Flensborg har en spændende jernbanehistorie. Seks banegårde og mere end en halv snes jernbaneselskaber har der været i byen, siden den første jernbane blev anlagt for snart 160 år siden.
Og jubilæet er netop grunden til, at der nu ligger et pragteksemplar af en bog om Flensborgs jernbaner fra anlæggelsen af kong Frederik den Syvendes "Südschleswigsche Eisenbahn" i 1854 frem til Deutsche Bahn AG.
Bogen er skrevet af tre lokale jernbaneentusiaster og udgivet af forlaget LOK Report, der også står bag udgivelsen af det anerkendte jernbanetidsskrift af samme navn. Bogen indgår samtidig i den række af bøger, Gesellschaft für Flensburger Stadtgeschichte står bag. Langt størstedelen af bogens imponerende fotomateriale er også hentet fra flensborgeres private arkiver og knipset af lokale amatører, der er besat af en drift, jernbanedriften.
Bogen er dog ikke kun for jernbane-nørder. Læseren får serveret mange tekniske data, men ikke for mange. Og det faglige bliver aldrig for specifik eller indforstået, men sættes ind i en større sammenhæng, så bogen også kan læses med lokalhistoriske briller. I det hele taget udmærker bogen sig ved at sætte jernbanen ind i en kulturhistorisk sammenhæng ved at relatere jernbanens funktion til det omgivende samfund.

Nostalgi
Der er meget nostalgi forbundet med jernbaner, og for jernbanens yndere var gamle dage altid meget bedre - i sagens natur. For jernbanen har siden bilismens totale sejr i 50erne og 60erne kørt i modvind. Der er blevet endnu mere asfalt og færre og færre skinner. Det er der mange jernbaneentusiaster, der kan græde lang tid over. Men forfatterne Holger Kaufhold, Eckhard Klein og Detlef Schikorr konstaterer nøgternt bogen igennem, at jernbanen blot har været en del af den generelle samfundsudvikling, og at den i det store og hele har formået at tilpasse sig.
Står man på Flensborg Banegård i dag, så er der ikke meget liv tilbage. De historiske fotos viser, hvordan banegårdene i gamle dage summede af liv. I 1964 var 1130 mennesker ansat ved Deutsche Bundesbahns afdelinger i fjordbyen. I dag er antallet af ansatte to-cifret.
Med elektrificeringen af længdebanen i Slesvig-Holsten og Jylland i 90erne forsvandt den sidste af Flensborgs særfunktioner som jernbaneby, nemlig klargøringscentralen for diesellokomotiver. Da centralen var på sit højeste, var den fast værksted for 100 lokomotiver. Siden 1976 er det gået støt tilbage for Flensborg. Dengang mistede Flensburg-Weiche sin position som international omladningsbanegård til Hamburg-Altona. Grænseekspiditionen forsvandt senere, og i dag vidner kun det store rangerterræn i Flensborg-Sporskifte og Vedding om, at her engang var en driftig godsbanegård.
I 1999 blev hele østsiden af Flensborg Havn også kappet af jernbanenettet, da Deutsche Bahn installerede et nyt skiftespor på banen til Flensburger Fahrzeugwerke. Og her forsvandt et stykke af byens jernbanehistore endegyldigt.

Banegårde forsvundet
På østsiden lå engang Kieler Bahnhof, hvorfra alle togene på den normalsporede jernbane til Egernførde og Kiel afgik. Denne banegård blev overflødig, da Reichsbahnhof (den nuværende banegård) blev indviet i 1927. Nord for Kieler Bahnhof - ved Lautrupsbach og den moderne Nordstrasse - lå indtil 1953 amtsbanegården med smalsporede linjer til Kappel og Sterup/Rundhof (nedlagt i 1938).
Og her er vi ved historien om Flensborgs mange banegårde. Nu er der banegården ved Munktetoft og trinbrættet i Weiche tilbage. Men det hele begyndte med Bindesbølls "Engelske banegård", der i fra 1854 var endestation på Flensborgs første jernbaneforbindelse til Tønning. Den fik tilnavnet "engelsk", fordi diagonalbanen tværs gennem Sydslesvig skulle være forbindelse til det lukrative marked i England med omladning af kvæg i Tønning. Allerede i i 1884 blev den "Engelske banegård" erstattet af den prægtige "Staatsbahnhof", der blev bygget i typisk preussisk nygotisk stil.
Ved indvielsen ønskede Flensborgs "Provinzialkonservator" sig: - Man må håbe, at denne bygning bliver et værdigt vartegn for vor by lang tid ud i fremtiden.
Hans ønske gik ikke i opfyldelse. Staatsbahnhof blev revet ned i 1955 for at gøre plads til en ny og moderne busstation (ZOB). Den lå der, hvor den stærkt trafikerede Süderhofenden nu løber. Pudsigt nok - og det bemærker bogen da også - så har det i de senere år været inde i overvejelserne at anlægge en ny banegård tæt på Flensborgs centrum og nogenlunde der, hvor den gamle Staatsbahnhof lå.

Højdeforskelle
Flensborg har haft det samme problem som flere jyske østkystbyer, blandt andet Haderslev og Aabenraa, der måtte nøjes med stikbaner. Hovedbanen kunne ikke føres helt ind til centrum på grund af de store højdeforskelle. Og da man i 1800-tallet lagde stor vægt på, at banegården skulle være så tæt på havnen som muligt, så kom den nordslesvigske længdebane til Vojens og senere Vamdrup til at støde på Südschleswigsche Eisenbahn længere mod vest, i Nordschleswigsche Weiche. Ved anlæggelsen af Reichsbahnhof i 20erne anlagde den daværende Reichsbahn derfor den løkke, der nu forbinder Flensborgs banegård med Padborg.
Også for danske jernbaneinteresserede vil bogen have interesse. De gamle MOere, MYere og MZere og grænsetrafikken får også fyldige omtaler med fine billeder med på vejen.

Holger Kaufhold, Eckhard Klein og Detlef Schikorr: 150 Jahre Eisenbahn in Flensburg. 288 sider, 39,90 euro (LOK Report).