiv: Thomas Boberg Nielsen

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak